Johnny Burgin på landsdækkende turné

Johnny Burgin

Tekst og foto: Jakob Wandam

Den amerikanske guitarist, sanger og sangskriveren Johnny Burgin er en kær og hyppig gæst i Danmark. Han har for eksempel spillet her i trio-format med Thomas Melau og Mikko Peltola i 2019 (læs her), han har optrådt sammen med Tomi Leino Trio på Blues Heaven-festivalen i 2019 (læs her), han har turneret med det danske koncertkoncept Blues Explosion (se her og her), og Johnny Burgin optrådte i adskillige forskellige konstellationer på sidste års Blå Festival i Aalborg (læs her).

I foråret 2025 kommer Johnny Burgin igen til landet og spiller en række koncerter, og det bliver igen med varierende bandsammensætninger.

Rytmesektionen

Chris Copen

Den første koncert i rækken foregår på Mødecenter Odense på fredag den 28. marts. Med sig ved denne lejlighed har Johnny Burgin rytmesektionen fra salig Sven Zetterbergs band, svenskerne Mikael Fahleryd (også kendt fra Peps Blodsband, Mr. Bo og Marino Valle Band) på bas og Jim Ingvarsson (også kendt fra Bluebirds) på trommer. Desuden medvirker danske Chris Copen på orgel og klaver.

Johnny Burgin

Lørdag den 29. marts kommer Johnny Burgin og hans band – nu uden Chris Copen – til Tisvilde Bio i Tisvildeleje, og senere samme aften spiller de på Mojo Blues Bar i København. Dagen efter er der solokoncert med Johnny Burgin, også på Mojo.

Sandelig om ikke Johnny Burgin vender tilbage til Mojo Blues Bar onsdag den 2. april. Her er der nemlig støttekoncert for Mojo under titlen ”Mojo Workin’ Party” (læs om sidste års støttekoncert her), og Johnny Burgin er på programmet sammen med blandt andre Thorbjørn Risager & Emil Balsgaard, Sahra da Silva, Copenhagen Slim og trioen Lei Moe, Morten Wittrock & Jes Holtsø.

I Sverige

Peter Nande

Herefter følger en uges tid, hvor Johnny Burgin giver et par koncerter i Sverige, inden han torsdag den 10. april står på scenen på baren og spillestedet 28 Live i Roskilde. Den præcise opstilling her er ikke Bluesnews.dk-redaktionen bekendt i skrivende stund.

Men når Johnny Burgin Band står på scenen på Morzybitten i Horsens fredag den 11. april, ved vi, at bandet består af Mikael Fahleryd og Jim Ingvarsson samt danske Peter Nande på mundharpe, og ikke mindst har de sangerinden Sahra da Silva med som special guest. Johnny Burgin og Sahra da Silva har tidligere arbejdet sammen i Blues Explosion.

Minifestival

Johnny Burgin og Sahra da Silva

Samme konstellation kan man opleve på Kappelborg i Skagen lørdag den 12. april. Her spiller Johnny Burgin Band med Sahra da Silva på minifestivalen Blues Train. På programmet er også den lokale Piedmont- og folk blues-musiker Chris Andersen (guitar og vokal), der optræder med Johannes Aaen (klaver) og som særlig gæst sangerinden Katrine Schmidt.

Johnny Burgin er født i Williamsport i Pennsylvania, men han flyttede siden til Chicago, og det er da også Chicago blues, der er hans primære udtryksform, om end han mestrer flere sider af den elektriske blues. Han pladedebuterede som bandleder med Straight out of Chicago i 1997, og han seneste udgivelse er Ramblin’ from coast to coast, der udkom på danske Straight Shooter i 2024.

Johnny Burgins samlede danske turnéplan for marts og april ser således ud (med forbehold for ændringer):

  • 28-mar. Johnny Burgin Band – Mødecenter Odense, Odense
  • 29-mar. Johnny Burgin Band – Mojo, København
  • 29-mar. Johnny Burgin Band – Tisvilde Bio, Tisvildeleje
  • 30-mar. Johnny Burgin – Mojo, København
  • 02-apr. Sahra da Silva; Thorbjørn Risager & Emil Balsgaard; Lei Moe, Morten Wittrock & Jes Holtsø; Copenhagen Slim, Johnny Burgin m.fl. (Mojo Workin’ Party) – Mojo, København
  • 10-apr. Johnny Burgin – 28 Live, Roskilde
  • 11-apr. Johnny Burgin Band feat. Sahra da Silva – Morzybitten, Horsens
  • 12-apr. Chris Andersen, Katrine Schmidt & Johannes Aaen; Johnny Burgin Band feat. Sahra da Silva (Blues Train) – Kappelborg, Skagen