Tekst: Jakob Wandam
Den amerikanske country blues- og folk blues-sanger, guitarist og historiefortæller Guy Davis giver ikke mindre end ni koncerter i Danmark i begyndelsen af maj måned.
Guy Davis var en del af 1990’ernes akustiske bluesbølge, der også bragte kunstnere som Keb’ Mo’ og Alvin Youngblood Hart frem i rampelyset. Davis pladedebuterede ganske vist allerede i 1978 med Dreams about life, og han havde længe haft gang i en karriere som både musiker og skuespiller, da han fik en slags gennembrud i 1993.
Robert Johnson
Her spillede Guy Davis rollen som Robert Johnson i teaterforestillingen Robert Johnson: Trick the devil, og ud over gode anmeldelse indbragte indsatsen ham en Keeping the Blues Alive-pris fra The Blues Foundation.
Davis fortsatte med at indspille plader, og 1998-albummet You don’t know my mind udløste hans tre første Blues Music Award-nomineringer. I alt har Guy Davis været nomineret hele 26 gange – uden dog nogensinde at have taget en Blues Music Award med hjem. Guy Davis har også to gange været Grammy-nomineret.
Guy Davis er fortsat aktiv inden for både musik og teater, og han seneste album, The legend of Sugarbelly (2024), udkom i hælene på enmandsforstillingen Sugarbelly and other tales my father told me, som Davis skrev og optrådte med i 2022.
Selv om Guy Davis er født og opvokset i New York, finder han sin primære musikalske udtryksform inden for de mere landlige bluesformer. Ud over guitar spiller Guy Davis banjo, mandolin og mundharpe. I tilgift til hans egne plader kan man høre Guy Davis på optagelser med blandt andre Otis Taylor, Dom Flemons og Eric Bibb.
Vidt omkring
Når Guy Davis tager på Danmarksturné i maj, kommer han vidt omkring i landet. Han begynder på Dexter i Odense torsdag den 1. maj og fortsætter til Hagge’s i Tønder fredag den 2. maj
Lørdag den 3. maj giver Guy Davis hele to koncerter. Han spiller på Fermaten i Herning, og så er han en del af minifestivalen Thy Bluesfeast på Spillestedet Thy i Thisted. Her optræder også Tim Lothar og H.P. Lange Big Gumbo.
Tirsdag den 6. maj spiller Guy Davis på Toldkammeret i Helsingør, onsdag den 7. maj optræder han på Skive Theater, og torsdag den 8. maj er han at finde i Nygadehuset i Aabenraa. Fredag den 9. maj går turen til Sønderborghus, og endelig spiller Guy Davis lørdag den 10. maj på Brandbygaard i Odder.
Samlet set ser Guy Davis’ tourplan således ud:
- 01-maj. Dexter, Odense
- 02-maj. Hagge’s Tønder
- 03-maj. Fermaten, Herning
- 03-maj. Spillestedet Thy, Thisted
- 06-maj. Toldkammeret, Helsingør
- 07-maj. Skive Theater, Skive
- 08-maj. Nygadehuset, Aabenraa
- 09-maj. Sønderborghus, Sønderborg
- 10-maj. Brandbygegaard, Odder