JJ Blues Band takker af med gratis koncert i Horsens.

Et af landets ældste bluesorkestre lægger nu plekter, stikker og mundharpe på hylden – i hvert fald som band. JJ Blues Band har, efter knap 30 år på scenen, valgt at sige stop, og de siger farvel med en gratis lørdagskoncert i Apotekergården i Horsens, lørdag d 17. august; en koncert, der er arrangeret af Blueskartellet.

– Vi har besluttet at stoppe, mens legen er god. Det var en svær beslutning og heller ikke enstemmig i begyndelsen, men der var ingen af os, der havde lyst til at føre bandet videre med en ændret besætning, forklarer frontfigur og sanger Jens Juel, der understreger, at skilsmissen er foregået aldeles udramatisk.
– Opløsningen af et band, der har eksisteret i så mange år, kan vel sammenlignes med et ægtepar, der går fra hinanden efter sølvbrylluppet. Der er mange følelser i spil. Men selvom det er forbandet trist og meget vemodigt, er vi fortsat gode venner, siger Jens Juel, der nu ser frem til at sætte et ordentligt punktum den 17. august.

– Der er mange, der har bakket JJ Blues Band op gennem årene. Dem vil vi gerne tage en ordentlig afsked med, siger han.I alle årene har stilen været den klassiske Chicago-blues uden kompromiser eller hensyn til musikalsk mode – og altid båret frem af nerve, entusiasme og en dyb kærlighed til det musikalske grundstof. Den kærlighed er der fortsat, understreger Jens Juel. – Lige nu er det svært at se sig selv uden for nogen musikalsk sammenhæng i fremtiden. Men jeg må understrege, at der ikke er nogen konkrete planer, siger han.

Formanden for Blueskartellet Carsten Mellson erkender også blankt, at det er med vemod, han ser frem til JJ Blues Bands sidste koncert.

– JJ Blues Band har siden 1984 ydet en enorm indsats for bluesmusikken og –miljøet i Horsens. Alle blues-elskere skylder dem en stor tak for det, de har præsteret, men selvom bandet siger stop, håber jeg da, at medlemmerne også fremover kan finde en plads på den lokale bluesscene, siger han og udtrykker håb om, at mange vil finde vej til Apotekergården for at tage en flot afsked med den populære kvartet.

– Vores lørdagsblues i byens hyggeligste baggård har været et stort tilløbsstykke i år – og denne gang er der en ekstra grund til at tage en pause fra lørdagsindkøbene, siger formanden.

JJ Blues Band har to cd’er bag sig, “That’s It” fra 2004 og ”Still Stuck With the Blues” fra 2008. På begge udgivelser giver kvartetten et sveddryppende mix af egne numre og klassikere fra det enorme blues-katalog. Også i 2008 modtog bandets grundlægger Jens Juel, i øvrigt som den første, Blueskartellets Ærespris i forbindelse med Bluesfestivalen.

På scenen ledsages Jens Juel af Poul Knudsen (guitar), Flemming Riis (bas) og Søren Jensen (trommer).

Koncerten i Apotekergården begynder kl. 12 og som altid er der gratis adgang – og samtidig mulighed for en kold fadøl, en varm pølse og en siddeplads ved bordet.

www.jjbluesband.dk
www.blueskartellet.dk