Koncertanmeldelse: Den Blå Festival, Aalborg

Tekst og foto: Jakob Wandam

Som vi kunne fortælle om her på Bluesnews.dk, var Aalborg i dagene fra den 12. til den 16. august fyldt med bluesmusik i anledning af Den Blå Festival.

Bluesnews.dk ankom til byen torsdag den 13. og fik lejlighed til at overvære et lille udpluk af koncerterne.

En stor oplevelse

Vi begyndte i varehuset Sallings tagrestaurant og -café Salling Rooftop, for her var der torsdag koncert med duoen Ba Balance, og det blev en stor oplevelse.

Ba Balance består af den svensk-gambiske percussionist Salieu Dibba og den danske guitarist Preben Carlsen. De spillede et kort, men ganske fortryllende instrumentalt sæt med Preben Carlsens egne ørkenblues-orienterede kompositioner.

Trods det faktum, at ensemblet blot består af to personer, malede Ba Balance nærmest symfoniske lydbilleder. Så fyldig og sammensat var deres lyd, at man aldrig savnede hverken vokal, bas eller andre instrumenter.

Et af virkemidlerne var, at Preben Carlsen elektronisk kunne loope sin guitar, som han for eksempel gjorde det med det tuareg-agtige bluesriff på det virkelig fede nummer ”Djembe”. Men Carlsens fremførelse var i det hele taget virtuost opfindsom, teknisk elegant og medrivende.

Sublimt anlagt

Sal Dibba hørtes naturligvis på djembe foruden bongotrommer, kalabas og diverse andet slagtøj, og hans spil var sublimt anlagt, smukt og smagfuldt.

”Pretty one” var netop en køn melodi, mens man i ”The surfer” hørte klare reminiscenser af Carlos Santana i Preben Carlsens guitartone. ”Deltatonic” var, som Carlsen forklarede det, inspireret af flodens bevægelse, hvilket man bestemt kunne fornemme, og samtidig fulgte man en musikalsk bevægelse fra Vestafrika til Mississippideltaet – undervejs blev det sågar helt jazzet.

Andre gange vuggede musikken til et reggae-beat, men det helt grundlæggende musikalske sprog var bluesens, og Ba Balance sluttede af med den suverænt fede ørkenblues ”The stranger”.

Svært underholdende

Torsdag aften drog vi til John Bull Pub på Toldbod Plads, hvor trioen Lothar, Nande & Hansen var på programmet. De gav to uformelle og svært underholdende sæt med akustisk blues.

Tim Lothar hørtes på vokal og resonatorguitar samt fodbetjent hi-hat og kufferttromme. Peter Nande sang og spillede mundharpe, jødeharpe og jug foruden maraca og fodtamburin. Søren Lindholt Hansen – som i øvrigt er formand for Den Blå Festival – gav den på vaskebræt, og alle tre deltog i de ofte ganske morsomme præsentationer og anden hyggesnak mellem numrene.

Repertoiret var primært country blues-numre, men der var også afstikkere til gospel – Peter Nande sang den fede traditional ”Get right church”, og Lothar en sej ”Don’t let the devil ride” med overstemme af Nande.

Country fik vi også i form af balladen ”(I heard that) lonesome whistle”, skrevet af Hank Williams og sunget af Tim Lothar. Her spillede Nande en fin mundharpesolo med masser af vibrato, og Lothar selv gav smukt guitarakkompagnement.

Et sejt groove

Trioen kunne lægge et sejt groove og spille dyb blues som i Peter Nandes ”Grab a root an’ growl”, Al Simmons’ ”Ain’t too old” eller Gary Primichs work song-agtige ”Put the hammer down”. Willie Dixons ”Back door man” blev leveret nærmest som en hill country blues, og så var der jug band-blues i form af Gus Cannons ”Walk right in”, hvor Nande naturligvis blæste på jug, og Søren Lindholt Hansen bød ind med en vaskebrætsolo.

