Tekst og foto: Jakob Wandam
Søndag den 3. juli indtog New Orleans Københavns Nørrebrokvarter, da endagsfestivalen Mardi Gras Copenhagen blev afholdt på Balders Plads.
Mardi Gras Copenhagen bliver arrangeret i et samarbejde mellem Roots & Jazz og JBL Music. JBL Music stod gennem mange år bag den New Orleans-tematiserede Fringe Jazz Fest som en del af Copenhagen Jazz Festival om sommeren og New Orleans New Year Jazz Event om vinteren, og de blev altså lagt sammen til den ambitiøse Mardi Gras Copenhagen. Sidste år indgik Mardi Gras Copenhagen i festivalen Harvest (læs her), men i år var begivenheden tilbage under Copenhagen Jazz Festivals paraply.
Der blev naturligvis spillet New Orleans-musik, men Mardi Gras Copenhagen er en bredere kulturbegivenhed, der også byder på boder med mad- og drikkevarer a la New Orleans, artist talks m.m. Og naturligvis måtte Mardi Gras Copenhagen begynde med en ægte street parade, der bevægede sig fra Dronning Louises Bro og ud ad Nørrebrogade for så at ende på Balders Plads. Her sluttede Bluesnews.dk sig til festlighederne og fik det sidste med af paraden, der bestod af musikere og performere fra Tuesday Night Brass Band, Dusty Rag Jazz Band og Zirkus m.fl.
Musikalske ikoner
Så var scenen sat til en festdag på Balders Plads, og med højt solskin og et feststemt publikum var rammerne perfekte til funky New Orleans-musik. Første indslag på programmet var en hyldest til et af byens største musikalske ikoner, Malcolm John Rebennack Jr., bedre kendt som Dr. John.
På scenen fandt man Regin Fuhlendorf på guitar, Stefan Andersen på trommer og vokal, Peter W. Kehl på trompet og tamburin, Johan Bylling Lang på saxofon, Ole Skipper på bas og Chris Copen på orgel og vokal. Hertil kom de to solister Esben Just (klaver og vokal) og Samantha Antoinette Smith (vokal og tamburin).
Dr. John, der døde i 2019, blev kendt som en af de mest væsentlige eksponenter for New Orleans-musikken, og hans alsidighed og tilgang til musikkens traditioner afspejlede New Orleans-scenens natur. Mac Rebennack begyndte karrieren som sessionmusiker og spillede på hundredvis af sange, først hovedsageligt som guitarist og bassist, sidenhen som pianist. I starten var det mest pop og rock & roll, men sidenhen fandt Dr. John sin egen identitet med en blanding af psykedelisk funk, jazz og blues, gerne med inspiration fra byens second line-, black masking indian– og brass band-traditioner.
Tribute-koncerten kom godt omkring i doktorens repertoire. Den startede med en ultra-funky ”Right place, wrong time”, Dr. Johns største hit. Chris Copen var på leadvokal og funk-orgel.
Hyldede sine rødder
Dernæst kunne Esben Just gøre sin entré til ”Iko iko”, der blev sunget af Stefan Andersen og bød på en fed Johan Bylling Lang-saxofonsolo, inden Esben Just rullede sig ud i en cubansk-inspireret klaversolo. Sangen er en New Orleans-klassiker, som ikke er skrevet af Dr. John, men som han indspillede på sit skelsættende album Dr. John’s gumbo (1972), hvor han netop efter en periode på vestkysten hyldede sine rødder i New Orleans og bevægede sig lidt væk fra sit hidtidige psykedeliske image.
Esben Just sang en storswingende ”I thought I heard New Orleans say” fra albummet Tango palace (1979), og så lod han sig erstatte af sangerinden Samantha Antionette Smith. Smith havde allerede dagen forinden bevist, at hun gebærder sig så glimrende i alskens genrer (læs her), og New Orleans-funk var bestemt ingen undtagelse. Hun sang nu først ”Qualified” – med endnu en fremragende solo af Johan Bylling Lang – og dernæst den smægtende ballade ”Since I fell for you”.
