“Let it roll” er titlen på en ny single fra Trouble Cats, og det snart 40 år gamle bluesband ruller utrætteligt derudad. Sangen udkommer digitalt i dag, fredag den 31. oktober 2025 (se musikvideoen nederst i denne artikel). Det er bandets første udgivelse siden 2023-albummet Hard facts and poetry (læs anmeldelse her).
“Let it roll” (skrevet af Martin Blom Hansen) var kortvarigt på repertoiret tilbage i bandets tidlige dage i slutningen af 1980’erne. Nu har sangen fået en gevaldig opdatering og oser af den klassiske Trouble Cats-lyd og holdånd.
Ny trommeslager
Bandets trommeslager siden 2016, Henrik Thorsen, har valgt at træde ud af Trouble Cats. Det har været ni formidable år, og der lyder en varm tak til Henrik Thorsen.
Samtidig siger bandet velkommen til Jens Daugaard bag trommerne, en god ven af bandet og en særdeles rutineret herre. Jens Daugaard har været en del af samme musikmiljø, som Trouble Cats er rundet af, og har gennem årene spillet med et utal af bands i det østjyske.
Jens Daugaard slutter sig til Henrik Hansen (mundharpe og vokal), Martin Blom Hansen (guitar og vokal) og Morten Brauner (bas).
På tour
I oktober og november 2025 er Trouble Cats på tour, og det fortsætter i begyndelsen af 2026. Fra dags dato ser programmet foreløbig således ud:
- 08-nov. CasaV58, Aarhus
- 13-nov. Tante Olga, Randers
- 14-nov. Det Gamle Hotel, Gjern
- 21-nov. Mojo, København
- 22-nov. 28 Live Bar, Roskilde
- 31-jan. Walthers Musikcafé, Skanderborg
- 06-feb. Morzybitten, Horsens
- 14-feb. AbZalon, Aalborg
- 21-feb. Vesterbrogade 10, Viborg