Blandt de mange gode øjeblikke var også en hypnotisk groovy udgave af Garfield Akers’ ”Dough roller blues” og Tim Lothar smukke, afsluttende ”I’ll be home again”. Og der var naturligvis masser af skæg og ballade undervejs, hvor publikum også dansede og sang med på for eksempel Sleepy John Estes’ ”Ain’t gonna be worried no more”.

Først og fremmest er Lothar, Nande & Hansen dog fremragende musikere, og den musikalske kvalitet var i top.

Fra grænselandet

Fredag eftermiddag vendte Bluesnews.dk tilbage til Salling Rooftop, denne gang for at opleve Sahra da Silva & Hans Knudsen. Makkerparret havde dagen før været til prisuddeling i Randers, hvor de var nomineret til en Danish Music Award for deres album Back then (læs anmeldelse her). De vandt ikke, men Sahra da Silva blev hyldet med Blues Liveprisen (læs om DMA Blues 2026 her).

Det var netop materialet fra Back then, som den DMA-vindende sangerinde og hendes piano-partner havde med til Aalborg. Faktisk fik vi alle tolv numre fra albummet, og det betød sange fra grænselandet mellem klassisk blues, jazz, R&B og gospel.

Der blev lagt ud med en smægtende “What a diff’rence a day makes”, efterfulgt af den frække ”Long John blues”, begge fra Dinah Washingtons repertoire. Sidstnævnte sang bød på herligt veloplagt bluesklaver fra Hans Knudsens hånd.

Hyggede

De to kunstnere hyggede om publikum og var begge vældig ivrige efter at fortælle om sangene – faktisk måtte da Silva holde Knudsen tilbage en gang imellem, hvilket blot bidrog til den familiære og intime stemning.

Og så blev der naturligvis givet masser af prøver på Sahra da Silvas flotte vokal, som glimrede både ved de flotte ballader – ”There is always one more time”, ”Don’t take your love from me” og Hans Knudsens og Lillian Bouttés ”Music is my life” var smukke eksempler – og ved ruskende bluessange som ”A good man is hard to find”, ”One monkey don’t stop no show”, ”Gimme a pigfoot (and a bottle of beer)” og ”Hound dog”.

Sahra da Silva nærmest brølede og growlede, og Hans Knudsen fulgte trop med boogie-klaver – og hundegøen!

Det blev endnu en fin performance af den charmerende duo, som til stor glæde for publikum lukkede og slukkede med en bevægende version af den danske evergreen ”Glemmer du” af Kai Normann Andersen og Børge og Arvid Müller.

Smæk for skillingen

Bød Salling Rooftop på hyggestemning, var der anderledes smæk for skillingen ved aftenens koncert på Den Blå Scene på Toldbod Plads med Big Creek Slim & Li’l Dawnette. Her gjaldt det oldschool Chicago blues, og det foregik på ualmindelig højt plan.

Den svenske rytmegruppe Mikael Fahleryd (bas) og Jim Ingvarsson (trommer) – veteraner fra afdøde Sven Zetterbergs band – udgjorde sammen med Peter Nande (mundharpe) et fremragende backingband. De indledte med tre numre med Big Creek Slim (guitar og vokal) i front.

Der var et vildt fedt og møgbeskidt swing i for eksempel Bo Diddleys ”Who do you love”, Big Creek Slims rå, plekterløse guitar-attack emmede af kraft, og Peter Nandes mundharpe vævede sig ud og ind mellem anslagene.

Enestående performer

Det blev bestemt ikke ringere, da Dawnette Fessey alias Li’l Dawnette indfandt sig på scenen. Den britiske sangerinde viste sig hurtigt som enestående performer med en fantastisk energi og en fantastisk stemme. Wow!

”I’m a houserockin’ mama,” sang hun i sit første nummer, og dét tør vi godt skrive under på. Der blev danset mellem publikumspladserne, og det fortsatte aftenen igennem. Li’l Dawnette og Big Creek Slim sang duet på en sublim ”Love her with a feeling”, men ellers tog Dawnette Fessey sig af leadvokalerne, mens Nande og Big Creek kontinuerligt supplerede med fede soloer.

