Bluesmusikken indtager Randers

2016-10-31_1153

Af Jakob Wandam

Modsat de fleste danske bluesfestivaler, der finder sted i efteråret, har man i Randers valgt at lade bluesen fylde gaderne midt i festivalsæsonen, nærmere betegnet fra fredag den 30. juni til søndag den 2.juli.

Bag Randers City Blues Festival står en forening bestående af lokale spillesteder og musikforeninger, der samarbejder med kommune og erhvervsliv om, hvad de kalder en ”blues-distortion”. Festivalen vil således ikke blot være koncentreret om nogle få spillesteder, men brede bluesmusikken ud over hele city-området og dets torve, butikker og caféer.

Visionen er at udbrede kendskabet til og interessen for blues og dens beslægtede genrer og promovere Randers by samt unge bands og solister på den danske bluesscene.

Ud over de mange danske navne byder Randers City Blues Festival dog også på besøgende musikere fra Norge, Sverige, Tyskland, Storbritannien og USA.

Programmet er i skrivende stund ikke helt færdiggjort, men en lang række bands, duoer og solister har allerede meldt deres ankomst.

Underværket

Underværket

Spillestedet Underværket med plads til 300 tilskuere kommer til at trække det største læs. Her vil man fredag eftermiddag og aften kunne høre en række stærke danske bluesnavne. Randers’ egen Torben Pape åbner ballet kl. 14.40, og herefter følger Long Line Down, Nisse Thorbjørn og Big O & the Blue Quarters.

Så kommer Danmarks deltager ved European Blues Challenge, The Cornfeds, på scenen, og de har sandelig også hjemmebane i Randers. Jake Green Band følger, hvorefter der er skandinavisk topmøde mellem norske Vidar Busk og danske Ole Frimer Band.

Danmarks største blues-eksport, Thorbjørn Risager & the Black Tornado, samt den amerikanske guitarist Alan Haynes bliver den foreløbige kulmination på fredagens program.

Lørdag lægger Underværket hårdt ud med duoen Big Creek Slim & Peter Nande, inden Fried Okra Band som sidste danske band indtager scenen. Fra Storbritannien kommer derefter det fremadstormende bluesrock-band Blind Pilgrim, efterfulgt af det populære tyske band Kai Strauss & the Electric Blues Band.

Svenske Ida Bang & the Blue Tears, der er godt i gang med at lægge Danmark ned, følger efter, inden endnu et tysk navn, Tommy Schneller Band, lukker ballet.

Tante Olga

Tante Olga

Men det er bestemt ikke alt. På spillestedet Turbinen har man stadig ikke offentliggjort hovednavnet, men Tante Olga er klar med både indendørs og udendørs scener, hvor man kan høre H.P. Lange (mens man spiser ”blues brunch”), Midnight Blues, Mojo Makers, Kai Strauss, Chris Grey, Big Creek Slim & Peter Nande, Frank White & Christian Frank og Trouble Cats.

På den udendørs Storegade-scene spiller Blind Pilgrim, svenske Mr. Bo & Kjell Jansson, Long Line Down, Big O & the Blue Quarters, Beat & Stomp, Jake Green, Nisse Thorbjørn & Sahra da Silva, Ida Bang, Fried Okra Band og Chris Grey.

Og der vil være musik mange andre steder rundt om i byen: Slotspladsen, Rådhuspladsen og J.O. Krags Plads vil alle have ”street blues”, ligesom mange andre af byens lokaliteter har budt ind. Indtil videre er der bekræftet 13 deltagende scener.

Kulturhuset

Kulturhuset

Endelig bør man ikke gå glip af fredagens musikalske foredrag i Kulturhuset med en af dansk blues’ grand old men, Kenn Lending. Han startede sit første band for 47 år siden og opnåede efterhånden stor international anerkendelse, både med sit Kenn Lending Blues Band og som mangeårig guitarist for legendariske Champion Jack Dupree, med hvem Lending spillede mere end 1000 koncerter.

Kulturhuset udstiller også både fredag og lørdag billeder af fotografen Frank Nielsen. Han har specialiseret sig som musikfotograf med en særlig forkærlighed for blueskunstnere, og hans fotografier pryder utallige plakater, hjemmesider og albumcovers – for ikke at tale om mange artikler her på Bluesnews.dk.

Man kan læse mere om festivalen og se programmet på randers-cityblues.dk.