Kenn Lending vender tilbage til rødderne

Kenn Lending

Det er noget af et liv og noget af en karriere, Kenn Lending kunne se tilbage på, da han i begyndelsen af februar fyldte 70 år.

Musikeren, der oprindeligt er fra København, har medvirket på omkring 40 album, har spillet sammen med B.B. King, John Lee Hooker og Willie Nelson og er både blevet præmieret med prisen som årets bluesmusiker i Danmark og Copenhagen Blues Festivals jubilæumspris. Og så har han spillet flere end 500 koncerter på den samme bluesbar i København og turneret over hele Europa, i USA, Canada og Sydafrika.

Tilbage til Sønderborg

Kenn Lending
Foto: Kurt Helge

Nu vender han tilbage til Sønderborg-området, hvor han i 80’erne og 90’erne spillede et hav af koncerter på Sønderborg Jazzclub, Danmarks ældste jazzklub beliggende i Sønderborghus.

”Da jeg lige havde etableret Kenn Lending Blues Band i 1980, var Sønderborg et af de første steder, vi spillede. Dengang kom der 10 mennesker, men indehaveren spurgte alligevel, om vi ikke ville kigge forbi, næste gang vi var i Jylland. Det endte med, at vi spillede for fulde huse, og Sønderborg Jazzklub blev kaldt for vores fanklub, fordi vi spillede der så meget. Vi glæder os stort til at komme tilbage til området – og ikke mindst til at spille på Hotel Nørherredhus for første gang,” siger Kenn Lending, hvis musikalske karriere blev født i København, som han dog ikke har boet i siden 2009.

Kenn Lending
Foto: Jakob Wandam

”Det københavnske musikmiljø i 70’erne og 80’erne var en blomstrende fusion af kunst og kreativitet, som var fantastisk at være en del af. Men det København findes ikke længere. Jeg spiller stadig på Mojo Blues Bar en gang om måneden og har gjort det siden 1984. Det betyder faktisk, at jeg har spillet 540 koncerter derinde. Men hver gang jeg er i København, kan jeg ikke komme hurtigt nok ud af byen igen. Så skal jeg bare hjem,” siger musikeren, der tabte sit hjerte til Sønderjylland ad to omgange.

Først som musiker med en forkærlighed for Sønderborg og Als og siden i privatlivet, da han mødte sit livs kærlighed i Haderslev.

Varme og stolte

Kenn Lending
Foto: Jakob Wandam

”I dag ligger mit hjem i Sønderjylland. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Jeg plejer at sige, at jeg bor på en mark mellem Vojens og Haderslev. Det ville jeg aldrig have kunnet forestille mig som ung mand i København, men det er sådan, det er endt, og jeg elsker det. Sønderjyderne er varme og stolte folk, som er svære ikke at holde af,” siger Kenn Lending.

Bandets musikstil er endt som en sprød blanding af urban blues, latin-soul, funk og jazz, og i november 2025 skiftede det hæderkronede Kenn Lending Blues Band navn til blot Kenn Lending Band.

Koncerten på Hotel Nørherredhus i Nordborg finder sted lørdag den 21. marts kl. 20.00. Hotel Nørherredhus tilbyder i den forbindelse på et særligt ophold, hvor koncerten bliver kombineret med overnatning, morgenmad og en middag med såkaldt southern comfort food – alt det bedste fra de amerikanske sydstater.