Af Jakob Wandam
Keeping the Blues Alive Festival er afløseren for Horsens Blues Festival, som igennem 10 år blev afholdt af foreningen Blueskartellet. Efter et skuffende billetsalg i 2016, hvor man blev ramt af afbud fra to hovednavne, har Blueskartellet nu gentænkt konceptet og altså relanceret festivalen under et nyt navn.
Hvor festivalen tidligere bredte sig over to dage, foregår Keeping the Blues Alive Festival på en enkelt dag, nemlig lørdag den 4. november. Til gengæld er der ikke mindre end tolv timers musik, fordelt over ti koncerter på tre scener på Horsens Ny Teater og Kulisselageret.
Hovednavn
Festivalens hovednavn er i år guitaristen, sangeren og sangskriveren Ronnie Baker Brooks. Den Chicago-fødte musiker var ventet på dansk grund allerede i juli i år, men meldte afbud til Randers City Blues Festival. Til gengæld spiller han på hele to danske festivaler i efteråret og kommer således til Horsens direkte fra Blues Heaven i Frederikshavn (læs her).
Ronnie Baker Brooks er søn af den legendariske bluesman Lonnie Brooks og bror til den tre år yngre kollega Wayne Baker Brooks. Han har således fået bluesen ind med modermælken og tilbragte sine formative år med at spille i faderens og broderens bands, inden han albumdebuterede som solist med Golddigger i 1998.
Siden har han udgivet tre yderligere album, senest Times have changed, der udkom tidligere i år efter en mere end ti år lang indspilningspause. På albummet, som har fået en pæn modtagelse, kombinerer Ronnie Baker Brooks vanen tro den traditionelle Chicago blues med solide doser af soul og funk.
Grammy-nomineret
Baker Brooks er et af fire amerikanske navne på Keeping the Blues Alives plakat. Et andet er Vasti Jackson, der optræder sammen med det svenske band The Top Dogs.
Vasti Jackson kommer med et Grammy-nomineret album i bagagen, nemlig sidste års The soul of Jimmie Rodgers, hvor han fortolker ”countrymusikkens fader”.
Konceptet er ikke så mærkeligt, som det måske kan lyde, for Jimmie Rodgers, der også blev kaldt ”the blue yodeler”, skrev og indspillede adskillige bluesnumre, bl.a. sammen med selveste Louis Armstrong.
The soul of Jimmie Rodgers har høstet store roser, og Vasti Jackson spiller faktisk også på det album, der vandt Grammyen for ”Best Traditional Blues Album”, nemlig Bobby Rush’s Porcupine meat.
Vasti Jackson udgav sit første album, Vas-tie Jackson, i 1996, men var allerede inden da etableret som sangskriver og som session-guitarist hos bl.a. Malaco og Alligator Records. Han har indspillet med navne som B.B. King, Michael Burks, Katie Webster og Z.Z. Hill.
Flotte anmeldelser
Ligeledes fra USA kommer den 28-årige sangerinde og guitarist Samantha Fish. Hun stammer fra Kansas City og udgav sit første album som 20-årig, hvilket skaffede hende en kontrakt med det markante, tyske blues-pladeselskab Ruf Records.
Her har hun indtil videre udsendt fire soloplader. Musikalsk set har de vekslet mellem blues og roots-rock, og senest har hun taget livtag med soul og rhythm & blues på Chills & fever, der udkom i marts 2017 til flotte anmeldelser og hitlisteplaceringer.
Samantha Fish har flere gange tidligere besøgt Danmark. I 2011-2012 var hun en del af Ruf Records’ ”pakke-turné” Girls with Guitars, og i 2015 gav hun koncert i Samlingsstuen i Kerteminde sammen med Laurence Jones. I år spiller hun tre koncerter på dansk grund: I Greve, Brønshøj og altså på Keeping the Blues Alive Festival i Horsens.
Soul blues
Fjerde og sidste amerikaner på programmet er sangeren, multiinstrumentalisten og sangskriveren Johnny Rawls fra Hattiesburg, Mississippi. Johnny Rawls startede sin karriere i 1970’erne i soul blues-legenden O.V. Wrights band, hvor han fungerede som musical director indtil Wrights død i 1980.
Herefter spillede Johnny Rawls med navne som B.B. King, Bobby ”Blue” Bland og Little Milton, indtil han debuterede som solist i midt-90’erne. En lang række album har tiltrukket sig stadig større opmærksomhed, og særligt hans udgivelser på Catfood Records, hvor han har været siden 2005, har været genstand for priser og nomineringer. Han har netop udsendt albummet Waiting for the train.
Johnny Rawls begår sig inden for soul og soul blues, og han lægger ikke skjul på, at han især er inspireret af sin mentor O.V. Wright. Med sig i Horsens har han datteren Destini, ligeledes på vokal.
