Tekst: Jakob Wandam
Ingen jazz uden blues, og ingen jazzfestival uden blueskoncerter. Sådan synes det i hvert fald at være i Danmark, og det er ikke mindst tilfældet på Riverboat Jazz Festival, der finder sted i Silkeborg fra den 25. til den 29. juni.
Riverboat Jazz Festival har fokus på den traditionelle jazz med udspring i New Orleans, og her indeholder musikken gerne gavmilde doser af blues. Men der er også mere rendyrkede blueskoncerter på Riverboat. Bluesnews.dk har gået festivalprogrammet igennem, og nedenstående er de orkestre, vi mener, man bør være særligt opmærksom på, hvis man kommer til Silkeborg som bluesinteresseret festivalgæst.
De er fri entré til alle de nævnte koncerter, ligesom der i øvrigt er det til langt de fleste arrangementer på Riverboat Jazz Festival. Hele programmet kan ses på festivalens hjemmeside her.
Silkeborgs stolte bluessønner
Buffalo Woman Blues Band er Silkeborgs stolte bluessønner. Orkestret er byens ældste af sin slags og blev dannet tilbage i 1984. Fra den oprindelige besætning er stadig Per Stephensen (guitar), Leon Jørgensen (guitar) og Kim Stephensen (bas) med. Bandets nuværende forsanger Iens Simonsen kom til i 1991, og Buffalo Woman Blues Band omfatter desuden Bjørn Værholt Møller (trommer), Mogens Balle (tangenter) og Thomas Melau (mundharpe). Ved denne lejlighed gæster Josef Baumgartner på keyboards.
Orkestret har base i Silkeborg, men mange københavnere vil kende Thomas Melau fra hovedstadens bluesscener, ikke mindst Mojo Blues Bar, hvor Melau ofte spiller, for eksempel som medlem af Ace of Blues. Både han og Iens Simonsen indgår desuden i bandet Paragraph8ight.
På Riverboat Jazz Festival 2025 spiller Buffalo Woman Blues Band i ”Anita Jæger Teltet” på Torvet torsdag den 26. juni klokken 19. Her er de en del af festivalens traditionelle torsdags-”Blues Night”, som er sponsoreret af den stedlige bluesforening B’Sharp.
French Quarter
Fra Aarhus kommer The Vooo Ca Ray, en kvintet, der tager udgangspunkt i den blues, jazz, R&B og funk, der strømmer fra New Orleans. Navnet kommer af den amerikanske udtale af ”Vieux Carré”, et andet navn for det berømte French Quarter i New Orleans. The Vooo Ca Ray har været fast inventar på Riverboat Jazz Festival i en årrække (læs for eksempel her), ligesom de har spillet på Copenhagen Jazz Festival (se her).
I spidsen for the Vooo Ca Ray står pianisten og sangeren Emil Otto, der ved siden af bandet også virker som solist inden for crooner-jazzen. Han bakkes op af Søren Pedersen (trommer og vokal), Christian Pedersen (bas), Jonathan Bruun Meyer (trombone) og Scott Westh (trompet). Flere af musikerne kendes også fra orkestrene Gumbo Ya-Ya! og Emil Otto & his Nola Four.
The Vooo Ca Ray spiller på Handijazz-scenen – Voksen Handicap Center i Grønnegade – torsdag den 26. juni klokken 19. Dagen efter, fredag den 27. juni klokken 21.30, kan de opleves i restauranten Babbas gårdhave i Nygade klokken 21.30.
Den engelske sangerinde
Den engelske sangerinde Samantha Antoinette Smith har haft en særlig plads på den danske bluesscene siden 2014, hvor hun var i landet for at medvirke i en opsætning af operaen Porgy and Bess i København. På en friaften besøgte hun spillestedet Charlie Scott’s og gæsteoptrådte med det lokale band Jazz Five. Det udviklede sig til et fast turnésamarbejde, og sammen indspillede de et par bluessingler under navnet Samantha-Antoinette & Hidden Agenda.
I 2016 tog Peter Nande initiativ til at samle et egentligt bluesband, som kunne bakke Samantha Antoinette Smith op, når hun optrådte i Danmark. Det blev til Samantha Antoinette & the Chargers, som ud over Smith i dag består af Kasper ”Lefty” Vegeberg på guitar, Asmus Jensen på trommer og Jakob Kirkegaard Kortbæk på bas samt lejlighedsvis Søren Schack på guitar. Schack er også med, når Samantha Antoinette & the Chargers optræder på Riverboat Jazz Festivals ”Blues Night” på Torvet torsdag den 26. juni klokken 21.
