Anmeldelse: Mukherjee Blues: The Vibe recordings (Mukherjee Records)

Af Jakob Wandam

Oscar Mukherjee udsendte tidligere i år debut-ep’en Solid shade of blue med sit Oscar Mukherjee Band. Ep’en indeholdt sange skrevet af Oscar Mukherjee selv og lå stil- og sangskrivningsmæssigt et sted mellem Jackson Browne og Bruce Springsteen.

Oscar Mukherjee har imidlertid to projekter kørende, og nu er det andet, Mukherjee Blues, også klar med en ep. Mukherjee Blues består af Oscar Mukherjee på guitar og vokal, Søren Bøjgaard (Thorbjørn Risager & the Black Tornado) på bas og Asmus Jensen (Delta Blues Band) på trommer, og udgivelsen har fået titlen The Vibe recordings efter det københavnske studie, hvor numrene er indspillet.

Denne gang er der fokus på blues, nærmere betegnet rendyrket Chicago blues af de store mestre, eksemplificeret ved Jimmy Reed, Guitar Slim, Elmore James, Muddy Waters og Howlin’ Wolf.

Dét må Oscar Mukherjee og co. siges at have godt styr på – rigtig godt endda. Den fine produktion, begået af Mukherjee i samarbejde med Jakob Winther, sætter kapelmesterens guitararbejde flot i scene, og han lever op til tilliden ved at spille eminent. Melodisk og skarpt lyder det, med et teknisk overskud, som udstråler selvtillid og bevidsthed om egne evner.

Også Oscar Mukherjees vokal fortjener ros. Det er ikke en klassisk bluesstemme (ingen ville forledes til at tro, at han var sort); tværtimod har den umiskendelige skandinaviske træk, men Mukherjee bruger dette til sin fordel. Den lyse skrøbelighed i stemmens klang skaber interessante spændinger, når den kolliderer med hans selvsikre og stærke intonation. Det minder en smule om Sonny Landreth med et touch af Tom Pettys nonchalante dræven og fungerer særlig godt på åbningsnummeret, Jimmy Reeds ”Going to New York”.

Oscar Mukherjee er, naturligt nok, bandets ubestridte fokuspunkt, men Asmus Jensens og Søren Bøjgaards rytmesektion bakker ham op på fornem vis. Der er ikke de store dikkedarer, men de driver numrene usvigeligt sikkert frem og tilfører musikken noget velplaceret muskelkraft.

Der er løfter om noget stort i denne ep fra Mukherjee Blues. Det er ikke ukendte nuggets, bandet har gravet frem fra Chicago-arkiverne, men selv om man har hørt ”The things that I used to do”, ”19 years old” og ”Killing floor” mange gange, bliver de aldrig kedelige i Mukherjee Blues’ versioner. Ej heller sidder man og sukker efter originalerne; bandets udgaver har eksistensberettigelse i kraft af deres høje kvalitet og Oscar Mukherjees personlige stemme og guitarspil.

At Oscar Mukherjee er en glimrende sangskriver, fik man bekræftet på Solid shade of blue, og det kunne være spændende at høre hans kompositoriske og lyriske talent sluppet løs på blues-idiomet. Men de fem veludførte og velproducerede covers på The Vibe recordings gør den til mere end en forsmag; den er simpelthen en fornøjelse at lytte til.

The Vibe recordings udkommer i dag, onsdag den 22. august. Der er release-koncert på Mojo Blues Bar i København fra klokken 21.30. Der er gratis entré.