Johnny Burgin
Tekst og foto: Jakob Wandam
Det var en opvisning i Chicago blues, Mødecenter Odense var vidne til, da amerikanske Johnny Burgin indledte sin Danmarksturné fredag den 28. marts. Touren er en del af en længere rejse gennem fastlands-Europa og Storbritannien, men koncerten i Odense, som var arrangeret af Kulturforeningen Grønkul, var Johnny Burgins allerførste med den svenske rytmegruppe bestående af Jim Ingvardsson på trommer og Mikael Fahleryd på bas.
Med i Odense var også københavnske Chris Copen på klaver og orgel. Copen og Burgin har tidligere spillet sammen i allstar-gruppen Blues Explosion (se for eksempel her og her). Johnny Burgin selv var på guitar og vokal samt, på et enkelt nummer, mundharpe.
Professionelt
Det ville være løgn at sige, at man ikke kunne mærke, at Johnny Burgin var sygdomsramt, men han håndterede det særdeles professionelt. Bevares, stemmen satte ud et par gange, og sveden sprang, men Johnny Burgin forstod at disponere energien, så især koncertens begyndelse og slutning var eksplosive.
Chris Copen
Begge dele kunne i øvrigt til dels tilskrives Otis ”Big Smokey” Smothers, for det var ham, der i sin tid skrev både åbningsnummeret ”I’ve been drinking muddy water” og ekstranummeret “Ain’t Gon Be No Monkey Man”. Men først og fremmest lagde Johnny Burgin altså stærkt ud med råt og herligt Chicago blues-spil, flot suppleret af en Chris Copen i hopla ved klavertangenterne. Copens spil udløste koncerten igennem mange anerkendende blikke og begejstrede klapsalver.
Det var også tilfældet på Elmore James-nummeret ”Cry for me baby”, hvor Copen denne gang hørtes på orgel, igen rigtig veloplagt.
Blueskoryfæer
Johnny Burgin er født i Williamsport, Pennsylvania, men musikalsk formet af sine år i Chicago. Her oplevede han mangen en bluesmand både fra publikumsrækkerne og som kollega på scenen, og undervejs i koncerten i Odense fortalte han om sine oplevelser med større og mindre blueskoryfæer som Sam Lay, Eddie C. Campbell og Yank Rachell.
Johnny Burgin
Johnny Burgin er nemlig ikke bare en underholdende udøver af bluesmusikken, som tilmed skriver glimrende sange, han er også en engageret formidler af dens historie og dens mange personligheder. Sætlisten var således også en blanding af Johnny Burgins egne numre og covers fra den store bluessangbog. Med enkelte undtagelser, så som Jimmy Reeds ”Bright lights, big city”, Muddy Waters’ ”Honey bee” og Robert Johnsons ”Sweet home Chicago”, gik han dog uden om de mest fortærskede travere.
I stedet fik vi for eksempel Big Bill Broonzys ”Too many drivers” med hårdtslående trommespil af Jim Ingvardsson, barrelhouse-klaver af Chris Copen og skævt duospil af Copen og Burgin. Hip Lankchains ”Cold chills” blev leveret med groovy basgang fra Mikael Fahleryd og en fed guitarsolo, der rev og flåede.
B.B. King-agtige
Jim Ingvardsson og Mikael Fahleryd
Robert Lockwoods ”I got to find me a woman” blev fremført med B.B. King-agtige bends og tone fra Johnny Burgins guitar. På Willie Dixons ”Money tree blues” spillede Burgin grove, chunky riffs, og Joe Liggins’ ”Pink champagne” var en herlig boogie-blues, hvor guitaristen spillede med fingerplektre og whammy-bar, mens Jim Ingvardsson storswingede på trommerne, Mikael Fahleryds walking bass gyngede, og Chris Copen imponerede med en super-klaversolo til publikums taktfaste klappen.
Mere slæbende og drævende var deres version af Little Walters ”Can’t hold out much longer” med et tungt stortromme-beat og en god, bluesy klaversolo.
Alt var dog som sagt ikke covers, og blandt Johnny Burgins egne kompositioner fandt man uptempo-nummeret ”Ramblin’ from coast to coast” – titelsang fra hans danskudgivne 2024-album – med en fed, rå guitarsolo af ophavsmanden.
Stærkt soloarbejde
Johnny Burgin og Mikael Fahleryd
Andre numre fra Burgins egen pen var den soul’ede ”Smoke and mirrors”, igen med stærkt soloarbejde af Burgin, og den virkelig flotte ”When the bluesman comes to town”, der afsluttede den regulære koncert (“Ain’t Gon Be No Monkey Man” kom som bekendt til som ekstranummer). Her var der først en fremragende, groovy orgelsolo af Chris Copen, inden Johnny Burgin indledte en listig guitarsolo med ulmende orgelunderlægning. Så steg det hele i intensitet og blev afsluttet i et flot crescendo.
Der var altså, svigtende helbred til trods, smæk for skillingen fredag aften i Mødecenter Odense. Er man til oldschool-Chicago blues formidlet på en nutidig og nærværende facon med både smil, indsigt og bid, bør man opsøge en koncert med Johnny Burgin. Det vil man ikke fortryde.