Efter Elmore James’ ”Cry for me baby” kom der besøg på scenen i form af en trompetist og en saxofonist fra det australske brass band Bullhorn. Det føjede bare et ekstra, superfedt lag til ”Black cat woman”, ”That man didn’t listen” og Jimmy Rogers-klassikeren ”That’s all right”. Og sandelig om ikke en af Bullhorns basunister senere kom og spillede med på Slim Harpos ”Shake your hips”.

Det var fuldstændig umuligt at stå stille til Big Creek Slim & Li’l Dawnettes koncert. En blændende god optræden, intet mindre.

Nyt bekendtskab

Lørdag eftermiddag tog vi for tredje gang elevatoren op til Salling Rooftop. Denne gang gjaldt det den amerikanske duo Delanie Pickering & Johnny Burgin.

Den herboende Chicago-guitarist og -sanger Burgin var kendt stof, mens hans unge instrumentkollega Pickering fra Martha’s Vineyard, Massachusetts blev et nyt bekendtskab.

Hun gjorde et rigtig fint indtryk med en charmerende vokal, hvis udtryk nærmest var underspillet, men med en særegen og personlig karakter. Hendes guitarspil matchede på mange måder sangstilen; Pickering spillede ikke flashy, men smagfuldt og med stedvist overraskende finurligheder. Med sin flesh-to-strings-teknik frembragte hun en organisk og nærgående lyd, som var meget virkningsfuld.

Minimalistisk

Både Delanie Pickering og Johnny Burgin spillede elektrisk sættet igennem (de spillede to sæt, men vi måtte forlade Salling Rooftop i pausen). Det betød primært en form for minimalistisk Chicago blues, men der var også en stilmæssig afstikker til Mississippi John Hurts delikate folk blues ”Shake that thing”, sunget af Delanie Pickering. Og hendes egen ”I don’t mind sleeping outside by myself” var en boogie, næsten i hill country blues-stil.

Johnny Burgin spillede med vanlig elegance og demonstrerede desuden en flot, soulfuld stemme på for eksempel sin bluesudgave af Elvis Presley-hittet ”(Let me be your) teddy bear”.

Burgin brugte fingerplektre og spillede snart plukkende, snart rivende eller stiligt melodisk.

Sin gode bottleneck-teknik fik han også demonstreret på et stærkt Muddy Waters-medley af ”Honey bee” og ”I got a rich man’s woman”.

Live-debut

Vi skulle se mere til både Delanie Pickering og Johnny Burgin samme aften, så vi forlod en ellers god koncert og drog til Toldbod Plads. Her var der formelt live-debut til et nyt samarbejde mellem TogoRhino & Ba Balance.

Det virkede som en oplagt kombination. Salieu Dibba er med i begge orkestre, og både Ba Balance og TogoRhino spiller deres egen version af afrikansk blues.

Rent opstillingsmæssigt betød det selvfølgelig også blot, at TogoRhino med Olav Poulsen (guitar), Peter Nande (mundharpe, jødeharpe, vokal og percussion), Alain Apaloo (barytonguitar og vokal) og Sal Dibba (percussion) blev suppleret med Preben Carlsen (guitar).

Men konceptet var mere demokratisk end som så; der blev spillet numre fra begge bands’ repertoirer, og Preben Carlsen trådte ind og satte et stærkt præg også på TogoRhinos musik.

Klædte hinanden

De klædte hinanden utrolig godt, og koncerten blev endnu en musikalsk oplevelse af de helt store. Preben Carlsens ringlende toner, Olav Poulsens eminente slide og Nandes fede mundharpelyd indgik i smuk vekselvirkning, og alle instrumenter mødtes i et flot crescendo på ”Get ready”.

Willie Dixons ”Back door man” fulgte i en sej version med Nande- og Apaloo-vokal og et overraskende tungt blues-beat (i betragtning af, at der ingen egentlig bas var til stede). Og Olav Poulsen viste, at han også uden slide var i stand til at levere en heftigt rivende guitarsolo.

Poulsen kunne også spille flot melodisk som på Ba Balances reggae-vuggende ”Bambadinka (The crocodile pond)”, hvor hans spil var ren fløde i øregangene. Og han var lige så suveræn på den funky, Alain Apaloo-anførte ”Too bad” (fra Apaloos soloalbum Naked).

