Tekst: Jakob Wandam
Den 2. weekend i november er der, som vi tidligere har fortalt om på denne plads, Blues Heaven-festival i Arena Nord i Frederikshavn. Festivalen har amerikanske Ronnie Baker Brooks som hovednavn og præsenterer desuden blandt andre Mr. Sipp, Nick Moss Band, The Cash Box Kings og Mark Hummel (læs mere om programmet her, her og her).
Det kræver det imidlertid ikke en festivalbillet at komme til at høre nogle af Blues Heaven-stjernerne live, for lige som sidste år vil man kunne opleve flere af festivalens kunstnere på det mindre spillested Maskinhallen i Skolegade i Frederikshavn, der fungerer som ”Blues Heavens officielle juke joint”.
Allerede torsdag
Hvor selve festivalen finder sted fredag og lørdag den 8.-9. november, starter musikken i Maskinhallen allerede torsdag den 7. med to koncerter. Der er henholdsvis den canadiske sanger og guitarist JW-Jones og amerikanske Mark Hummel Band, der spiller.
JW-Jones er kendt for en swingende bluesstil, som trækker på rhythm & blues, soul og rock foruden klassisk elektrisk blues. Mundharpespilleren og sangeren Mark Hummel er en institution på West Coast blues-scenen, og med sig har han blandt andre den legendariske Texas blues-guitarist Anson Funderburgh.
Fredag den 8. november præsenterer Maskinhallen dels den danske-norske duo Big Creek Slim og Kent Erik Thorvaldsen, dels det amerikanske Nick Moss Band. Guitaristen og sangeren Big Creek Slim er vel Danmarks største bluesnavn og har især en forkærlighed for den autentiske delta blues. Den deler han med guitarist og sanger Kent Erik Thorvaldsen, som er forsanger i norske Jelly Roll Men og desuden har sit første soloalbum på trapperne.
The Nick Moss Band har guitaristen og sangeren Nick Moss i front, men han deler meget af rampelyset med den karismatiske mundharpespiller Dennis Gruenling. De spiller heftig elektrisk Chicago blues og jump blues.
Bluesfænomen
Om lørdagen, den 9. november, står først Harrell Davenport og siden Blues Beatles på scenen i Maskinhallen. Harrell ”Young Rell” Davenport er et 17-årigt amerikansk bluesfænomen, som optræder på mundharpe, guitar og vokal, og hvis traditionsbevidste blues har taget mange med storm.
Blues Beatles kommer fra Brasilien, og som navnet indikerer, har de specialiseret sig i blues-arrangementer af Beatles-sange. Det har skaffet dem mange fans, ikke mindst i Danmark, hvor de spillede første gang i 2018 (læs her).
Begge dele
Koncerterne i Maskinhallen er som nævnt ikke dækket af festivalbilletten, men har man billet til Blues Heaven, kan man godt nå begge dele. Det er nemlig kun torsdagens koncert, der foregår om aftenen, klokken 20-23. Fredag og lørdag spiller musikken i Maskinhallen fra klokken 13 til 16.
Og for den sande blueselsker kan det godt betale sig at tage Maskinhallens koncerter med, selv om man også skal til festival i Arena Nord. I hvert fald er der tradition for jams og gæsteoptrædener ved juke joint-koncerterne, som således kan byde på unikke musikalske øjeblikke.
Billetter til koncerterne i Maskinhallen (og til Blues Heaven) kan købes her. Der er mere information om både Blues Heaven og juke joint-koncerterne på festivalens hjemmeside her.