Dansk blues delte priser ud i Randers

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Den danske bluesverden fejrede sig selv onsdag aften den 13. august, da Danish Music Awards (DMA) Blues løb af stablen, traditionen tro i Randers, hvor det igen i år var Ridehuset, der var rammen om festlighederne.

DMA Blues har været en omdiskuteret størrelse, siden der i 2013 første gang blev afholdt et særskilt prisoverrækkelsesarrangement for bluesmusikken (læs mere om DMA Blues’ historie her). Kritiske røster har problematiseret den tendens, at mange af de optrædende ved ceremonien – og sågar en del af de nominerede – ikke har haft hjemme i bluesgenren.

I år skulle det være anderledes. Det danske blueskoryfæ Ole Frimer stod i spidsen for et allstar-band, der skulle bringe bluesen tilbage som midtpunkt for dens egen fest.

Lokal helt

Først og fremmest er DMA Blues dog selvfølgelig en prisfest, og der blev uddelt fire priser onsdag aften. Ud af det Blå-Prisen var den første, og denne nybrudspris blev tildelt René Nielsen, der optræder under kunstnernavnet Renay. Dermed kunne Ridehuset fejre en lokal helt, for den unge sanger har netop hjemme i Randers.

Renay deltog i 2015 i tv-talentprogrammet X factor, men blueselskere kender ham nok især fra sangen ”Learn to love again”, som han i 2022 sang duet med Sahra da Silva på (læs her). Dennis Ahlgren, medlem af ROSA – Dansk Rock Samråds bestyrelse, overrakte prisen til Renay, som tog imod den sammen med sin faste sparringspartner, producer, bassist og sangskriver Nikolaj Lippert.

De øvrige nominerede til Ud af det Blå-Prisen var One-Eyed Mule, Big Martin og David Miilmann.

Til samlingen

Blues Liveprisen blev overrakt af Marianne Lewandowski fra Dansk Artist Forbund, som kunne tildele trioen Aegteskab statuetten. Mike Andersen, Michael Blicher og Eddi Jarl var som Aegteskab sidste års modtager af hæderen for Årets Dansk Bluesudgivelse (læs her), og nu kunne de altså føje endnu en pris til samlingen. Mike Andersen har i forvejen fire statuetter, som solokarrieren har bibragt ham.

Aegteskab spiller en svært rubricerbar blanding af blues, jazz og soul med mere, som man kan høre det på deres debutalbum Aegteskab (læs anmeldelse her). Vil man stifte bekendtskab med deres nu prisbelønnede live-show, har man muligheden, når Aegteskab tager på turné rundt i landet i september og oktober (se datoerne i Bluesnews.dk’s koncertkalender her).

Ud over Aegteskab havde DMA Blues-fagjuryen nomineret Trainman Blues, Alain Apaloo og såmænd Mike Andersen som solist. Juryen var i øvrigt udpeget af Tempi, JazzDanmark, ROSA, Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund og Jysk Blues Netværk og bestod af Mette Fossing, Bjarne Rask, Tue Lund-Christensen, Trine Buhl, Sahra da Silva, Jakob Wandam, Charlie Tambaur, Sabina Smailagic, Rikke Barner, Troels Skjærbæk, Betina Følleslev og Ole Albrechtsen.

Første DMA-pris

Til prisen for Årets Danske Bluesudgivelse var H.P. Lange Big Gumbo: Everything’s alright, Thorbjørn Risager & the Black Tornado: House of sticks, Alain Apaloo: Naked og The Downshifters: Blues/roots/wellness i spil, og det blev Alain Apaloo, der kunne tage statuetten med hjem. Det var Alain Apaloos første DMA-pris, om end han også var nomineret for debutalbummet Flying vision i 2008.

Dansk Musiker Forbunds Louise Negro overrakte prisen til Alain Apaloo, der ud over at synge og spille guitar og dobro også har skrevet de fleste af numrene på Naked, som han endvidere har co-produceret sammen med Kurt Rosenwinkel.

Bluesnews.dk’s anmelder kaldte Naked for ”et rigtig, rigtig godt album, der udstiller Alain Apaloos evne til at kombinere delta blues, folk og ørkenblues i et lydbillede, der er helt hans eget, og som fanger lytteren ind uden at slippe taget, før sidste tone er spillet” (læs hele anmeldelsen her).

Musikmafioso

Den sidste pris var ildsjælshæderen Årets Hoochie Coochie Man, og den blev tildelt spillestedsleder, booker, tourmanager, guitartekniker og selvudnævnt musikmafioso Bjarne Rask. Bjarne ”KingBee” Rask har i noget nær en menneskealder virket for kulturlivet i Vejle og for hele den danske bluesscene, hvor han har været en uvurderlig støtte for både up-and-coming kunstnere og etablerede navne.