Samantha Antoinette Smith har en baggrund som mangeårig solist i London Community Gospel Choir. Hun har sunget kor for blandt andre Luther Vandross, Joe Cocker, James Brown og Paul McCartney og indspillet med for eksempel Jamiroquai og det danske funkband D/troit. I eget navn udsendte hun ep’en I got me a plan i 2022.
Førende
Jazz Five er et af Danmarks førende orkestre inden for New Orleans rhythm & blues. Bandet har eksisteret siden 1996, og de har udgivet fem album samt senest ep’en In the meantime … (læs anmeldelse her). Desuden har Jazz Five, som nævnt ovenfor, indspillet med Samantha Antoinette Smith som Hidden Agenda, og de fem medlemmer optræder hver især i mange andre sammenhænge på især den københavnske jazz- og bluesscene.
Medlemmerne er Jeppe Zacho (tenorsaxofon), Jonas Starcke (bas og vokal), Stefan Andersen (trommer og vokal), Esben Hillig (klaver) og Johan Bylling Lang (alt- og barytonsaxofon). Ved lørdagens koncert på Riverboat afløses Bylling Lang dog af Stefan Ringive (trombone).
Jazz Five spiller alt det, som New Orleans er særlig kendt for: jazz, blues, funk, second line, rhythm & blues … og det har de gjort sammen med store New Orleans-musikere som Kevin Louis, Michael Watson og John og Tricia Boutté. På Riverboat Jazz Festival allierer de sig med den danske sangerinde Sahra da Silva, som optræder sammen med bandet på Skoletorvet fredag den 27. juli klokken 22.30 og på Torvet lørdag den 28. juni klokken 22. Kvintetten giver også en koncert uden da Silva, og det er på Evald Brasserie & Cafe på Papirfabrikken torsdag den 26. juli klokken 21.
Inviteret igen
De franskbaserede Mama Shakers optrådte sidste år på Riverboat Jazz Festival, og det gjorde de åbenbart så godt, at de nu er blevet inviteret igen for at spille fire koncerter på festivalen. Mama Shakers er inspireret af jug band-genren, som især var populær i 1920’ernes Memphis med navne som Gus Cannon’s Jug Stompers og Memphis Jug Band. Musikken er en publikumsvenlig blanding af blues, ragtime, jazz og swing, og Mama Shakers kan måske sammenlignes med hjemlige Dusty Rag Jazz Band. De har udgivet tre album.
Mama Shakers blev grundlagt i 2016 og består af Angela Strandberg (trompet, vaskebræt og vokal), Hugo Proy (klarinet og vokal), Baptiste Hec (guitar og vokal), William Öhlund (banjo og vokal) og Gabriel Seyer (bas og vokal). De spiller både egne numre og covers af for eksempel Kansas Joe McCoy, Clarence Williams og Cow Cow Davenport.
Man kan opleve Mama Shakers fredag den 26. juni på Torvet og igen klokken 19 på Skoletorvet. Lørdag den 27. juni spiller de på Torvet klokken 18.30 og på havnen klokken 21.
Stringband-musik
Trioen Twang spiller stringband-musik, der inkorporerer blues, oldtime-folkemusik og bluegrass med mere. De var nomineret ved Danish Music Awards Blues i 2018 og optrådte ved DMA-prisoverrækkelsen i 2023, og ved DMA Roots i 2024 blev de kåret som Årets Rootsnavn.
Twang består af Thyge van Dassen (violin og vokal), Spencer Gross (guitar, kontrabas, mandolin og vokal) og Peter Banks (banjo, kontrabas og vokal). De har udgivet tre album i eget navn, hvoraf det seneste er Propaganda, der udkom sidste år (læs anmeldelse her). Desuden udsendte de i 2020 albummet Svante Sjöblom & Twang (læs anmeldelse her) sammen med den svenske ligesindede.
I Silkeborg får man to chancer for at opleve Twangs festlige live-show: Fredag den 27. juni spiller de på Skoletorvet klokken 17, og lørdag den 28. juni klokken 14 optræder de på Rampelys på Bindslevs Plads.
Jazz- og bluesklassikere
Buffeten Jazz & Blues Band er sammensat af Søren Peter Frøsig (trompet og vokal), Brian Svendsen (klarinet, saxofon og vokal), Steffan Grarup Jensen (klaver), Mads M. Jacobsen (trommer) og Nicolas Kock (bas). Deres repertoire består af jazz- og bluesklassikere.