Esben Just var nu vendt tilbage ved pianoet, og Regin Fuhlendorf supplerede med lækre, jazzede guitarlinjer. I det hele taget var det et aldeles fremragende band, som endnu en gang demonstrerede, at den københavnske scene for New Orleans-musik er særdeles veludviklet.
”St. James Infirmary” var endnu en New Orleans-standard, som Dr. John naturligvis indspillede (på 2004-albummet N’Awlinz). Her fik vi en flot, stemningsfuld udgave med klaverintro og klimprende solo af Esben Just, uhyre veloplagt sang af Samantha Antoinette Smith og en fin trompetsolo af Peter W. Kehl over Chris Copens orgelbund.
Voodoo-mystik
På flere af sine sidste plader vendte Mac Rebennack tilbage til noget af den syrede funk og voodoo-mystik, som han oprindelig skabte sin persona Dr. John Creaux the Night Tripper på baggrund af. Titelnummeret fra den stærke 2012-plade Locked down var noget af det mest sumpede og groovy fra hans hånd i lang tid, og den blev nu et glansnummer for Chris Copen, mens Samantha Antoinette Smith og Esben Just tog en pause. Copens vokal var hæs og gruset, og hans orgelsolo var vild og brusende. Superfedt!
Chris Copen sang også Joe Liggins’ caribisk-tonede ”Goin’ back to New Orleans”, som Dr. John indspillede på albummet af samme navn i 1992, inden Just og Smith under en klagende blæserintro vendte tilbage på fællesskabshymnen ”Let’s make a better world”. Det var dog Stefan Andersen, der sang for, og det gjorde han så fortræffeligt med en meget Dr. John-agtig vokal, mens Chris Copen rullede sig ud i en fed orgelsolo.
Samantha Antoinette Smith sang ”Something you got” (oprindelig af Chris Kenner) og forlod så scenen sammen med Chris Copen, mens Esben Just sang den dovent swingende, brass band-jazzede ”Dance the night away with you”.
Balders Plads var fyldt godt op med musikelskende mennesker, og det blev scenen også nu. Chris Copen vendte tilbage, fulgt af basunisten Ola Åkerman og Martin Seidelin på tamburin, begge fra WonderBrazz m.m. De kastede sig ud i en heftig ”Big chief”, sunget af Esben Just og med indlagte soloer fra både Ole Skippers bas og Stefan Andersens trommer.
Hyldestkoncerten blev meget passende afsluttet med folkemelodien ”Goodnight, Irene” (først indspillet af Leadbelly – og af Dr. John på Goin’ back to New Orleans). Igen var Esben Just i front, mens Samantha Antoinette Smith sang kor og spillede tamburin.
Herligt lo-fi
Dr. John Tribute var en funk-fest fra ende til anden, og festen var bestemt ikke forbi, for da Samantha Antoinette Smith og det danske allstar-band forlod scenen, gjorde Jon Cleary & the Absolute Monster Gentlemen klar til at stille op. Der var dog absolut ingen spildtid, for mens der var sceneskift her, gik Dusty Rag Jazz Band straks i gang med en kort ”pop-up-koncert” på den mindre scene i den modsatte ende af Balders Plads.
Festivalarrangør Johan Bylling Lang præsenterede Dusty Rag Jazz Band som ”gadejazz”, og der var da også noget herligt lo-fi over det charmerende orkester, som spillede akustisk med vaskebræt, stortromme, sousafon, guitar, banjo, klarinet og saxofoner. Dusty Rag Jazz Band er også netop kendt for spontane koncerter på de københavnske gader og pladser, men de har også to glimrende album på samvittigheden, hvoraf det seneste er Dragged through dirt and mud (2021) (læs anmeldelse her).
I spidsen hørtes den karismatiske Nada Dayeh samt på et enkelt nummer guitaristen Rasmus Rhode. Nada Dayeh sang blandt andet jazz/blues-standarden ”Ain’t nobody’s business” og bandets egen klezmer-agtige ”Voodoo queen” (med optræden af festivalens nok yngste saxofonist!) samt dens søster-sang ”Marie Laveau” og standarden ”You rascal you”, mens Rasmus Rhode førte an på Georgia White-bluesen ”I’m blue and lonesome (Nobody cares for me)”.
