Koncertanmeldelse: Mojo Workin’ Party, Mojo, København

Tekst og foto: Jakob Wandam

Det blev en enestående onsdag aften den 3. april, da Mojo Blues Bar i København under overskriften Mojo Workin’ Party kunne fejre fyrre år med levende bluesmusik og samtidig afholde støttekoncert for spillestedet, som p.t. er klemt økonomisk.

Det koster penge at præsentere live-musik hver eneste aften på årets 365 dage – og ja, det gælder også juleaften og nytårsaften, som det blev pointeret af den ene af aftenens konferencierer, Sahra da Silva.

Hun styrede slagets gang sammen med entertaineren Lars Grand. Alle musikere og alt personale stillede op uden vederlag, og der var en pragtfuld stemning af fest og fællesskab, som naturligvis ikke blev mindre af de mange musikalske indslag, hvoraf mange indeholdt magiske momenter.

Live Aid-stemning

Hvert band var tildelt cirka 20 minutter, hvorefter der var et hurtigt sceneskift, så næste optrædende kunne stå klar 5-10 minutter senere. Og med en perlerække af bands og solister på plakaten var man nærmest kun en roterende scene fra at opleve Live Aid-stemning – nå ja, i lidt mere intime rammer end Wembley og Philadelphia Stadium!

Det var vel uundgåeligt, at tidsplanen måtte skride en smule, og da Bluesnews.dk måtte forlade Mojo klokken 23.45, et kvarter før den afsluttende jamsession var programsat, manglede vi stadig at høre både Mike Andersen og Sahra da Silva.

Til gengæld havde vi hørt rigtig meget andet. Lars Grand varmede publikum op med sit indledende sæt, som ikke var blues, men snarere viser eller chansons. Lars Grand optrådte nemlig på vokal og akkordeon, og han fik hurtigt godt fat i publikum med morsomme sange som ”Connie & Grethe skal på druk”, ”Kvinderne og jeg”, ”Livet er kort for en dværg” og ”Moster Erna hader jazz”.

Kaotisk charme

Herefter var det Louise Brüel Flagstads tur. Også hun optrådte solo – på vokal og elguitar – og hun savnede tydeligvis et band i ryggen, hvilket hun da også selv gjorde opmærksom på. Det blev en lidt rodet og skramlet affære, men ikke uden en vis kaotisk charme, og Louise Brüel Flagstad fik åbenbaret en flot og karakteristisk, mørk sangstemme med paralleller til både Tina Turner og Janis Joplin.

Joplin var da også repræsenteret i sætlisten med ”Piece of my heart”, som hun gjorde kendt sammen Big Brother and the Holding Company. I det hele taget var det et sæt af covers, og vi fik blandt andet Etta James’ ”Damn your eyes”, The Rolling Stones’ ”Gimme shelter” og Otis Reddings ”(Sittin’ on) the dock of the bay”.

Showman

Tredje navn på programmet var Howlin’ Simon & the Bastards med Simon Ørregaard i front som sanger. Ørregaard kendes fra mangen en bluesjam på Mojo, hvor han ses på trommer og vokal i Ace of Blues. Han har også spillet trommer med Paragraph8ight (se for eksempel her), men i Howlin’ Simon & the Bastards holder han sig til vokalen. Trommerne blev i stedet ved denne lejlighed betjent af Heidi Frederikke Lindahl, mens de øvrige ”bastarder” var Sille Bovedt på bas, Joachim Svensmark på guitar og Hans Knudsen på keyboard.

Simon Ørregaard gav den som showman og ledte veloplagt bandet gennem et alsidigt sæt, som blandt andet inkluderede Jack Scotts ”The way I walk”, serveret som en tung boogie, ZZ Tops ”Tube snake boogie” og The Beatles’ ”Why don’t we do it in the road”. Joachim Svensmark var skarp på guitaren, og det skulle vise sig at være en rigtig god aften for guitaristen, som dukkede op her, der og alle vegne og hver gang leverede store præstationer.

Altid klar

Hans Knudsen er en musicians’ musician og altid klar til at træde til. Da TogoRhino endnu ikke var mødt frem, tog Knudsen derfor en tørn som bandleder. Joachim Svensmark og Sille Bovedt forblev på scenen, og Simon Ørregaard overtog trommerne fra Heidi Frederikke Lindahl.

Med Hans Knudsen som vokalist spillede de nu New Orleans-standarden ”Junco partner”, der fik et ekstra funky udtryk derved, at Knudsen her spillede Fender Rhodes i sted for klaver. En fremragende version af Cousin Joes slow blues ”Life is a one way ticket” fulgte, hvor Joachims Svensmarks fede guitarsolo høstede dagens hidtil største bifald. Han gentog succesen på Roy Browns ”Good rockin’ tonight”, hvor Hans Knudsen og co. fik folk på dansegulvet.

