Lørdag den 10. november 2018 kl. 21 er der atter mulighed for at se og høre Sugaray Rayford live i Danmark, når han indtager Kedelhuset i Silkeborg.
Den amerikanske soul blues-sanger og -sangskriver Sugaray Rayford er en stor mand. Med sine 198 centimeters højde rager han godt op i landskabet, og tilmed er han ganske bred.
På en scene bevæger han sig dog ubesværet omkring som en anden James Brown, og når han stamper i gulvet, giver det genlyd i et hvert koncertlokale.
Kraftfuld
Tilmed er Sugaray Rayford begavet med en kraftfuld stemme med masser af sjæl, en god portion humoristisk sans og en befriende selvironi. Og så er han god for fin publikumskontakt og beundringsværdig opmærksomhed over for sit band.
Den 49-årige sanger, der er på hjemmebane i L.A. i Californien, men født og opvokset i Texas, er hoppet ind på scenen og har på ganske få år opnået en position i toppen af amerikansk blues- og soulmusik.
Sugaray Rayford kommer forbi Kedelhuset og Silkeborg for første gang, og det gør han med sit syvmands-orkester, der bl.a. tæller blæsergruppen fra Amy Winehouses band.
Hovednavn
Sugaray Rayford har i de sidste fire år været hovednavn på en række amerikanske og europæiske festivaler, og hans shows er fyldt med power med the big man som en eksplosiv energiudladning.
Ved siden af sit band er Sugaray Rayford også medlem af det til forskellige lejligheder sammensatte bluesband The Mannish Boys – et band, som tæller nogle af de største amerikanske bluesmusikere – og det er ikke mindst via dette kollektiv, at han er gået hen og er blevet et pænt stort navn i USA og Europa.
Sugaray Rayford har indtil videre tilvejebragt 4 stk. veloplagte albums. Det seneste udspil udkom 1. september 2017 med titlen The world that we live in.
Blues Music Awards
Rayford er her i 2018 nomineret til 4 Blues Music Awards: Soul Blues Album, Soul Blues Male Artist, Instrumentalist – Vocals og B.B. King Entertainer of the Year.
Alle disse nomineringer viser med al tydelighed, at Sugaray Rayford hører til den absolutte top inden for genren. Et festfyrværkeri af blues og soul venter, når den store mand og hans orkester står på scenen i Kedelhuset.
Bandet består af:
Gino Matteo – guitar
Ralph Carter – bas
Lavell Jones – trommer
Leo Dombecki – keyboards
Allan Walker – saxofon
Gary Bivona – trompet
Billetter kan købes via Silkeborgbilletten.dk. Koncerten arrangeres af B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association.
Læs Bluesnews.dk’s interview fra 2017 med Sugaray Rayford her.