Tekst: Jakob Wandam
Som vi tidligere har fortalt her på Bluesnews.dk, har den danske bluesmand Big Creek Slim ny musik i støbeskeen, og dét i rigelige mængder.
Den 26. februar udkom lp’en Real to reel, indspillet med Big Creek Slims tyske tourband, og allerede dagen efter udgav han den digitale single ”Who’s that snitch?” Nummeret var den første forsmag på et kommende duo-album med den brasilianske bassist Rodrigo Mantovani.
Baljebas
Albummet får også titlen Who’s that snitch?, og pladen er et rent duoprojekt, hvor Rodrigo Mantovani høres på hjemmelavet baljebas. Single nummer to, ”Wasted efforts”, udkommer i morgen, fredag den 13. marts.
Who’s that snitch? er det tredje album, som Big Creek Slim og Rodrigo Mantovani udgiver i fællesskab. First born udkom i 2019 (læs anmeldelse her), og i 2022 fulgte Stone in my heart (læs anmeldelse her).
Who’s that snitch? udkommer fredag den 10. april.
Vaskebræt, mandolin og kontrabas
Det næste projekt er albummet The hand that feeds you, som Big Creek Slim har indspillet hjemme sammen med Michell Smedegaard Boysen, der medvirker på nogle af numrene på vaskebræt, mandolin og kontrabas.
Michell Smedegaard Boysen har tidligere ageret tekniker på Big Creek Slims to 2021-album Migration blues (læs anmeldelse her) og Twenty-twenty blues (læs anmeldelse her). Han har også spillet i bandet Ellie sammen med Big Creek Slims bror Morten Rune.
The hand that feeds you er planlagt til udgivelse fredag den 5. juni.
Engelsk sangerinde
Endelig kan man fredag den 31. juli vente albummet Some Big and Li’l stuff, hvor Big Creek Slim danner duo med den engelske sangerinde Dawnette Fessey alias Li’l Dawnette. Pladen kommer til at indeholde egne numre såvel som udvalgte covers.
Big Creek Slim og Li’l Dawnette mødte hinanden i London, og siden har de spillet sammen ved flere lejligheder. Bluesnews.dk oplevede dem for eksempel ved en havekoncert i Silkeborg i 2024 (se her). I dag, torsdag den 12. marts, spiller de på Britta’s i Horsens, den 27. marts kan man opleve parret på Mojo Blues Bar i København, og Dawnette Fessey og Big Creek Slim vender tilbage til Mojo den 30. maj.
Who’s that snitch?, The hand that feeds you og Some Big and Li’l stuff bliver alle tilgængelige på de gængse streamingtjenester. Big Creek Slim planlægger også en snarlig crowdfunding-kampagne, som kan finansiere vinyludgivelse af de tre album. Cd-formatet bliver imidlertid overset denne gang.