Et perfekt sæt

Kenn Lending var med, første gang der blev spillet blues på Rådhuskroen for fyrre år siden, og siden har han spillet mere end 600 koncerter på det sted, der siden blev til Mojo Blues Bar. Onsdag aften viste Kenn Lending Blues Band hvorfor med et perfekt sæt. Bandet bestod ved denne lejlighed af Lending selv på guitar og vokal, Jacob Vikkelsø på trommer, Lasse Storgaard på orgel og veteranen Svenni Svafnisson på bas.

Lendings glasklare guitartone skar igennem den funky shuffle ”I don’t need nobody”, inden bandet slog over i T-Bone Walkers slow blues ”Gonna build me a playhouse”. Kenn Lending var tændt og i højt humør, og inden længe var han nede på gulvet hos publikum og hev alle sine tricks frem fra posen: Snart spillede han med tænderne, snart med guitaren bag nakken. Men det var ikke bare pjat, for Lendings guitarspil var suverænt, og han blev flot bakket op af et veloplagt band.

Vi skulle selvfølgelig også have ”Mojo club”, som Kenn Lending i sin tid skrev som en hyldest netop til Mojo Blues Bar, og der var gang i dansegulvet. Kenn Lending Blues Band kvitterede med soloer fra alle medlemmer, og så blev der rundet af med den uundgåelige ”Got my mojo working”. Lendings guitarsoloer var højenergiske, Lasse Storgaard ville også være med, og sandelig om ikke Søs Niviak blev hevet op fra publikum og gæstede med en glimrende mundharpesolo.

Superlækker

Kenn Lending Blues Band viste virkelig klassen, men der var mange flere højdepunkter i vente. Et af dem var Fabian Vangs (guitar) og Richard Farrells (vokal, guitar og tamburin) nye orkester Sonic Saliva.

Sammen med Anders Toft på trommer, Søren Bøjgaard på bas og Emil Balsgaard (keyboard) præsterede de en superlækker og soulfuld optræden.

Vi fik fem numre fra bandets debutalbum, startende med den fede ”Journey’s bend”. Bøjgaards basgang var groovy, og Fabian Vang gav en typisk twangy guitarsolo. Den langsomme ”Underground” fulgte, og dernæst en næsten hill country blues’et, men også funky ”Surrender now” med tung bas af en rigtig velspillende Søren Bøjgaard.

Arrangementerne fik virkelig den sjælfulde side af Richard Farrells vokal frem, og sangene, alle originale kompositioner af Vang & Farrell, tryllebandt publikum. Sonic Saliva sluttede med ”Brave and bold” og den tungt funky ”Where to go from here”, og man var helt sikkert sulten efter mere fra dette band.

Allestedsnærværende

I stedet førte næste sceneskift frem til Pay Day, og det var heller ingen dårlig byttehandel. Søren Bøjgaard kunne blive på scenen, Asmus Jensen satte sig bag trommesættet, og Oscar Mukherjee var på vokal og guitar. Andenguitarist var i dagens anledning den allestedsnærværende Joachim Svensmark i stedet for orkestrets ellers faste mand Jakob Holm.

Med to så stærke guitarister kunne det næsten kun blive godt, og det blev det da også. Pay Day lagde ud med en slæbende boogie a la Jimmy Reed, Oscar Mukherjees egen ”That’s love (in the 3rd degree)”, efterfulgt af den twangy, ringlende ”California (It’s been too long)”.

Rytmesektionens arbejde sad lige i skabet, og igen bemærkede man Søren Bøjgaards fede, elastiske basspil. Foran tryllede de to guitarister, og det var en sand fornøjelse at se og høre en storsmilende og virkelig velsyngende Oscar Mukherjee. Især på den afsluttende slow sort-of-blues ”Domino” lod han strengene gnistre, og det var ganske enkelt sublimt. Et virkelig fedt band!

Fænomenal

Nu var musikerne i TogoRhino dukket op, og endnu en gang blev man vidne til en fænomenal optræden af et forholdsvis nyt orkester. Der var naturligvis tale om erfarne folk, men TogoRhinos sammensætning og koncept er stadig en relativt ny foreteelse. Peter Nande på mundharpe, vokal og percussion, Alain Apaloo på guitar og Sal Dibba på trommer og percussion manglede deres sædvanlige fjerdemand Olav Poulsen, men i hans sted fandt man – du gættede det! – Joachim Svensmark.

Det blev endnu endnu en pragtpræstation af Svensmark, der med stor autoritet trådte ind i TogoRhinos blanding af afrikansk blues og amerikansk trance blues. Og det lød afsindig godt, da bandet satte i med ”Back door man”, sunget af Peter Nande. Forvrænget guitar boltrede sig over et dybt hill country-groove, forankret i Sal Dibbas virtuose trommespil. Og Jochim Svensmark bød ind med fede soloer både på denne og på Blind Willie Johnsons gospel blues ”Everybody ought to treat a stranger right”, der fulgte efter.