Bjarne Rask har også været ansvarlig for at få utallige store udenlandske bluesnavne til landet – hvoraf mange er blevet hans personlige venner – og i en årrække arrangerede han sine ”KingBee ExBLUESive”-koncerter i Bygningen i Vejle, hvor publikum fik mulighed for at se danske og internationale bluesstjerner i unikke konstellationer.

Desuden kan Bjarne Rask skrive medstifter af Rytmisk Musikforening Vejle og Bluesforeningen Crossroads og bestyrelsesmedlem i foreningen Rytmisk Musik Danmark på sit cv. Han blev overrakt beviset for DMA-hæderen af musikeren og vennen Mike Andersen.

Blandet

Aftenens live-musik var delt op i fire sektioner, hvor allstar-bandets musikere blev blandet på forskellig vis. Det allerførste musikindslag var dog en duet mellem aftenens konferencier, Viktoria Siff med kunstnernavnet Loud Tiger, og sangerinden og guitaristen Kajsa Vala. De sang deres nyskrevne nummer ”Trouble”, en langsom, nedbarberet sag med blueslicks fra Kajsa Valas guitar. Det var en fin performance med indlagt call-and-response med publikum.

Herefter kom den første iteration af allstar-bandet på scenen, og det var også aftenens klart bedste optræden. Sahra da Silva på vokal og tamburin stod i spidsen for Ole Frimer og Olav Poulsen (guitar), Niels Mathiasen (saxofon), Ida Gormsen (bas) og Mads D. Andersen (trommer), og de gav tre af da Silvas egne sange.

Sahra da Silva var i aldeles forrygende form med et kæmpe vokalt overskud på to virkelig lækre, soul’ede numre. Det første var en koncis og skarp fremførelse af ”Just a little bit crazy” med en fed energi på en bund af Mads Andersens spændstige trommespil og Niels Mathiasens skønne saxofonklange.

Balladen ”Learn to live again” fulgte, meget passende med Renay som duetpartner for da Silva. Det var lækkert og cremet, og især når de to sang harmonier over hinanden, var det aldeles magisk. Meget, meget flot!

Bandet spillede eminent og super-tight, og det blev ikke ringere med den afsluttende ”Blues man”. Niels Mathiasen bød ind med en fed sax-solo, og Ole Frimers korte og koncise guitarsolo var suveræn. Imens brillerede Sahra da Silva fortsat med flot kontrolleret falset, og hele sættet var en decideret power-præstation af både sangerinde og band.

New Orleans-bluesen

Den anden afdeling orienterede sig især mod New Orleans-bluesen med H.C. Bugge som kapelmester. Han spillede selv guitar og sang desuden for på en version af Chris Kenners ”Something you got”, hvor tempoet var trukket helt ned – næsten for langt. Men det lød godt med det stilige duo-spil mellem Bugges guitar og Niels Mathiasens saxofon, og Henrik Hansen på fyldig mundharpe gav det hele et strejf af Chicago.

Rytmesektionen her var Mads D. Andersen på trommer og Henrik Poulsen på bas. Niels Mathiasen og Henrik Hansen var efterfølgende featured på en herlig instrumental New Orleans-shuffle, hvor de udvekslede blæsersoloer.

Til sidst gik bandet i Chicago blues-modus med Henrik Hansen i den vokale og ikke mindst instrumentale forgrund på Little Walters ”I’m just your fool”. Nummeret havde en pragtfuld energi, og ud over Hansens ekvilibrisme på mundharpen nød det også godt af en skønt vrælende saxofonsolo og elegant, men også råt solospil fra H.C. Bugges guitar.

Eksperimenterende

De mere eksperimenterende takter – i hvert set fra et bluesperspektiv – kom i aftenens tredje sektion, hvor Ole Frimer og Kajsa Vala, begge på guitar og vokal, blev bakket op af Ida Gormsen på bas og Mads D. Andersen på trommer. Kajsa Vala var modsat aftenens øvrige optrædende (med undtagelse af Ida Gormsen) ikke hjemmehørende i bluesen, og planen var da tydeligvis også at vise genren i samspil med andre musikalske retninger.

Publikum var blandt andet blevet lovet, at Steely Dan og Jeff Beck kunne ”anes i baggrunden”, og efter at Kajsa Vala havde ført an i den langsomme, minimalistiske ”Drown”, hvor hun og Ole Frimer udvekslede bluesy licks, fik vi netop fra Jeff Becks repertoire den smukke, instrumentale ”Cause we’ve ended as lovers” (skrevet til Beck af Stevie Wonder). Ole Frimer tryllede med Beck-agtige bends og en virkelig smagfuld solo, og også Kajsa Vala bød ind med stærkt soloarbejde.

