Tekst: Jakob Wandam
Alice er navnet på Københavns førende spillested for verdensmusik. Det er beliggende på Nørre Allé nær ved Sankt Hans Torv på Nørrebro og har koncerter flere gange om ugen.
Det betyder, at man jævnligt har mulighed for at høre afrikansk blues på dansk grund, og Alice har lagt scene til mange af de største afrikanske bluesnavne som Ahmed Ag Kaedy (læs her), Nahawa Doumbia (læs her), Bibi Ahmed & Groupe Inerane (læs her), Samba Touré (læs her), Bassekou Kouyaté & Ngoni Ba (læs her), Bombino (læs her) og Terakaft (læs her).
Det er ingen hemmelighed, at bluesmusikken har sine rødder i Afrika, og ligesom den siden har fået forskellige udtryksformer i USA og Europa, har det afrikanske kontinent mange forskellige bluesformer. Størst international gennemslagskraft har der været i griot-bluesen, som den blev praktiseret af blandt andre songhai-guitaristen Ali Farka Touré, og i tuaregfolkets hypnotiske elektriske guitarblues, som især Tinariwen er blevet kendt for.
Men også for eksempel Wassoulou-regionens sangerinder synger en form for blues, og bluesens rytmer ligger til grund for mange af især Vestafrikas musikformer. Flere af dem kan opleves i oktober måned på Alice.
Griot-slægt
Noura Mint Seymali kommer fra Mauretanien og er netop af griot-slægt. Grioter har traditionelt stået for de vestafrikanske samfunds mundtlige historieoverlevering med mere, ofte i musikalsk form. Positionen som griot nedarves, og utallige af regionens største musikere er ud af griot-familier.
Som kvindelig griot spiller Noura Mint Seymali på ardine, en nistrenget harpe. Hun har optrådt og turneret siden den tidlige teenagealder, og i dag sætter hun den traditionelle mauretanske musik ind i moderne rammer sammen med sin mand, Jeiche Ould Chighaly, som spiller strengeinstrumentet tidinit.
De fusionerer den bluesy folkemusik med moderne funk, rock og psykedeliske grooves. I 2014 beskrev tidsskriftet Vibe Noura Mint Seymali som ”the psych blues artist from Mauritania you need to know about”.
Noura Mint Seymali har tidligere spillet både på Alice og på Roskilde Festival, og fredag den 9. oktober står hun igen på Alices scene med sit band.
Tuaregband
Imarhan er et tuaregband, der ligesom så mange andre af Malis musikere har måttet flygte fra hjemlandet. I dag har Imarhan base i Algeriet, hvilket også sætter sit præg på deres musik. Imarhans version af ørkenblues er således påvirket af Algeriets raï-tradition foruden soul, funk og psykedelisk rock.
Men udgangspunktet er stadig den hypnotisk-repetitive, guitardrevne blues, som man kender den fra navne som Tinariwen, Tamikrest og Bombino.
Bandet består af Iyad Moussa Ben Abderahmane (vokal), Abdelkader Ourzig og Hicham Bouhasse (guitar), Tahar Khaldi (bas) og Haiballah Akhamouk (percussion). De spiller på Alice tirsdag den 27. oktober.
Dobbelt-op
Lørdag den 31. oktober er der dobbelt-op på ørkenblues på Alice. Hovednavnet er Songhoy Blues, hvis medlemmer stammer fra det nordlige Mali, men efter at være flygtet sydpå dannede de bandet i hovedstaden Bamako. De faste medlemmer er Garba Touré, Aliou Touré og Oumar Touré, som trods det fælles efternavn ikke er i familie (Touré-navnet er meget udbredt, også blandt musikere!).
Songhoy Blues begyndte med at spille sange af Ali Farka Touré, men har siden skabt deres egen stil påvirket af Touré, John Lee Hooker og Jimi Hendrix såvel som af hiphop og r&b. De blander det hele med traditionelle afrikanske instrumenter og rytmer, men det er stadig den elektriske guitar, der er det centrale instrument hos Songhoy Blues, og de anses som et sandt ørkenblues-band.
Senest har Songhoy Blues udgivet albummet Héritage i 2025, hvor blandt andre Afel Bocoum og Rokia Koné er gæster.
Forrygende koncerter
Aftenens opvarmningsband er den dansk-svensk-gambiske duo Ba Balance. Den består af guitaristen Preben Carlsen og percussionisten Salieu Dibba, som begge har været faste musikere hos Moussa Diallo igennem en årrække.
I 2020 udgav Ba Balance debutalbummet Around the crocodile pond (læs anmeldelse her), og siden har de arbejdet sammen med Laust ”Krudtmejer” Nielsen både i studiet og live. For nylig så Bluesnews.dk Ba Balance give et par forrygende koncerter på Den Blå Festival i Aalborg, dels som duo og dels sammen med TogoRhino, som Sal Dibba også er medlem af (læs her).
Ba Balance står for stemningsfuld og melodisk, men også ruskende afrikansk blues, fremført med både virtuositet og stor skønhed.
Billetter
Billetter til koncerterne på Alice kan købes via spillestedets hjemmeside her. Billetterne koster mellem 195 og 275 kroner – der er rabat for studerende og unge under 25 år.
Er man til afrikansk blues, er det også værd at overveje en tur på Mojo Blues Bar i oktober. Den dansk-togolesiske, Danish Music Award-vindende guitarist og sanger Alain Apaloo spiller på Mojo søndag den 18. oktober, og to dage senere, tirsdag den 20. oktober, står han i spidsen for Mojos månedlige African Night. Der er gratis entré til begge koncerter – se mere på Mojos hjemmeside her.
Malisk tuaregband
Også kulturhuset Stairway i Vanløse kan være med, når det gælder ørkenblues. Det er Huset i Magstræde, der p.t. henlægger sine koncerter til Stairway grundet renovering, og fredag den 23. oktober byder de på koncert med førnævnte Tamikrest.
Tamikrest er et malisk tuaregband, der blev dannet i 2006 med inspiration fra Tinariwen foruden blandt andre Jimi Hendrix og Mark Knopfler. I dag er de et af de største ørkenbluesnavne og har da også besøgt Danmark flere gange, for eksempel i 2021, hvor Bluesnews.dk så dem på Dexter i Odense (læs her).
Dengang spillede Tamikrest som en trio bestående af Ousmane Ag Mossa (leadvokal og guitar), Cheikh Ag Tiglia (bas, kor og guitar) og Cedric ”MomoJee” Maurel på (percussion og tangenter). Men bandet turnerer med forskellige opstillinger med 3-6 medlemmer, og præcis hvilken det drejer sig om i Vanløse, er ikke redaktionen bekendt.
Billet til koncerten kan købes i forsalg her og koster kr. 200 plus gebyr – for studerende er prisen kr. 120 plus gebyr.









