Tekst: Jakob Wandam
Danmarks største bluesfestival, Blues Heaven i Frederikshavn, er klar med de tre første navne til dette års bluesfest, der finder sted i Arena Nord den 6.-7. november.
Første navn er ”the king of the chitlin circuit,” 86-årige Bobby Rush. Rush er en af genrens absolutte veteraner med omkring 70 års erfaring som performer og spiller en funky blues og rhythm & blues, som han selv ynder at kalde ”folk funk.”
Bobby Rush modtog i 2017 en Grammy for sit album Porcupine meat, og ved dette års prisuddeling, der finder sted om få dage i Los Angeles, er Rush endnu en gang nomineret, denne gang for Sitting on top of the blues. Han har endvidere modtaget 12 Blues Music Awards og været nomineret i alt 47 gange.
Det er dog som showman, at Bobby Rush har skabt sig legendestatus. Han live-optrædener er kendt for en enorm energi og en stor portion humor. Bluesnews.dk oplevede Bobby Rush på Baltoppen LIVE i Ballerup, sidste gang han besøgte Danmark, og kunne konstatere, at både hans professionelle tilgang og musikalske kunnen stadig var intakt (læs mere her).
Bobby Rush optræder på Blues Heavens Spar Nord Stage lørdag aften.
Erfaren herre
64-årige Tommy Castro, der lige som Bobby Rush er amerikaner, er også en erfaren herre. Han albumdebuterede i 1996 og har foreløbig udsendt 15 plader i eget navn. Den seneste er live-abummet Killin’ it (2019).
På Killin’ it er Tommy Castro som sædvanlig bakket op af sit band The Painkillers – Randy McDonald (bas), Bowen Brown (trommer) og Mike Emerson (keyboards) – og det er også tilfældet, når han spiller på Blues Heavens Royal Stage fredag aften.
Tommy Castro & the Painkillers spiller soul-influeret bluesrock og er blandt andre påvirket af Albert King og Buddy Guy. Tommy Castro er indehaver af seks Blues Music Awards, heriblandt B.B. King Entertainer of the Year-prisen, og er i år nomineret til yderligere to.
Spirende talent
Tredje offentliggjorte navn på Blues Heaven-plakaten er Jontavious Willis. Den blot 23-årige Willis regnes for et af den traditionelle blues’ store, spirende talenter. Amerikaneren har allerede udsendt to album og fik en slags gennembrud med sidste års Spectacular class, der havde selveste Keb’ Mo’ i producerstolen og Taj Mahal som executive producer.
Jontavious Willis gør sig primært i akustisk blues, og på Blues Heaven optræder han solo på caféscenen Atlet Stage om lørdagen. Bluesnews.dk så ham ved en tidligere solokoncert på Dexter i Odense sidste år. Her fik man indtrykket af en musiker med et mangesidet talent, som dog stadig kunne stramme lidt op på sin koncert-opbygning (læs mere her). Det bliver interessant at se, om Jontavious Willis allerede har udviklet på sit koncept.
Blues Heaven vil løbende offentliggøre flere festivalnavne på sin hjemmeside her, hvor man også kan finde links til billetkøb og yderligere oplysninger.