Tekst: Jakob Wandam
Riverboat Jazz Festival er en tradition, ikke bare for silkeborgenserne, men for mange danskere i det hele taget. Festivalen har siden 1966 præsenteret trad jazz og New Orleans-musik, oprindeligt på både på Gudenåen, sidenhen på spillesteder rundt om i byen.
Dette års Riverboat Jazz Festival finder sted fra tirsdag den 25. juni til søndag den 30. juni. Også i år er der ud over jazzen flere blueskoncerter på programmet, blandt andet i forbindelse med torsdagens ”Bluesnight” i Torvelteltet, som er sponsoreret af B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association.
Desuden må det som altid understreges, at efter som Riverboat Jazz Festival har sit primære fokus på New Orleans-jazzen, er blues en essentiel ingrediens i meget af musikken – også hos nogle af de bands og kunstnere, som vi ikke sætter fokus på her. Derfor kan det godt betale sig for bluesfans at orientere sig yderligere i Riverboats fulde program, som kan ses på hjemmesiden her.
I det følgende vil Bluesnews.dk imidlertid guide dig til, hvor du først og fremmest finder bluesen på Riverboat Jazz Festival 2024. Der er fri entré til alle de omtalte arrangementer, hvilket i øvrigt er tilfældet ved næsten alle festivalens koncerter.
Torsdag den 27. juni
Som nævnt begynder festivalen allerede om tirsdagen, men vi skal frem til torsdag for at finde de første blueskoncerter. Det begynder klokken 18.30 i Danspån-teltet på Havnen, hvor der er duo-koncert med de to pianister Lasse E. Jensen & Tom Skovgaard. Lasse E. Jensen, også kaldet Boogie-Lasse, er Danmarks fremmeste boogie-woogie-pianist med to (i øvrigt rigtig glimrende) cd-udgivelser på cv’et. Han er fast inventar på Riverboat Jazz Festival og har også spillet på adskillige store boogie-woogie-festivaler i udlandet. Tom Skovgaard var fra 2008 til 2022 manden bag årlige Piano Battle-arrangementer i Ballerup (læs for eksempel her og her). Selv spiller han især swing, ragtime, boogie-woogie og stride og har tidligere spillet i Peruna Jazzmen med mere.
Allerede en halv time senere, klokken 19, er der koncertstart på Handijazz-scenen i Grønnegade. Her optræder New Orleans rhythm & blues-bandet The Vooo Ca Ray. Orkestret er veteraner på Riverboat Jazz Festival (læs for eksempel her) og består af Emil Otto (klaver og vokal), Søren Pedersen (trommer og vokal), Christian Pedersen (bas), Jonathan Bruun Meyer (trombone) og Scott Westh (trompet). The Vooo Ca Ray har også spillet på Aarhus Jazz Festival og Copenhagen Jazz Festival med mere.
Den efterhånden traditionelle ”Bluesnight” på festivalen begynder klokken 19 i Torveteltet, som sjovt nok står på pladsen med det originale navn Torvet! Her finder en sjælden koncert med Blue Junction sted. Bandet blev egentlig opløst omkring 2009, men har siden da, med års mellemrum, spillet sporadiske reunion-koncerter, og sådan én finder altså sted på Riverboat Jazz Festival. Blue Junction består af Ole Frimer (guitar og vokal), Uffe Steen (guitar), Morten Brauner (bas) og Claus Daugaard (trommer). Det er fire folk fra toplaget af dansk blues med deltagelse i bands som Shades of Blue, Grarup Allstars, Trouble Cats, Kent T. & the Delta Grinders og Ole Frimer Band.
Bluesaftenen fortsætter i Torveteltet klokken 21 med Big O & the Blue Quarters. De østjyske koncertfavoritter, som består af nogle af landets dygtigste yngre bluesmusikere, spiller både egne numre og covers af jump blues-, West Coast blues- og West Side Chicago blues-kunstnere. Det er Oscar Martin ”Big O” Eriksen (vokal og mundharpe), Søren Schack (guitar), Frederik Tygesen (guitar), Mathias Rindom (trommer) og Filip Dybjerg (bas), der udgør Big O & the Blue Quarters. De suppleres af Niels Mathiasen og Morten Elbek på saxofon.
På Evald Brasserie & Café, der er en del af Papirfabrikken-komplekset, spiller Jazz Five klokken 21.30. Jazz Five har i mere end 25 år været en af de mest markante spillere på den danske scene for New Orleans-musik. Kvintetten er sammensat af Johan Bylling Lang (alt- og barytonsaxofon), Jeppe Zacho (tenorsaxofon), Jonas Starcke (bas og vokal), Stefan Andersen (trommer og vokal) og Esben Hillig (klaver). På dette års Riverboat Jazz Festival er Johan Bylling Lang dog erstattet af Stefan Ringive.
Tid – Kunstnere – Sted
18.30 – Lasse E. Jensen & Tom Skovgaard – Danspån-teltet, Havnen
19.00 – The Vooo Ca Ray – Handijazz
19.00 – Blue Junction – Torveteltet
21.00 – Big O & the Blue Quarters – Torveteltet
21.30 – Jazz Five – Evald
Fredag den 28. juni
Fredag eftermiddag klokken 14.30 er duoen Lasse E. Jensen & Tom Skovgaard tilbage i Danspån-teltet på Havnen. Samme sted kan man klokken 17.30 gå til koncert med Mama Shakers, et Paris-baseret band, som ledes af den svenskfødte sangerinde, trompetist og vaskebrætspiller Angela Strandberg. De øvrige medlemmer er Hugo Proy (klarinet og vokal), Baptiste Hec (guitar og vokal), William Öhlund (banjo og vokal) og Gabriel Seyer (bas og vokal). Mama Shakers er inspireret af 1920’ernes jug band-musik, country blues og hot jazz, og de har udgivet tre album, senest Every time I go back home, der udkom sidste år.
