Køge Blues Festival blev lanceret i 2018, hvor kulturhuset Teaterbygningen første gang lagde hus til en bluesfestival med fokus på danske navne, både de kendte og de mindre kendte (læs anmeldelse her).
Konceptet var en succes, og festivalen har siden været en årlig foreteelse. Faktisk er det gået så godt, at man i 2020 forsøgte at sætte hele to bluesfestivaler op. Dét fik corona-nedlukningerne spoleret, lige som de i 2021 forårsagede en flytning af Køge Blues Festival fra marts til oktober (læs her).
Nu er der som bekendt igen mulighed for at gennemføre koncerter, og om forsynet vil, kan man lørdag den 19. marts komme til Køge Blues Festival 2022 i Teaterbygningen.
Velkendt
På programmet er vanen tro fire danske bluesnavne. Øverst står duoen Hans Knudsen & Ronni Boysen, og det er to navne, som bør klinge velkendt i en bluesfans ører. Pianisten og sangeren Hans Knudsen blev udnævnt som Årets Danske Bluesnavn af Copenhagen Blues Festival i 2014. Han har imidlertid været en aktiv del af blues- og jazzscenen i Danmark siden begyndelsen af 1970’erne.
I en årrække spillede Hans Knudsen for eksempel i amerikanske Lillian Bouttés band, og han har selv været orkesterleder i Hans Knudsen Jump Band siden 1995.
Hans Knudsen befinder sig bedst netop i grænselandet mellem blues og jazz, og hans repertoire spænder over jump blues, New Orleans jazz og -R&B, ragtime, boogie-woogie, Chicago blues, gospel og meget andet. Hans Knudsen elsker musikken og dens mange historier, og dem fortæller han gladelig mellem numrene. En koncert med Hans Knudsen er altid en lærerig og inspirerende oplevelse.
Gamle bluesplader
Den musikalske nysgerrighed og kærligheden til gamle bluesplader deler Hans Knudsen med guitaristen Ronni Boysen. Lige som Knudsen er Ronni Boysen blevet kåret som Årets Danske Bluesnavn, nemlig i 2013.
Ronni Boysen er anerkendt ikke bare som en af Danmarks allerbedste bluesguitarister, men som en international kapacitet. To gange er han for eksempel blevet kåret som ”Guitarist of the Year” ved de engelske Blues Lounge Radio Show Awards (læs her).
Ronni Boysen er medlem af det svensk-danske, ligeledes prisbelønnede The Kokomo Kings og af Danish Music Awards-vinderne Trainman Blues. Han optræder desuden i alskens forskellige live-sammenhænge, blandt andet altså som musikalsk makker for Hans Knudsen.
Når Hans Knudsen & Ronni Boysen spiller sammen, kan man forvente masser af improvisation, spilleglæde og høj kvalitet (læs for eksempel her, her eller her).
Aalborgensiske
Det andet navn på Køge Blues Festival 2022-plakaten er aalborgensiske Beggars Blue. Bandet blev dannet som en kvintet i 1999, men har nu fundet sin form som trio. De har tre album på samvittigheden, hvoraf det seneste, Brand new boots, udkom i 2017 (læs anmeldelse her). Forsanger Jan Edvard udsendte desuden i 2010 albummet Jan Edvard & the Giant Jets.
Beggars Blue består altså af Jan Edvard (sang og guitar) samt Casper Bue (bas) og Jan Hvingel (trommer). De har spillet på blandt andet Nibe Festival og Skanderborg Festival, og så har de flere gange turneret i Norge.
Her har man kunnet høre bandets egne sange, for Beggars Blue har med ganske få undtagelser selv skrevet de numre, der udgør deres tre album. Genremæssigt er bluesen naturligvis udgangspunktet, men Beggars Blue er ikke bange for at brede sig længere ud i roots-spektret. Live bliver der nok også spædet op med nogle bluesstandarder.
Fra København
Skar’s Blues Band fra København er måske ikke så kendt på landsplan, men rundt om på Sjælland kan man med jævne mellemrum opleve dem på de mindre scener. Skar’s Blues Band har således koncerter i 2022-kalenderen i Roskilde, Herlev, Hillerød og Helsingør samt flere koncerter i Køge – heriblandt altså Køge Blues Festival.
I spidsen for orkestret står guitarist og sanger Lars Skar, som tidligere har slået sine folder i Gitte Naur Band. De øvrige medlemmer af Skar’s Blues Band er Jesper Bo Nielsen (trommer), Rene Eriksen (bas) og Henrik Stilhof (guitar).
Skar’s Blues Band har ingen udgivelser på cv’et, men beskriver selv deres stil som blues og bluesrock-baseret musik.
Gendannede
Fjerde og sidste navn på Køge Blues Festival-plakaten er det gendannede Copenhagen Blues Band. Dette orkester boltrede sig på de danske og norske bluesscener i 1980’erne, men lod sig opløse i 1990. Sidste år gik Charlotte Ottenheim (vokal), Felix Falch (guitar og vokal), Peter Østbirk (orgel), Finn Poulsen (guitar, mundharpe og vokal), Niels Bonne (bas) og Frede Christiansen (trommer og vokal) imidlertid sammen igen ved to støttekoncerter for Bartof Station på Frederiksberg (læs her).
Hermed var den klassiske lineup for Copenhagen Blues Band atter på plads, og de arbejder nu på endelig at få det album indspillet, som de aldrig fik lavet i første omgang.
Ud over at de består af særdeles erfarne scenemusikere, har Copenhagen Blues Band også adskillige stærke sangskrivere i deres besætning, og de spiller hovedsageligt egne numre inden for et vidtfavnende bluesspektrum. Der sniger sig dog også gerne et par covernumre ind i deres koncertsæt.
Køge Blues Festival 2022 finder sted i Teaterbygningen, Bag Haverne 1 i Køge lørdag den 19. marts fra klokken 12.
Festivalen arrangeres af Musikforeningen Bygningen. Billetter koster kr. 270 i forsalg (kr. 245 for medlemmer), og de kan erhverves her. Læs mere om Køge Blues Festival 2022 ved at følge linket eller tjek Facebook-begivenheden her.