Top blues & soul med Laugesen All Stars i Vollsmose.

LaugesenAf Peter Widmer

Det spritnye aarhusianske stjerneorkester Laugesen All Stars, der er leveringsdygtigt i blues og soul-musik på topplan, spiller i Vollsmose Kulturhus torsdag den 20. februar 2014, kl. 20 – 22. Der er adgang for publikum fra kl. 19:30. Billetter i forsalg på Kulturhusets hjemmeside til 40 kr., eller til 50 kr. i døren.

Laugesen All Stars spiller deres første koncert på Fyn i Vollsmose Kulturhus, og denne koncert er den eneste chance for at opleve orkesteret på en fynsk scene i første halvdel af 2014.

Frontfiguren i Laugesen All Stars er den meget velanskrevne aarhusianske sangerinde Birgitte Laugesen. Birgitte Laugesen betragtes af mange som Danmarks ukronede jazz- og bluesdronning.

I 35 år har hun befundet sig i mange forskellige musikkonstellationer, og har samarbejdet med et væld af prominente blues- og jazzmusikere. For eksempel med guitaristen Ronni Boysen, sangeren og mundharpespilleren Peter Nande, flere musikere fra Mike Andersen Band og med jazz-med-mere ensemblet Klüvers Big Band.

Birgitte Laugesen har medvirket på en lang række indspilninger, og kan for eksempel høres på cd-udgivelser med så prominente blues-navne som Frimer Band, på cd’en ”Sheltered Roads” fra 1997, Blue Junction, på cd/DVD’en ”Dating” fra 2005, og med Klüvers Big Band på cd’en ”Love Being Here” fra 2006.

Birgitte Laugesens første cd som orkesterleder ”Birgitte Laugesen and Friends” så dagens lys i år 2000 til fine anmeldelser, og i 2001 modtog Birgitte Laugesen ”Gaffelprisen,” der siden 1973 årligt er blevet uddelt af Jazzselskabet i Århus.

I det hele taget har man i både blues- og i jazz miljøet kun positivt at sige om Birgitte Laugesen.

Ikke blot har Birgitte Laugesen publikums og musikerkollegaers gunst hvor end hun optræder, men også hæderkronede musikjournalister, som dagbladet Politikens Boris Rabinowitz, har bøjet sig i støvet. Således skrev Boris Rabinowitz i Politiken om Birgitte Laugesen:
”For at sige det ligeud, så er der ingen sanger herhjemme, der synger med en så naturlig swingfornemmelse. Det er fraseringskunst af højeste klasse og af en stærkt personlig karakter…”

Nu har Birgitte Laugesen så samlet nogle af Aarhus’ – og landets – bedste musikere i, hvad der med rette må kaldes et ”All Stars Band” – et yderst kompetent orkester med stor solistisk styrke bestående at den absolutte elite inden for dansk blues! Foruden kapelmesterinden selv består Laugesen All Stars af:

Uffe Steen, guitar (Bl.a. Shades of Blue, Indra, Jens Jefsen Trio, Uffe Steen Trio) – Uffe Steen er kendt som en meget alsidig guitarist, en superguitarist, der med sin egen unikke spillestil og bluesmættede udtryk, bevæger sig ubesværet i grænselandet mellem jazz, blues og rock mm.
Palle Hjort, orgel, klaver (Bl.a. Savage Rose, Poul Dissing, Peter Sommer, The Sandmen) – Palle Hjort har medvirket på mere end 100 cd’er. Palles farverige spil og optræden kan opleves i en lang række kendte bands, ikke mindst i Savage Rose, hvor han overtog pladsen efter afdøde Thomas Koppel.
Niels Mathiasen, saxofon (Bl.a. Gnags, Thomas Helmig, Henning Stærk Band, Ole Frimer) Niels Mathiasens smagfulde, soulede udtryk er det perfekte match til Uffe og Palle. Aarhus’ bedste saxofonist.
Esben Bach, trommer (Bl.a. Shades of Blue, Ole Frimer Band, Kjeld Lauritsen, Kenn Lending) Esben er den oprindelige trommeslager i Shades of Blue og efter en lang årrække i København hvor han spillede med bl.a. Keld Lauritsen og Kenn Lending, er Esbens stilsikre swing nu atter tilbage i det jyske.
Niels Nello Mogensen, bas (Bl.a. Johnny Madsen, Kent Thomsen, Nellovator, Lost Kids) Nello startede i punkbandet Lost Kids. Han har siden 1996 spillet sit bundsolide men levende spil med Johnny Madsen og har spillet blues siden 1990 med bl.a. Kent Thomsen og Rock Nalle.

Der er lagt op til en uforglemmelig koncertoplevelse, når Laugesen All Stars trykker den af i Vollsmose Kulturhus den 20. februar 2014.

Læs om Vollsmose Kultuhus og køb din billet her.