Om aftenen indtager Riverboat-veteranerne King Pleasure & the Biscuit Boys Danpån-teltet. Det er klokken 22.30, at den engelske sekstet spiller Kansas City blues og -jazz. King Biscuit & the Pleasure Boys består af Mark Skirving alias King Pleasure (vokal, tenor- og barytonsaxofon), John Battrum (tenor- og altsaxofon), Mathew Foundling (klaver), Christopher Shirley (guitar), Craig Sunderland (kontrabas) og Gary Barber (trommer), og man kan forvente rhythm & blues, jump blues, swing, jive og boogie-woogie.
På Skoletorvet kan man klokken 19 høre det svenske orkester Blues Escape. Bandet opstod i 2016 som en fusion af bluesbandet Hill Blue Unit – Örjan Hill (klaver), Torbjörn Stenson (saxofon og guitar), Lars Mellqvist (bas) og Åke Göransson (trommer) – og sangerinden Johanna Lillvik. De skulle egentlig kun spille en enkelt koncert, men det gik så godt, at de begyndte at turnere sammen, og i 2020 udsendte de debutalbummet, der blot hed Blues Escape feat. Johanna Lillvik. Blues Escape spiller især New Orleans-orienteret musik, hvor de blander elementer af blues, gospel, jazz, soul, latin- og voodoo-rytmer, boogie-woogie og rhythm & blues. Hill Blue Unit blev dannet (som Hill Blues Unit) i 2002 og udgav cd’en Watch that jive! i 2008. Johanna Lillvik udsendte soloalbummet The love hate syndrome i 2022.
Sidst på aftenen er det Jazz Five, der underholder på Skoletorvet, nemlig klokken 23. Mama Shakers spiller dagens anden koncert klokken 20.45, denne gang i Torveteltet, og på samme scene står klokken 22.30 trioen SP Just Frost. Henrik ”SP” Schou Poulsen (bas), Esben Just (klaver og vokal) og Søren Frost (trommer) har siden 1998 udgjort spydspidsen for New Orleans-R&B i Danmark. Der har været pauser undervejs, inklusive en periode som Skipper Just Frost, men SP Just Frost står stadig i dag som de fremmeste formidlere af musikken og stemningen fra the Big Easy, både gennem fortolkninger af genrens standarder og egne kompositioner.
I gårdhaven hos spisestedet Babba i Nygade spiller The Vooo Ca Ray klokken 21.30, og på Evald er der gensyn med Blues Escape samme tid.
Tid – Kunstnere – Sted
14.30 – Lasse E. Jensen & Tom Skovgaard – Danspån-teltet, Havnen
17.45 – Mama Shakers – Danspån-teltet, Havnen
19.00 – Blues Escape – Skoletorvet
20.45 – Mama Shakers – Torveteltet
21.30 – The Vooo Ca Ray – Babba
21.30 – Blues Escape – Evald
22.30 – King Pleasure & the Biscuit Boys – Danspån-teltet, Havnen
22.30 – SP Just Frost – Torveteltet
23.00 – Jazz Five – Skoletorvet
Lørdag den 29. juni
Lørdagen byder på en del gensyn med gårsdagens bands – og dermed naturligvis muligheder for at se dem, man måtte være gået glip af dagen før. I Torveteltet gælder det Mama Shakers, som spiller klokken 18.15, og King Pleasure & the Biscuit Boys, som optræder klokken 20.
På Skoletorvet kan man høre Blues Escape klokken 20.15, og sandelig om ikke King Pleasure & the Biscuit Boys også dukker op her, nemlig klokken 23.45. Danspån-teltet byder på koncert med SP Just Frost klokken 21 og fortsætter med mere fed New Orleans-musik med Jazz Five klokken 22.45.
Måske ikke helt overraskende er der også New Orleans-toner i Nola Love. Også dette orkester blander klassikerne med egne, dansksprogede numre, skrevet af bandets forsanger og pianist Morten Fischer. Han skriver med masser af humor, men også om alvorlige emner som på den overraskende upbeat publikumsfavorit ”Tal med din ven om døden”. Morten Fischer suppleres af Andreas Svendsen (trommer), Matthias Petri (bas), Asbjørn Kamban (trompet), Roald Elm-Larsen (tenorsaxofon) og Laurits Bilén (trombone), og de spiller på Evald Brasserie & Café klokken 22.30. Nola Love har eksisteret i omkring ti år og er fast inventar både på Riverboat og Copenhagen Jazz Festival. De udgav et selvbetitlet album i 2016.
Tid – Kunstnere – Sted
18.15 – Mama Shakers – Torveteltet
20.00 – King Pleasure & the Biscuit Boys – Torveteltet
20.15 – Blues Escape – Skoletorvet
21.00 – SP Just Frost – Danspån-teltet, Havnen
22.30 – Nola Love – Evald
22.45 – Jazz Five – Danspån-teltet, Havnen
23.45 – King Pleasure & the Biscuit Boys – Skoletorvet