Malisk supertalent på Danmarksturné

Suaré Virginie Dembele

Tekst: Jakob Wandam

I januar 2024 blev festivalen Spot on Mali afholdt for tiende gang i Bamako, hovedstaden i det vestafrikanske land. Det er Det Jyske Musikkonservatorium og den danske ambassade i Mali, der organiserer Spot on Mali, som er en pendant til danske branchefestival Spot Festival i Aarhus.

Blandt de mange optrædende på Spot on Mali udvælger en komite af danske musikprofessionelle en særlig talentfuld kunstner, der så kommer til Danmark og repræsenterer Mali, blandt andet med en koncert på Spot Festival. I 2024 faldt valget på sangerinden og ngoni-spilleren Suaré Virginie Dembele, som derfor kommer til Danmark og giver syv koncerter i foråret 2025.

Det næste store navn

Suaré Virginie Dembele

Suaré Virginie Dembele har, som så mange musikere fra Mali, bluesen som en af grundbestanddelene i sin musik, der også trækker på inspiration fra kirkekor, vokalharmonier og stammedans samt moderne pop og sågar electronica. Suaré Virginie Dembele stammer fra Bo-regionen i det sydøstlige Mali og er af bwa-folket, og den unge kunstner kan meget vel blive det næste store navn fra landet.

Mali er et land, der er hårdt ramt af både borgerkrig, social og politisk uro og klimaforandringer, men landet er lidt af en supermagt inden for verdensmusikken. Ikke mindst den afrikanske blues’ forskellige forgreninger har i mange år været præget af maliske stjerner som Ali Farka Touré, Tinariwen, Oumou Sangaré, Tamikrest, Vieux Farka Touré, Tartit, Amadou & Mariam og Nahawa Doumbia.

Suaré Virginie Dembele

Som nævnt spiller Suaré Virginie Dembele ngoni, et afrikansk strengeinstrument, der er beslægtet med guitaren. Ngoniens krop er lavet af træ eller kalabas, og den forefindes både i akustiske og elektrisk forstærkede versioner – sidstnævnte spilles eksempelvis af Djimbé Sissiko fra Samba Tourés band (se her og her). Andre markante ngoni-spillere er for eksempel Mamadou Sidibé, Bassekou Kouyaté og Cheick Hamala Diabaté.

Suaré Virginie Dembele bygger selv sine instrumenter, og faktisk er hendes foretrukne et blandingsprodukt med ngoni-krop og guitarhals. Hun har studeret ved Fondation Passerelle, et kunst- og uddannelsescenter i Bamako grundlagt af stjernemusikeren Rokia Traoré. Suaré Virginie Dembele har blandt andet sunget i kirkekor, men leder i dag sit eget band.

En række koncerter

Suaré Virginie Dembele

Hun spiller en række koncerter i Danmark i april og maj: Fredag den 25. april gælder det Kulturhus Gimle i Føllenslev, lørdag den 26. april Lev & Lær Gården i Svendborg, og tirsdag den 29. april Alice i København.

Torsdag den 1. maj optræder Suaré Virginie Dembele i Huset i Aalborg, og fredag den 2. maj på Turkis i Aarhus. Sidstnævnte koncert er en del af Roots&Hybrid, som igen er en afdeling af Spot Festival.

Onsdag den 7. maj kommer Suaré Virginie Dembele til Godset i Kolding, og lørdag den 10. maj til Kulturmaskinen i Odense. En oversigt over koncerterne ser således ud:

  • 25-apr. Kulturhus Gimle, Føllenslev
  • 26-apr. Lev & Lær Gården, Svendborg
  • 29-apr. Alice, København
  • 01-maj. Huset, Aalborg
  • 02-maj. Turkis, Aarhus (Spot Festival)
  • 07-maj. Godset, Kolding
  • 10-maj. Kulturmaskinen, Odense

Bluesy hjørne

Suaré Virginie Dembele har udsendt et antal singler under navnet Virginie Dembelé, men bruger i dag sit fulde navn.

Stilen er som nævnt temmelig blandet, men vil man høre Suaré Virginie Dembele i hendes mest bluesy hjørne, kan vi anbefale sangen ”Mougnoussouani”, som kan findes på streamingtjenesterne.

Man kan også finde et større antal sange på Suaré Virginie Dembeles Soundcloud-side her. Her vil vi især anbefale “Moussoya” og “C’est mon mariage”.