Debutalbum fra Trainman Blues

Trainman Blues
Foto: Riccardo Cereser

Af Peter Widmer

Den 15. marts 2018 udkommer det af mange længe ventede debutalbum fra Trainman Blues. Albummet har været i støbeskeen i et års tid, og hen ad vejen har der været udsendt flere numre fra skiven i single-form.

Albummet, der ser dagens lys både på vinyl og på cd, består af 10 numre, der alle er komponeret af Richard Farrell og Laust Krudtmejer Nielsen.

Tekster og melodier står irske Richard Farrell for. Albummet er produceret, mixet og mastered af Laust Krudtmejer Nielsen.

Titlen på albummet er Trainman Blues, og værket er indspillet i København og i La Muse Retreat i Frankrig.

Gæstemusikere

Richard Farrell
Foto: Riccardo Cereser

Trainman Blues består af Richard Farrell, Laust Krudtmejer Nielsen, Ronni Boysen og Thomas Crawfurd.

Irske Richard Farrell høres på vokal og guitar på samtlige numre (læs interview med Richard Farrell her).

Laust Krudtmejer Nielsen spiller bas og guitar på alle numre. Samme høres også på kor på en enkelt skæring.

Desuden er der guitaristen Ronni Boysen, der høres på flere optagelser, og det samme gælder trommeslageren og perkussionisten Thomas Crawfurd.

Gæstemusikere på Trainman Blues er Morten Lunn, der høres på vokal og guitar, og mundharpemanden Nisse Thorbjørn.

Allerførste job

Torsdag den 23. november 2017 spillede Trainman Blues deres allerførste job uden for Københavnsområdet i Vollsmose Kulturhus i Odense med stor succes (læs anmeldelse her).

Rygtet om orkesterets kvaliteter har sidenhen bredt sig, og således kommer Trainman Blues endnu længere rundt i landet på deres forestående turné.

Med deres debutalbum i ryggen og jobs forskellige steder i Danmark og i udlandet på deres release-turné er der endnu flere folk end hidtil, der får lejlighed til at stifte bekendtskab med dette fine bluesband, der har en helt unik lyd.

Værd at lægge øre til

Trainman Blues er et band, man helt sikkert bør tjekke ud i koncertsammenhæng.

Desuden skal det herfra siges, at orkesterets debutalbum absolut også er værd at lægge øre til.

Bluesnews.dk følger naturligvis op med en anmeldelse af Trainman Blues.

Man kan opleve Trainman Blues på nedenstående spillesteder på deres snarlige release-turné, og deres debutalbum Trainman Blues kan selvsagt købes i forbindelse med orkesterets koncerter.

  • 15. marts: Mojo, København
  • 21. marts: Nebbiolo Winebar, København
  • 7. april: Gyngen, Aarhus
  • 14. april: KulisseLageret, Horsens
  • 20. april: Mojo, København
  • 21. april: Charlie Scott’s, København
  • 18. maj: Operaen Christiania, København
  • 24. maj: Gustav Wieds, Roskilde

Læs mere om Trainman Blues her.