Af Jakob Wandam
Der er gået omkring tre år siden Banjo Trash presents … vol. 1, den forrige albumudgivelse fra All My Exes (læs anmeldelse her). Dét album bestod af en side med All My Exes-sange og en side med J. Tex-numre, og J. Tex – med det borgerlige navn Jens Einer Sørensen – var guitarist i bandet.
Siden har J. Tex valgt at træde ud af All My Exes, og det samme har bandets mangeårige trommeslager Lars Heiberg Andersen. Ind er i stedet gået Jesper Sand på guitar, tangenter og kor samt Lasse Herbst på trommer. De udgør altså ”the new Exes” sammen med orkestrets stifter og sangskriver, Steffen Christensen, der synger og spiller banjo og guitar, og bassisten Mads Bay Mulvad.
De nye folk har baggrund i bands som Thau, Learning from Las Vegas, Choir of Young Believers og Ghost Society, så de har et noget andet udgangspunkt end Steffen Christensen og Mads Bay Mulvad, der begge var medlemmer af bluesbandet Bobadavdaw, som All My Exes udsprang af.
Er lyden en anelse mere kontemporær, end vi tidligere har hørt fra All My Exes, må den stadig karakteriseres som americana – en blanding af folk, country, rock og blues. I dag er der skruet ned for banjobluesen, som de ofte har kaldt deres musik, dog uden at blueselementet nogensinde er forsvundet helt fra All My Exes’ samlede lydbillede.
På The new Exes høres det bedst på ”Dig a hole”, en beskidt og insisterende hill country blues med et stærkt elektrificeret banjo-riff. Også ”Homeless, restless, speechless” forlader sig på det repetitive og metalliske, bluesy groove.
Noget mere afdæmpet lyder All My Exes på åbningsnummeret, den fine ”Let’s fix it”, der lyder let beslægtet med blues/folkemelodien ”In the pines”. Her synger Steffen Christensen duet med Julie Runa alias Roxy Jules, og selv om det må være en personlig smagssag, hvad man synes om hendes (ubestrideligt moderne) sangstil, klæder deres stemmer hinanden godt. Størst indtryk gør dog Henrik Madsens smukke, æteriske pedal steel-spil, som i øvrigt smykker tre af pladens numre.
Et andet dæmpet øjeblik er den smukke, romantiske ballade ”My love and you”, hvor Steffen Christensen endda får indflettet et par linjer på dansk (hør historien bag sangen i Kurt Baagøs interview med Steffen Christensen her).
”Why people don’t like me” forener traditionel banjomusik med Springsteen’ske hjemstavnsbilleder – komplet med mundharpe-fills og -solo. Mundharpen går igen på ”While we’re waiting”, der tillige trækker på Tom Pettys tonesprog.
Bruce Springsteen og Tom Petty? Jo, der er nok mere heartland-rock på The new Exes, end All My Exes hidtil har leveret, men albummet stritter alligevel i mange retninger. ”Joe the extra” kunne være et Mark Knopfler-outtake, der langsomt bygges op og bare hænger fast i hovedet bagefter. Og ”Nothing stays the same” lunter af sted til et vuggende country-beat, understøttet af Henrik Madsens pedal steel.
På ”Sunday walk” kan man kende Steffen Christensen igen; det er en uptempo banjo-raver, som det garanteret er en fest at høre All My Exes spille live.
Er der generelt eksperimenteret mere med Steffen Christensens banjo-lyd end tidligere, får hans vokal til gengæld lov til at stå mere uberørt. Vi har før efterlyst, at han ville blotte sin stemme, og det gør han her. Det betyder naturligvis, at hans begrænsninger fremstår mere tydeligt, og registret er ikke så pokkers bredt, men det gør også musikken så meget mere nærværende. Og All My Exes har aldrig handlet om perfektion.
Skønheden findes i stedet i stemningen og i Steffen Christensens melodier, hvoraf flere er ganske gribende. De nye Exes’ lyd er mindre rustik – hvilket også afspejles i det stilige albumcover – men stadig jordnær og med et stærkt fodfæste i den amerikanske folkemusiks forskellige forgreninger.
The new Exes udkom den 20. november 2021. Albummet er tilgængeligt digitalt og på lp.