Cheikh Taberni, Bakrin Timlfati,, Amine Laroug
Tekst og foto: Jakob Wandam
Ved man en smule om afrikansk blues, har man nok hørt om Tinariwen, det maliske ørkenbluesband, der erobrede verdensmusikscenen i begyndelsen af dette årtusind. Siden er talrige afrikanske navne dukket frem, der ligesom Tinariwen dyrker tuaregfolkets elektriske, hypnotiske blues. Blandt de mest kendt er Tamikrest, ligeledes fra Mali, og Bombino og Mdou Moctar fra Niger.
Tissilawen er et af de nyere skud på stammen. Gruppen stammer fra Algeriet, men er som de øvrige nævnte af berberfolket tuareg. Tissilawen blev dannet i 2008, og torsdag den 27. august 2026 stod de på scenen på Mojo Blues Bar i København.
Masser af guitar
Amine Laroug
Bandet bestod af Cheikh Taberni på akustisk guitar, leadvokal og kor, Bakrin Timlfati på elektrisk guitar, leadvokal og kor, Amine Laroug på elektrisk guitar og kor, Smman Mefatih på djembe og kor og Adnane Benaouicha på elbas.
Der var altså masser af guitar, som man kender det fra disse tuaregbands, men der var ikke desto mindre tale om et ganske alsidigt udtryk. Bakrin Timlfatis ringlende, afrikansk-lydende stil stod i kontrast til Amine Larougs, der var mere orienteret mod amerikansk og måske især britisk blues. Larougs lækre, melodiske soloer og cremede tone afslørede en gæld til guitarister som Eric Clapton.
Cheikh Taberni
På samme måde brød Cheikh Tabernis akustiske fremførelse med den velkendte lyd af skramlende elektriske ørkenblues-guitarer. Tissilawens modus operandi var stadig efter tuaregtradition med vuggende, hypnotiske rytmer, der udviklede sig i stadig stigende intensitet. Men hvor for eksempel en Bombino-koncert gerne virker decideret tranceinducerende (læs for eksempel her), var der flere tempo- og stemningsskift hos Tissilawen.
Det betød selvfølgelig ikke, at vi fik de længere, hypnotisk-rytmiske forløb. Særligt mod koncertens slutning tillod Tissilawen beatet at overskygge melodien, og dunkende djembeslag og guitarrundgange styrede slagets gang.
Ingen slinger i valsen
Bakrin Timlfati
Men hele vejen igennem øvede Tissilawen forbilledlig publikumskontrol. Flere af numrene blev klappet taktfast i gang, og hvor man ofte ser danske publikummer lidt sløve i optrækket, var der ingen slinger i valsen her – Tissilawen havde Mojo-folket i deres hule hånd.
Tilskuerne tog nemlig imod Tissilawens inciterende rytmer med kyshånd. Der var masser af brusende, stående bifald, dans og sågar publikummer, der kunne synge med på Tissilawens tekster! Det var simpelthen en fest, og begejstringen var berettiget og fuldt fortjent. For Tissilawen spillede pragtfuldt og med smittende humør.
Adnane Benaouicha
Bluesnews.dk’s udsendte kunne ikke prale af at kunne synge med på Tissilawens sange (vores tamashek er lidt rustent), ej heller kommer vi til at gøre rede for aftenens sætliste. Vi genkendte den fede og medrivende ”Tenere” fra 2012-albummet Toumastin, og derudover lænede denne skribent sig blot tilbage og nød showet.
Der var i allerhøjeste grad noget at nyde, og vi kan kun anbefale at høre dette band, hvis man får chancen. Det kunne for eksempel være på Operaen Christiania, hvor Tissilawen spiller på torsdag den 3. september.