Dusty Rag Jazz Bands mini-sæt blev sluttet af a cappella med gospelhymnen ”Down by the riverside”, hvor der også var ivrig deltagelse af de omkringstående publikummer – og så var det ellers af sted mod den store scene, hvor Jon Cleary var ved at være klar.
Arvtager
Jon Cleary er egentlig englænder, men han har taget New Orleans-ånden til sig, og byen har adopteret ham. Cleary har boet i New Orleans siden 1980, og i de år har han udviklet sig til en af byens mest markante og anerkendte musikalske repræsentanter. Og apropos dagens musikprogram vil det næppe fornærme nogen at betragte Jon Cleary som en arvtager for Dr. John. Ud over at de deler klaveret som hovedinstrument, er Jon Cleary lige som Dr. John meget bevidst om sin rolle som formidler og forlænger af New Orleans’ musikalske traditioner og dens karakteristiske fusion af blues, funk, jazz og caribiske rytmer.
Og det er altså få, der kan gøre det så godt og så umanerlig funky som Jon Cleary. Med en stærkt sammenspillet trio – A.J. Hall på trommer, Cornell Williams på bas og Cleary selv på vokal, keyboard og guitar – gav Jon Cleary & the Absolute Monster Gentlemen en masterclass i New Orleans-funk, som fik hele Balders Plads til at gynge og danse.
Han anerkendte sine forgængere med for eksempel en fabelagtig version af Earl Kings blues ”Those lonely, lonely nights” og Professor Longhairs ”Tipitina”, der hen imod koncertens afslutning udviklede sig til en udstrakt jam. Men inden da havde der også været masser af nedslag i Jon Clearys eget sangkatalog.
Et tidligt højdepunkt var således ”Unnecessarily mercenary”, som det var fuldstændig umuligt at stå stille til. Også ”Cheating on you” tog kegler, og ind imellem de to præsenterede Jon Cleary et par nye sange, som vil være at finde på et kommende album: ”In a pickle for a tickle” startede som en let ballade, men skiftede tempo undervejs i et vildt break med en cubansk-lydende klaversolo. Og ”Zulu coconut” var en endnu mere uhøjtidelig, men ganske morsom sang.
På guitar
Clearys førsteinstrument er som nævnt klaveret, men han begår sig også på guitar. Det gjorde han på det funky rock & roll-nummer ”Boneyard”, hvor han bød ind med en stram, muskuløs guitarsolo, og på ”The postmodern mystical blues” – en tung, sumpet og let psykedelisk blues med sjove taktarter, bidende guitar og et hårdt trommeanslag.
Balladen ”When you get back” var det tætteste, Jon Cleary & the Absolute Monster Gentlemen kom på at være kedelige. Den begyndte som en blød sovekammer-r&b-sang, men også her slap bandet tøjlerne og lod den udfolde sig til noget, der lignede fusion. Herfra blev det hele meget løst, og Cleary, Hall og Williams var her, der og alle vegne på The Meters’ ”Just kissed my baby”, som ikke havde den store melodi, men til gengæld var en veritabel funk-workout.
Jon Cleary & the Absolute Monster Gentlemens hårdtpumpede sæt blev afsluttet med ”Mo hippa”, naturligvis med soloer til både Cornell Williams, A.J. Hall og funkmester Cleary selv. Så var det hurtigt videre, men Mardi Gras Copenhagens publikum havde også fået alt, hvad de kunne ønske sig fra bandet og mere til. Koncerten var halvanden times sejrsgang, ganske enkelt.
Mardi Gras Copenhagen fortsatte med blandt andet mere musik fra Dusty Rag Jazz Band samt koncert med Michael Carøes Gasorleans. Bluesnews.dk var dog nu rykket videre, men ud fra, hvad vi bevidnede – og publikumstilstrømningen bekræftede – må Mardi Gras Copenhagen 2022 betegnes som en ubetinget kunstnerisk succes.