Twang udgiver album i april

Tekst: Jakob Wandam

Som vi tidligere har fortalt her på Bluesnews.dk, har trioen Twang arbejdet på et nyt album, Propaganda, som nu er sat til udgivelse på vinyl den 6. april. Den 17. maj udkommer Propaganda på streaming- og download-tjenesterne, mens en cd-udgivelse er sat til ”et senere tidspunkt”.

Twang er kendt for deres festlige stringband-musik, som trækker på den amerikanske folkemusiktradition og inkorporerer blues, bluegrass, country med mere. Det har hidtil resulteret i tre albumudgivelser: Bibzy beddle (2017), Live tapes, volume 1 (2019) og Svante Sjöblom & Twang (2020).

Moderne kontekst

Twang
Foto: Frank Nielsen

Propaganda er det stadig de samme rødder, der præger strengeinstrumenttrioens musik, men med en række nyskrevne sange trækker Twang musikken ind i en moderne kontekst. ”Historiefortællingen på Propaganda har ikke fat i de klassiske folk-temaer om rislende bække og iste på verandaen, men griber derimod fat i livet i det moderne samfund krydret med fantasifulde karakterer: Hvaler, der tager til det ydre rum for at redde verdenshavene, en snegl, der drømmer om et hurtigere liv,” fortæller Twang i en pressemeddelelse.

De fortsætter: ”Tematikkerne kredser om, hvordan vi forholder os til klimaet, der forandrer sig, sammensmeltningen af den virkelige og virtuelle verden og kampen mod et digitalt fængsel. Albummets titelnummer ”Propaganda” er en komisk kommentar til kultdannelsen omkring personer og sager, der lover dig frelse, guld og grønne skove, men som egentlig bare vil have fat i dine penge.”

Det legende

Hverken historiefortællingen eller humoren er naturligvis nye for Twang, lige som begge dele traditionelt er vigtige bestanddele i folkemusikken. Har man set Twang live, ved man også, at det legende spiller en stor rolle i deres musikformidling, og det er sådan, figurerne i deres sange er opstået.

Twang
Foto: Frank Nielsen

“Karaktererne er en del af vores måde at kommunikere med hinanden. Historiefortælling er en vigtig del af vores band og en stor del af vores sceneshow. Vi improviserer – både i musikken og i de historier, vi opdigter mellem numrene.”

”Nogle gange er en sang blot en sang, og en historie bare en historie. Andre gange er det et forsøg på at videregive noget underliggende. Når man laver en historie, får man en unik adgang til folks hjerter og hjerner. Og med komik kan du få lov til at sige noget vigtigt og alvorligt, uden at det skal være højtideligt,” siger Twang.

Gennemproduceret

Twang
Foto: Frank Nielsen

Propaganda er Twang gået væk fra live-udtrykket og er bevidst gået efter en mere gennemproduceret lyd. Det giver også plads til et vist jazz-præg, og resultatet er et album, der minder om progressive bluegrass-bands som Nickel Creek og Punch Brothers.

Twang består af Thyge van Dassen (violin og vokal), Spencer Gross (guitar, mandolin, kontrabas og vokal) og Peter Banks (banjo, kontrabas og vokal). På albummet medvirker desuden Paul Banks (kor) på en version af standarden ”Sheik of Araby”.

Propaganda er hovedsageligt indspillet i et sommerhus i Liseleje af bandet selv. Albumcoveret er designet af illustratoren Patrick Steptoe, hvis humoristiske streg bringer albummets karakterer til live.