Eminent godt

Men alle spillede bare eminent godt, og arrangementerne var geniale og alsidige. Den traditionelle ”Rosie” bevægede sig fra folkemelodi til tung bluesrytme, og ”Put the hammer down” (som vi jo også havde hørt tidligere med Lothar, Nande & Hansen) havde boblende djembe-spil og fede bluessoloer af både Preben Carlsen og Olav Poulsen.

En fremragende ”China Gate” blev sunget stærkt og stemningsfuldt af Alain Apaloo, mens Peter Nande hørtes både på jødeharpe og med en flot, flot mundharpesolo. Efterfølgende fik Preben Carlsens instrumentale ”The surfer” noget, der mindede om tropicalia-præg.

Bandet havde indtil nu siddet pænt på række, men med den afsluttende gospel ”Nobody’s fault but mine” måtte Peter Nande, Alain Apaloo og Preben Carlsen op at stå. Så var der syng med-session, og det var en særdeles fortjent hyldest til et ensemble, der havde levet helt op til Bluesnews.dk’s høje forventninger og mere til.

Partyband

Der var en vis kontrast til det næste band på Den Blå Scene. Ikke at Trickbag ikke spillede godt – for det gjorde de – men stilen var bare en anden. Det svensk-finske orkester (bandets engelske medlem, mundharpespilleren Steve ”West” Weston, var i Aalborg afløst af svenske Gustav Almstedt) er nærmest et partyband med den hyper-energiske sanger Tommy Moberg i front. Her fortaber man sig ikke i musikkens skønhed.

Man mærkede faktisk den svenske dansband-tradition i Trickbags fremførelse, især i det nye nummer ”Show me a place”. Men det er også en del af dén tradition, at musiksnobberi er forbudt – ingen er for fin til at spille underholdningsmusik.

Trickbags finske guitarist Tomi Leino er en fin eksponent for denne indstilling.

Han er en fremragende instrumentalist med en skarp tone og en vidunderlig no nonsense-spillestil, der trækker på både Chicago- og West Coast blues, men han holder sig ikke for god til at agere entertainer og tækkes publikum ved for eksempel at låne Gustav Almstedts mundharpe og bruge den som slide.

Vældig kompetent

Almstedt selv er også en herlig musiker, der kan sin Chicago-mundharpe og spiller medrivende, fyldigt og flot. Og så har Trickbag da også en vældig kompetent rytmesektion i kontrabassist (og lejlighedsvis sanger) Lars Näsman og trommeslager Johan Svensson.

Det swingede gevaldigt, når Trickbag diskede op med det ene jump blues-nummer efter det andet. Publikum sang med på ”Part-time lover”, der var chicken scratch-guitar på ”Me and you”, og Gustav Almstedt spillede flotte soloer på for eksempel ”It’s you that wears that ring”.

Trickbag havde et godt greb om publikum, og kvaliteten var der intet i vejen med, men deres party-stil er en smagssag. For denne anmelder blev det efterhånden simpelthen for … kækt, og Bluesnews.dk valgte at forlade Toldbod Plads efter en times tid i selskab med orkestret.

Planlagt jamsession

Så var der også tanket energi til aftenens sidste koncert (for Bluesnews.dk’s vedkommende). Vi begav os til spillestedet AbZalon Event Factory, hvor der var annonceret koncert med Chicago Blues All Stars.

Det var en slags planlagt jamsession med Delanie Pickering som bandleder med en rytmesektion bestående af Jakob Kirkegaard Kortbæk på bas og Mikko Peltola på trommer. Fast mand var også Tomi Leino på guitar.

Pickering førte indledningsvis bandet igennem den langsomme shuffle ”You satisfy me, baby”, den swingende jump blues ”Screwdrive me, baby” og ”No equivalency”.

Tomi Leino var i sit es og strøede om sig med gode soloer i herlig muskuløs stil.

Delanie Pickering matchede ham godt på guitaren og udviste desuden god stemmekontrol med små fine knæk.