Italiensk duo
Fra Italien kommer den interessante booking Bayou Moonshiners, som nogle danske bluesfans måske vil huske fra forårets European Blues Challenge, der også fandt sted i Horsens (læs her).
Duoen havde dengang den lidt utaknemmelige tjans at være sidste navn på konkurrencens første dag, og de imponerede ved at ryste op i et metaltræt publikum med humoristisk sceneoptræden, New Orleans-inspireret rhythm & blues, soul og gospel. Og så lykkedes det altså sangerinden Stephanie Ghizzoni at synge Forum Horsens op uden mikrofon!
Bayou Moonshiners, der ud over Ghizzoni består af pianisten Max Lazzarin, udgav sidste år albummet Living live.
Danish Music Award-vinder
Den hjemlige bluesscene er blandt andet repræsenteret ved Big Creek Slim, som i august for andet år i træk vandt en Danish Music Award for ”Årets Danske Bluesudgivelse” – denne gang for albummet Good mill blues (læs anmeldelse her).
Han optræder med sit Big Creek Slim Band, der ud over ham selv består af medlemmer af den finske Tomi Leino Trio samt Peter Nande på mundharpe. De er på Keeping the Blues Alive Festival suppleret af den britiske sangerinde Samantha-Antoinette Smith, og det var i denne konstellation, at de i august fuldstændig lagde Den Blå Festival i Aarhus ned (læs her).
Samantha-Antoinette Smith har været en tilbagevendende gæst på de danske jazz-, blues- og gospelscener i de seneste år og har udsendt et par digitale singler på Gateway Music.
Anerkendt
En anden prisvindende dansker er Troels Jensen, der optræder ”med gæster” på Keeping the Blues Alive Festival. Pianisten, guitaristen, sangeren og sangskriveren Troels Jensen blev kendt som hovedkraften i det navnkundige Delta Blues Band og har siden skabt sig en mangeårig karriere som en af de mest anerkendte bluesmusikere herhjemme.
Troels Jensen er ofte at finde på scenen på Bartof Café på Frederiksberg, hvor han gerne suppleres af sit band The Healers og sangerinden Miriam Mandipira. Denne konstellation har netop udgivet albummet My love, som Bluesnews.dk gav en begejstret anmeldelse (læs her).
Jensen spiller dog også i mange andre sammenhænge, så det bliver interessant at se, hvilke gæster han har med sig den 4. november i Horsens.
Hammondorglet i centrum
Martin Jønsson har spillet på et utal af plader med blandt andre Johnny Madsen, Knud Møller, Jesper Bjarnesen, Peter Belli, Backseat og Shades of Blue. Med sin egen Organ Combo albumdebuterede han i 2011 med Vol. I, hvor han blandt andet spiller numre fra Ray Charles’ repertoire.
Som navnet antyder, er det Hammondorglet, der er i centrum, når Martin Jønsson Organ Combo underholder med deres miks af blues, rhythm & blues, soul og jazz. Ud over Ray Charles kommer inspirationen især fra orgel-helte som Jimmy McGriff og Jimmy Smith og deres indspilninger fra 1950’erne og 60’erne.
På pladen sekunderes Martin Jønsson af Mike Andersen, Niels Mathiasen og Jens Kristian Dam, men da i hvert fald Mike Andersen er engageret andetsteds den 4. november, står det ikke klart, hvem Martin Jønsson Organ Combo består af denne dag.
Lokale navne
Programmet rundes af med et par lokale navne, og det første af disse er Big O & the Blue Quarters. Dette Horsens-orkester har markeret sig som et af de mest spændende og talentfulde nye navne på den danske bluesscene og har blandt andet begejstret Bluesnews.dk’s anmeldere ved European Blues Challenge (læs her) og Randers City Blues Festival (læs her).
Big O & the Blue Quarters spiller swingende jump blues og breder sig også gerne ud i Chicago blues, bluesrock og rhythm & blues. Bandets profil tegnes af sanger og mundharpespiller Oscar Martin Eriksen, flankeret af to fænomenalt dygtige guitarister med hver sin distinkte stil, Søren Schack og Frederik Tygesen.
På henholdsvis trommer og bas finder man de meget roste Mathias Rindom og Jais Kurecko Eriksen.
Elektrisk blues og bluesrock
Bruuns Blues Band er et kendt navn på de østjyske bluesscener, hvor de har huseret i godt og vel et årti. Bandet fortolker elektrisk blues og bluesrock og har opbygget et repertoire af covernumre, der spænder fra B.B. King og Albert Collins til Walter Trout og Joe Bonamassa.
Orkestret har været hyppige gæster på bluesfestivalerne i Horsens og består af Emil Gandrup på vokal, Jan Lindholt Mortensen på Hammondorgel, Kim Grimstrup på bas, Jesper Gislason på trommer og Jan Markfoged på guitar.
Hold øje med Keeping the Blues Alives Facebook-side for information og opdateringer.
Billetter til festivalen kan købes her.