Nye danske bluesudgivelser

Richard Farrell og Fabian Vang (Sonic Saliva)

Tekst: Jakob Wandam

2026 er godt i gang, for så vidt angår blueskoncerter på dansk jord (få et overblik med Bluesnews.dk’s koncertkalender her).

Og også på udgivelsesfronten er der godt gang i den med spændende plader og digitale udgivelser fra markante danske blueskunstnere.

Album nummer tre

Den 9. januar udkom album nummer tre fra Poul Halberg Powertrio, og kreativt nok har udgivelsen fået titlen The 3rd album! Albummet indeholder otte af Poul Halbergs egne kompositioner samt powertrioens fortolkning af George Harrisons ”While my guitar gently weeps”. Fem af numrene har været ude som singler mellem 2023 og 2025 (læs her). Albummet er kun tilgængeligt som streaming.

Poul Halberg Powertrio består af Poul Halberg på guitar og vokal, Jette Schandorf på bas og Jesper Thomsen på trommer. Bandet er netop nu på turné, og de kan opleves på Dexter i Odense i dag, torsdag den 5. februar. Fredag den 6. februar spiller de i Kulturcenter Jammerbugt i Aabybro, og lørdag den 7. februar gælder det Stubhuset i Støvring.

Ungarske

Også Tim Lothar og Jesper Theis turnerer i landet i disse dage sammen med ungarske The Mojo i det fælles projekt Traveling Blues Nights. Med sig har de et spritnyt live-album på vinyl, og pladen har fået titlen Crossing borders. Her spiller bandet både egne numre og fortolkninger af bluesklassikere.

Tim Lothar og The Mojo har samarbejdet siden 2012, og de har tidligere udgivet to album sammen, Traveling blues nights fra 2017 (læs anmeldelse her) og Old cinema sessions fra 2020 (læs anmeldelse her). På det nye album er også Jesper Theis altså stødt til. I lighed med Tim Lothar stammer Theis fra Frederikshavn-egnen, men begår sig mest i udlandet, og Jesper Theis bor da også i dag i Barcelona.

Traveling Blues Nights kommer til Arden Kulturhus i dag, den 5. februar, og til Maskinhallen i Frederikshavn i morgen. Lørdag den 7. februar slutter Tim Lothar, Jesper Theis og The Mojo af på Rampelys i Silkeborg.

Analogt

Den 26. februar er der mere vinyl på gaden. Det er The Big Creek Slim Band, der slipper sit nye album Real to reel. Pladen indeholder seks skæringer, som er indspillet analogt og live foran et lille publikum i Nürnberg – mikset på stedet og uden overdubs eller alternative takes.

Big Creek Slim (guitar og vokal) spiller med det samme band, som akkompagnerede ham på sidste års Going to Germany (læs anmeldelse her). Det er Slims tyskbaserede tourband, som består af Roger C. Wade på mundharpe og vokal, Jaska Prepula på kontrabas og Micha Maass på trommer.

Real to reel udkommer kun på vinyl og bliver altså ikke tilgængeligt i nogen digitale formater – hverken cd, streaming eller download. Til gengæld varsler Big Creek Slim flere snarlige udgivelse, idet han på sin Facebook-væg skriver: ”New album coming out soon. Y’all better get used to it this year, cause there will come plenty stuff.”

Helt nyt nummer

En anden stor dansk bluesmand, Big Martin, er aktuel med singlen ”Hang on tight”. Den udkom på streamingplatformene den 25. januar og er skrevet af “Big” Martin Skaastrup selv. Singlen er en opfølger til hans album Sucker punch blues (læs anmeldelse her) og er altså et helt nyt nummer, som ikke findes på albummet. Endnu en single er i øvrigt på trapperne, fortæller Big Martin til Bluesnews.dk.

Også soul- og bluesbandet Sonic Saliva er snart single-aktuelle. De udgiver sangen ”Love is where it all lands” på onsdag den 11. februar, og samme aften holder de releasekoncert på spillestedet H15 i København med The Orgelheimers som support. Det er Sonic Salivas første udgivelse siden debutalbummet Sonic Saliva, der udkom i 2024 (læs anmeldelse her).

Sonic Saliva består af Richard Farrell (vokal), Fabian Vang (guitar), Søren Bøjgaard (bas) og Anders Toft Larsen (trommer). På H15 har de desuden Emil Balsgaard med på klaver. Allerede på lørdag den 7. februar kan man høre Sonic Saliva på Hats, Boots & Bourbon, ligeledes i København.