Tornado-opvarmning for Tedeschi-Trucks Band i Odense.

Risager2Af Peter Widmer

Thorbjørn Risager & The Black Tornado bliver opvarmnings-band for Tedeschi Trucks Band på Amfiscenen i Odense, fredag den 3. juni, 2016.

Dette proklamerede Thorbjørn Risager for første gang offentligt fra scenen på Posten i Odense den 4. maj, hvor Thorbjørn Risager & The Black Tornado gav koncert.

Ifølge Black Tornado-medlemmet – hornmanden Peter Kehl – har opvarmningsjobbet været aftalt i et par måneders tid. Men Morten Østlund fra Posten, der står bag koncerten, og Thorbjørn Risager & The Black Tornado blev enige om at holde tæt indtil afviklingen af orkesterets optræden samme sted forleden.

Og hvordan kom opvarmningsjobbet så i stand? Peter Kehl fortæller til Bluesnews.dk:

– Opvarmningsjobbet kom i stand efter at jeg havde set, at Tedeschi Trucks Band skulle spille i Odense. Jeg bad så vores booker Annika Westmann om at skrive til Morten Østlund på Posten og spørge, om vi ikke skulle varme op for dem.

Det syntes Morten Østlund åbenbart var en god idé, og nu er katten altså sluppet ud af sækken, og der er virkelig lagt op til en forrygende koncert.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado er nemlig en aldeles toptunet enhed, og vil utvivlsomt opfylde deres mission: at varme publikum godt og grundigt op, før Tedschi Trucks Band går på scenen.

Både publikum og Tedeschi Trucks Band kan være godt tjent med den valgte opvarmning, og der skal nok blive hedt fra start til slut på Amfiscenen i Odense, fredag den 3. juni.