Alain Apaloo førte an på ”Rosie”, en fængselsblues, som kan spores tilbage til Alan og John Lomax’ optagelser i Parchman Farm-fængslet i 1948. Apaloos bouncy guitar-riff lagde grunden, og når Joachim Svensmark og Peter Nande ikke skiftedes til at brillere med soloer, tog publikum del i call-and-response med den veloplagte Alain Apaloo. TogoRhino satte en fantastisk stemning.

Stor og fyldig lyd

Så blev der atter skiftet stil, idet det blev tid til at høre Mama’s Blues Joint. Forsanger Lene Strøyer stillede med bandet i en lidt alternativ opsætning: Peter Klitgård på guitar, Johan Bylling Lang på saxofon, Hendrik Jørgensen på trompet, Niels Ratzer på trommer, Henrik ”SP” Schou Poulsen på bas og Lasse Storgaard på tangenter.

De havde en stor og fyldig lyd, som pakkede Lene Strøyers soul’ede sange perfekt ind, og Mama’s Blues Joint gav et rigtig flot sæt. De lagde ud med den funky ”Soulkitchen”, der lige som Kenn Lendings ”Mojo club” blev skrevet til og om Mojo Blues Bar. SP hev fede toner ud af bassen, og Bylling Lang og Jørgensen udvekslede fremragende blæsersoloer.

Under den flotte, flotte soulballade ”Missing you” var der stort bifald til Peter Klitgårds guitarsolo, og den blødt funky ”Let it rain” fik klædelig New Orleans-stemning af blæsernes punkterende trut. Der blev rundet af med en langsom og sensuel version af The Rolling Stones’ ”Miss you”, hvor Lene Strøyer kom ned på gulvet og sang sammen med publikum, mens Peter Klitgårds slide-guitar sang stemningsfuldt fra scenekanten.

Slagkraft

Også Fried Okra havde en alternativ line-up denne aften. Trommeslager Thomas Crawfurd var forhindret i at deltage, så de faste folk Morten Lunn (guitar og vokal) og Anders Wallin (bas) var suppleret med Niels Ratzer (trommer) samt Claus Toft (guitar og vokal) og Thomas Melau (mundharpe).

Det gav god slagkraft til deres tunge hill country blues, og det lod til at inspirere Morten Lunn. I hvert fald både sang og spillede han med forbilledlig energi og engagement.

Det hørte man først på ”You can howl”, hvor gode soloer fra Claus Toft og Thomas Melau gav Morten Lunns intense vokal kamp til stregen. Claus Toft sang det næste nummer, inden Morten Lunn satte trumf på med ”I been working”. Her dryssede der nærmest puds ned fra vægge og lofter sig under Lunns superaggressive slide-bombardement i et nummer, der bare steg og steg i intensitet.

Tonstunge

Den veloplagte Niels Ratzer bag trommerne spillede sit tredje sæt i træk, da han bakkede duoen Jake Green & Danny Linde op. Med sig havde de to sangere og guitarister også Thomas Birck på bas. Danny Linde spillede slide på flere numre, blandt andet på den tonstunge blues ”Drink with the devil”, der indledte sættet og bød på aggressive soloer af begge guitarister.

Den tunge stil fortsatte med standarden ”Crawlin’ king snake”, der lige som det første nummer blev sunget af Danny Linde. Jake Green bød ind med en sej, men også elegant guitarsolo, inden han selv oplod sin tordenrøst på de to sidste numre.

Det var først Hans Rosenbergs ”Dark clouds”, igen med godt slide-arbejde af Danny Linde og en flot solo af Green, spillet med ubesværet elegance.

Og så måtte man bare igen konstatere, at Jake Greens stemme er en veritabel naturkraft. Skulle nogen stadig have været i tvivl herom, må tvivlen være forduftet under den afsluttende, dunkende ”Ho-hum”, hvor Green så også lige med en flænsende guitarsolo markerede, at han er en fremragende guitarist.

Ud på natten

Klokken nærmede sig nu midnat, og Bluesnews.dk måtte takke af, mens Mike Andersen og Jens Kristian Dam stillede op på scenen. Programmet ville vide, at også Sahra da Silva skulle give en optræden, inden der var planlagt jamsession under ledelse af Simon Ørregaard.

Festen på og for Mojo Blues Bar kunne således fortsætte et godt stykke ud på natten. Og der var bestemt også noget at fejre og god grund til at lægge nogle penge i baren, for blues-Danmark kan ikke undvære Mojo Blues Bar. Det bevidnede aftenens stjernebesætning, der jo bestod af musikere, som alle skylder en stor del af deres karriere til spillestedet i Løngangsstræde.

Det blev en aften med mange store, ja, magiske musikalske øjeblikke. Måtte det blive til mange flere af den slags, og mindst fyrre år mere med Mojo Blues Bar!