Af Jakob Wandam
Blueshistorien byder på mange eksempler på klaver/guitar-duoer som Leroy Carr & Scrapper Blackwell, Tampa Red & Georgia Tom eller ”Champion” Jack Dupree & Kenn Lending. Thorbjørn Risager & Emil Balsgaard skriver sig fint ind i denne række med deres duo-projekt, som nu har kastet et tredje album af sig.
Guitaristen og sangeren Thorbjørn Risager og pianisten Emil Balsgaard slår begge til daglig deres folder inden for Thorbjørn Risager & the Black Tornados mere fuldfede soniske rammer. Duo-opsætningen giver mere luft til både Risagers guitarlinjer og Balsgaards piano, selv om albummet da også byder på gæsteoptrædener fra Tornado-medlemmerne Søren Bøjgaard (produktion og beats samt bas på tre numre), Martin Seidelin (slagtøj på to skæringer) og Joachim Svensmark (guitar på to sange).
Thorbjørn Risager & Emil Balsgaard får her også mere afløb for deres traditionelle blues-tilbøjeligheder, end tilfældet er hos bandet, der tilbage i 2017 erklærede, at de nu var et rockband.
Det betyder dog ikke, at Taking the good with the bad er et ensartet album. Pressematerialet henviser til duoens kærlighed til New Orleans blues, og selv om der ikke er tale om en egentlig New Orleans-plade, afspejler albummet Big Easy-traditionen med at blande forskellige populær- og folkemusikalske egnsretter i den store bluesgryde.
Thorbjørn Risagers egen ”Too late for us” er for eksempel en fremragende, oldschool delta blues-sag, der indledes af Risager alene på akustisk guitar og vokal, inden Søren Bøjgaards bas kommer ind og lægger en urokkelig bund for Emil Balsgaards herlige bluespiano. Risager lukker og slukker selv med en stram, disciplineret elguitar-solo.
Balsgaards elskede boogie-woogie-klaver danner grundlaget for endnu en Thorbjørn Risager-komposition, albumåbneren ”Insomniac boogie”, og her er Balsgaard virkelig i sit es.
Den sidste af Risagers egne sange er den r&b-påvirkede ”The way you make me feel”, der med sine bløde beats, Risagers blide guitartoner og Balsgaards soulfulde orgellyd kunne være et outtake fra en af Eric Claptons senere plader.
Covernumrene kommer vidt omkring. Lige som på forgængeren When shadows fall (2018) (læs anmeldelse her) er der Tom Waits på programmet. Denne gang er det i form af ”Tango till they’re sore”, med Waits’ karakteristiske brug af cabaret-stemning og saloon-klaver, og den historiefortællende ”Christmas card from a hooker in Minneapolis”. Det er guf for den erfarne Waits-fortolker Thorbjørn Risagers stemme.
Little Walters ”It ain’t right” er ren Chicago blues med slide-licks, formodentlig af Joachim Svensmark. Som på mange andre af numrene er produktionen dog tilføjet et let postmoderne twist med Søren Bøjgaards diskrete elektroniske beats.
Elektronikken træder længere frem på ”I know you rider”, der i det hele taget er mere sammensat i sit udtryk. Svensmarks guitar bidrager med David Lynch-stemning til et nummer, som også har noget Johnny Cash-country over sig.
Snooks Eaglins og Dave Bartholomews ”If I could” trækker på Caribien-via-New Orleans, mens gospelnummeret ”Good news” på fineste vis demonstrerer, hvor Ray Charles fandt inspirationen til sin rhythm & blues.
Og så hører man ragtime i den traditionelle ”Make me a pallet on the floor” og i det instrumentale arrangement af ”When shadows fall” (oprindeligt indspillet i foxtrot-tempo af Peter van Steeden i 1931).
Nu kan det måske virke, som om Taking the good with the bad er et usammenhængende miskmask, men det er ingenlunde tilfældet. Blot inddrager Thorbjørn Risager og Emil Balsgaard på elegant vis mange forskellige elementer i det, der stadig fremstår som god, velspillet, swingende boogie-blues.
Udtrykket er moderniseret lidt i forhold til tidligere udspil, men uden at det fjerner fokus fra den varme, håndspillede blues. Thorbjørn Risager er stadig en af de stærkeste og mest karakteristiske stemmer i dansk populærmusik – og en ofte underspillet og derfor undervurderet guitarist – og Emil Balsgaard virker sprælsk og veloplagt i sit spil på denne sympatiske bluesplade.