Den traditionelle blues blev dog ikke helt glemt, for Bonnie Raitts ”Love me like a man” blev leveret i en sej Kajsa Vala-anført udgave med et tungt blues-groove. Der var soloer fra begge guitarister, men lige så fedt var det at se dem spille sammen og op imod hinanden.

To numre fra Ole Frimer Bands live-ep The B&W sessions (2024) fulgte. Først kom Frimers egen ”Only for strangers”, en funky sag med tommetyk basgang og en ekkovædet, intens guitarsolo af Kajsa Vala. Herefter kastede bandet sig ud i Tom Waits’ ”Temptation”, der var jazzet og med et caribisk beat. I det hele taget viste de to sange Ole Frimer i hans mere jazzede hjørne, og selv om det bestemt er en form, han mestrer, tabte sættet lidt momentum på dette tidspunkt. De to frontfigurer virkede tilbageholdende, og især Kajsa Vala tilbragte en del tid med ryggen til publikum.

Afdelingens sidste nummer havde til gengæld en stor lyd og var rendyrket rock. Kajsa Valas ”Makes the world go ’round” var karakteriseret af tordnende trommer og tung bas og guitar-riffs. Ole Frimer sang kor, og det lød rigtig godt med de to vokalisters harmonier i omkvædet. En fed Frimer-solo satte trumf på.

På sikker bluesgrund

Hvis Frimer & Vala havde testet bluespublikummets tolerancetærskel med deres rundtur i genrens periferi – og der blev altså taget godt imod deres sæt! – bragte aftenens sidste musikalske afdelingen alle tilbage på sikker bluesgrund. Sangeren James Loveless var styrmand i denne sektion, og ham var der bestemt ikke noget tilbageholdende over. Besidder han ikke længere fordums stemmepragt, optræder James Loveless til gengæld med den ægthed og personlighed, der karakteriserer en sand live-kunstner.

Sonny Boy Williamson II’s ”Help me” indledte foretagendet i et dybt Chicago blues-groove, der blev skabt af Henrik Poulsen på bas, Mads D. Andersen på trommer, Henrik Hansen på mundharpe og H.C. Bugge og Olav Poulsen på guitar. Fede, flænsende Bugge-soloer fungerede som perfekt kontrast til Loveless’ patinerede vokal.

Henrik Hansen var intet mindre end fremragende på endnu et Sonny Boy Williamson-nummer, ”Checkin’ up on my baby”. Han spillede riffs og soloer fra scenekanten over rytmegruppens tætte shuffle-spil og Olav Poulsen slide-fills.

Olav Poulsen kunne i øvrigt generelt godt have fået lidt mere plads denne aften – hans store kvaliteter blev ikke udnyttet optimalt – men han var heldigvis featured på spiritualen ”Wade in the water”, som hans slide og Henrik Hansens mundharpe gav en intens, hjemsøgende farvning. Og så er det bare en af de sange, som James Loveless synger virkelig godt, hvilke han her gjorde i call-and-response-samspil med publikum i Ridehuset.

Hele allstar-holdet – minus Sahra da Silva – kom på scenen til den afsluttende ”Everyday I have the blues”, og bevares, det var forventeligt kaotisk, men også festligt. Selv med to bassoloer i træk(!) – både Gormsen og Henrik Poulsen tog en tur – var der næppe nogen publikummer, der forlod salen i utide, og der var også skiftende soloer fra Niels Mathiasen, H.C. Bugge, Henrik Hansen, Olav Poulsen og Ole Frimer, sidstnævnte med Kajsa Valas hånd på gribebrættet.

Efter et toneart-skift tog Ole Frimer over alene med en nærmest forløsende, flående bluessolo, inden han ledte publikum igennem en afsluttende syng-med-seance.

Vendepunkt

Det skal blive interessant at se, om Danish Music Awards Blues 2025 bliver det store vendepunkt for prisoverrækkelsen, som mange havde efterspurgt. Helt perfekt var DMA Blues 2025 ikke – som Viktoria Siff afsluttende bemærkede, ville det for eksempel være rart at se bare en enkelt kvindelig kunstner blandt de nominerede næste år!

Nogle publikummer ville måske ønske sig et endnu mere rendyrket bluesprogram i den musikalske del af festen. Så puristisk stiller dette organ sig ikke, men vi kan dog stilfærdigt konstatere, at det var den traditionelle blues, der fungerede bedst på aftenen – måske ikke så meget på grund af formen som på baggrund af det faktum, at det var hér, musikerne optrådte mest sammenspillet og med det største overskud.