Showman

Dernæst sluttede Tomi Leinos Trickback-kolleger Tommy Moberg og Gustav Almstedt sig til bandet. De startede med ”Hey little girl”, og en Moberg i fin form viste sig straks som den store showman, han er.

Hvor det havde virket en smule påtaget tidligere på dagen på Toldbod Plads, føltes det her mere, som om Moberg greb og forstærkede juke joint-stemningen på AbZalon, og han gjorde det rigtig godt.

Gustav Almstedt og Delanie Pickering bød begge ind med fede soloer på ”Hey little girl”, hvor Tomi Leino også gentog sit trick med at spille slide med Almstedts mundharpe.

På den efterfølgende ”I wanna know” byttede Jakob Kortbæk plads med Trickbag-bassisten Lars Näsholm – det var et rock & roll-præget nummer med en benhård guitarsolo fra Delanie Pickering fulgt af gode sololøb af Gustav Almstedt og Tomi Leino.

”So good to my baby” blev sidste sang med Tommy Moberg i front, men Gustav Almstedt blev på scenen koncerten ud, og Lars Näsman blev også hængende til endnu et nummer, hvor han tilmed var forsanger.

Endnu en tørn

Efter en kort pause vendte Jakob Kortbæk tilbage, og Delanie Pickering tog endnu en tørn som forsanger og sang blandt andet den rigtig gode R&B-ballade ”Stay in love a while”. Her var der også en herlig udveksling af soloer mellem Leino, Almstedt og Pickering.

Næste gæst var Johnny Burgin, der nu afløste Tomi Leino på guitar. Burgin var i stærk form og satte i med et klassisk Chicago-groove, der indledte ”Sweet home Chicago”. Johnny Burgins guitartone var fed og hans spil pragtfuldt. Den flotte soulballade ”I did the best I could”, som Burgin i sin tid skrev til og indspillede med Alabama Mike, fulgte.

Nu fandt Johnny Burgin sin bottleneck-slide frem, for det var blevet tid til ”Rollin’ and tumblin’” med Dawnette Fessey på vokal.

Det var suverænt! Igen steg den allerede festglade stemning bare et par niveauer med Fesseys entre, energien var nærmest håndgribelig, og både Burgin, Almstedt og Pickering ydede deres med gnistrende soloer.

Ærefrygtindgydende

Howlin’ Wolf-klassikeren ”Smokestack lightning” blev sat i gang af et sejt Johnny Burgin-riff, og det var dyb, dyb blues af højeste karakter med ærefrygtindgydende solospil af både Burgin og Gustav Almstedt. Vi fik i alt fire numre med Li’l Dawnettes formidable vokal og enorme scene-nærvær, og det var en masterclass i live-optræden fra hele bandet.

Med Dawnette Fesseys exit vendte Tomi Leino til gengæld tilbage, så nu havde vi hele tre guitarister på scenen.

Johnny Burgin fortalte om sit møde med den legendariske blues-mandolinist Yank Rachell og sang så ”I ain’t gonna be your monkey man no more”, hvortil han fik en udpræget mandolin-agtig lyd ud af sin guitar. Leino stod ikke tilbage for ham og spillede nu med et ølglas som slide!

Ekstranummeret blev ”Boogie with my baby”, en rock & roll-workout sunget af Delanie Pickering og med soloer til alle bandmedlemmer.

Ganske unik

Bluesnews.dk har været gæst på Den Blå Festival en del gange efterhånden, og det er en ganske unik festival. Stemningen er utrolig hyggelig, ikke bare på spillestederne, men i Aalborg som sådan, når festivalen er i byen. Og de forskellige scener – hvoraf de fleste har gratis entré – ligger i ganske kort gåafstand fra hinanden.

Den Blå Festival har tradition for dels at præsentere et par stærke udenlandske navne, dels at samle mange af de bedste blueskunstnere fra den hjemlige scene – og så blande kortene, så man får velkendte navne at se i nye og spændende sammenhænge.

Det skete også på dette års iteration af Den Blå Festival, som alt i alt må siges at have været rigtig vellykket (det gode vejr skadede heller ikke!). Vi kommer helt sikkert tilbage.