JJ Cale (1938-2013)

jjcaleDen amerikanske blues og roots legende
JJ Cale er død af et hjerteanfald, 74 år gammel. Cale var sammen med Leon Russell, pioner for hvad senere ville blive omtalt som “Tulsa Sound”. En hybrid genre der kæder bluesmusikken sammen med både jazz, country og folk elementer. En sound der ligger til grund for både Eric Clapton og Mark Knopflers success. Dog uden at nogen af dem kommer i nærheden af mesterens touch. Endvidere pionerede han brugen af elektrisk trommemaskine i de tidlige 70ere. Lang tid før discomusikkens indtog! JJ indspillede ofte alle instrumenter selv, foruden at producere sin musik. Inspireret af Les Paul’s optageteknikker var han en af de første der virkelig legede med overdubbing som et artistisk udtryk. Dette blandet med hans ofte sensuelle tekster om sex, drugs og rock n roll skabte ham en kult status og hans musik var fast inventar i 70ernes studenterværelser.

Cales musikalske løbebane blev hjulpet godt igang, da Clapton i 1970 indspillede sangen “After Midnight”. Det åbnede ørerne på mange kritikere og publikummer. I slut halvfjerdserne “lånte” Clapton nummeret Cocaine, som i dag anses for at høre til i rockmusikkens kulturkanon.

JJ Cale var kendt for sin unikke tilbagelænede og minimalistiske lyd og stemme og som en fremragende sangskriver. Hans guitarstil var unik, og modsat så mange andre bluesguitarister var hans udtryk originalt og ikke blot “samlet op”. Blandt andet omtaler Neil Young i sin selvbiografi Cale som en af af hans største inspirationskilder både som sangskriver og guitarist: “De fleste af sangene og hans riff’s – selve måden hvorpå han spiller den satans guitar er bare så…fantastisk. Og han spiller heller ikke særlig højt – det kan jeg virkelig godt lide ved ham. Han er så følsom. Af alle de guitarister, som jeg har hørt, må det være Jimi Hendrix og JJ Cale, som er de bedste guitarister!”

Hans sange blev indspillet af navne som Freddie King, Bobby ‘Blue’ Bland, Clarence “Gatemouth” Brown, John Mayall, George Thorogood, Bryan Ferry, Randy Crawford, Lynard Skynard, Waylon Jennings, Eric Clapton, Captain Beefheart, Johnny Cash, Tom Petty, Widespread Panic, Beck og Carlos Santana og mange andre. JJ Cale nåede at udgive 15 album. Alle af meget høj kvalitet og i 2007 modtog han en Grammy for pladen “Back to Escondido” som han udgav sammen med Clapton.

I de senere år turnerede Cale sjældent, på trods af særdeles stor efterspørgsel. Ikke mindst i Europa hvor han senest optrådte i 1994. JJ Cale leverede legendariske koncerter i Danmark i 1976 i Tivoli og Stakladen i Århus og året efter i Falkoner Salen.

Lyt til JJ Cale på Spotify.

www.jjcale.com