To af landets største bluesfestivaler løb af stablen i weekenden, 1-2 november. Både i Horsens og Frederikshavn var der således linet op med programmer præget af internationale topnavne. Således var Blues Festivalen i Horsens ‘headlinet’ af Eddie Clearwater og Canned Heat og en solid lineup af internationale, nationale og lokale bluesartister. Thorbjørn Risager modtog Blueskartellets Ærespris om lørdagen. “Thorbjørn Risager brænder igennem, uanset hvor man ser ham. På scenen, i studiet, på skærmen, og altid med fokus på den blå tone og den blå følelse, han er en fornem repræsentant for. Hans stemme er ganske enkelt skabt til blues”, sagde blueskartellets formand, Carsten Mellson.
Det var sjette gang, prisen blev uddelt. De tidligere modtagere af Blueskartellets Ærespris er Jens Juul, Mike Andersen, Ronni Boysen, Ole Frimer og Uffe Steen. Prisen uddeles til en dansk blueskunstner, der har gjort en ekstraordinær indsats for det danske bluesmiljø.
“Vi er utroligt glade efter en forrygende festival med en fantastisk stemning begge dage. Hele vejen igennem har vi haft et særdeles højt musikalsk niveau, og vi er nået ud i mange af bluesmusikkens mangfoldige kroge – og netop variationen vil fortsat være et af festivalens varemærker, også til næste år. Publikum må gerne opleve genkendelsens glæde, men vi vil også gerne overraske og udfordre dem lidt”, siger Carsten Mellson.
Også i Frederikshavn var der mødt et talstærkt publikum op. Således oplevede over 500 besøgende en to dags festival med et internationalt præget program, der sjældent er set stærkere på disse breddegrader. Blandt hovedattraktionerne om fredagen var ‘West Coast Blues Masters’ – med bl.a Junior Watson og Fred Kaplan (se videoen ovenfor) og Earl Thomas og Smokin’ Joe Kubek & Bnois King om lørdagen.
“Blues kan man jo ikke lige få alle steder, og der er en del herinde, der snakker norsk og svensk – og også nogle tyskere. De folk, der virkelig brænder for musikken her, kører gerne efter det, og man kan jo få færdigpakken med to dages blues og overnatning på et af byens hoteller”, forklarer Peter Astrup, der er manden bag festivalen.
Læs mere på de to festivalers hjemmesider – Blueskartellet.dk & Bluesfestivalen.dk