Man skal finde vej til Sportspubben Målet på Bindslevs Plads for at se Buffeten Jazz & Blues Band. Her spiller de fredag den 26. juni klokken 21 og lørdag den 28. juni klokken 14.
En sand entertainer
Nola Love har med en selvbetitlet cd og masser af koncerter vist, at SP Just Frost ikke er de eneste, som kan spille dansksproget New Orleans funk. Morten Fischer (klaver og vokal) er en sand entertainer og en sangskriver, som med både humor og sans for de mere alvorlige sider af tilværelsen skriver originale numre i New Orleans-traditionen.
Andreas Svendsen (trommer), Matthias Petri (bas), Asbjørn Kamban (trompet), Roald Elm-Larsen (tenorsaxofon) og Laurits Bilén (trombone) er de andre unge, men erfarne kræfter, der sammen med Morten Fischer udgør Nola Love.
En koncert med Nola Love er en regulær New Orleans-fest, som også gerne inkluderer covernumre af Professor Longhair og lignende. Man kan være med til festen på Evald Brasserie & Cafe fredag den 27. juni klokken 21.30 samt til en midnatsforestilling på Skoletorvet lørdag den 28. juni klokken 23.45.
Landets bedste
Apropos SP Just Frost: Dét bands pianist, sanger og sangskriver Esben Just lancerede sine nye Esben Just Allstars i slutningen af 2024 (læs her). Her spiller Esben Just sammen med Ole Skipper (bas), Stefan Ringive (trombone) og Niclas Bardeleben (trommer). Det er rhythm & blues, blues, jazz og funk a la New Orleans, der er på programmet, og allstar-bandet er i sandhed nogle af landets bedste inden for disse musikformer.
Esben Just Allstars spiller både musik af byens koryfæer og Esben Justs egne kompositioner. Just er netop i skrivende stund i New Orleans for at indspille et album med egne, dansksprogede sange, og mon ikke nogle af disse vil være på programmet i Silkeborg?
Fredag den 27. juni spiller Esben Just Allstars på havnen klokken 22.30. Lørdag den 28. klokken 22 gælder det Skoletorvet.
Bemærkelsesværdige
Endelig vil vi nævne Bourbon Street Jazzband, som er et af de mange orkestre, der spiller traditionel jazz på Riverboat Jazz Festival. Netop Bourbon Street Jazzband er særligt bemærkelsesværdige for bluesfans, fordi bandet i sin lineup har to navne, som kendere af dansk blues vil nikke genkendende til. Det er Jesper Bjarnesen (Skriver Bjarnesen Band, JB & the Hüggeli m.m.) på banjo, guitar og vokal samt Jørgen Nielsen (Frimer Band, LP’s Blues Band m.m.) på bas.
De andre medlemmer i Bourbon Street Jazzband er Finn Odderskov (saxofon og klarinet), Per Jegbjerg (trombone), Gunnar Lautrup (trompet), Jens Nørholm (klaver) og Heine Hot Poulsen (trommer).
Bourbon Street Jazzband er et af landets mest erfarne orkestre inden for genren med mere end 60 år på bagen. De kan opleves i foyeren i Jysk Musikteater torsdag den 26. juni klokken 20 og på Torvet fredag den 27. juni klokken 19.
Oversigt
Torsdag den 26. juni
19.00 Buffalo Woman Blues Band – Torvet
19.00 The Vooo Ca Ray – Handijazz
20.00 Bourbon Street Jazzband – Jysk Musikteater
21.00 Samantha Antoinette & the Chargers – Torvet
21.30 Jazz Five – Evald Brasserie & Cafe
Fredag den 27. juni
15.30 Mama Shakers – Torvet
17.00 Twang – Skoletorvet
19.00 Mama Shakers – Skoletorvet
19.00 Bourbon Street Jazzband – Torvet
21.00 Buffeten Jazz & Blues Band – Sportspubben Målet
21.30 The Vooo Ca Ray – Babba
21.30 Nola Love – Evald Brasserie & Cafe
22.30 Jazz Five feat. Sahra da Silva – Skoletorvet
22.30 Esben Just Allstars – Havnen
Lørdag den 28. juni
14.00 Twang – Rampelys
14.00 Buffeten Jazz & Blues Band – Sportspubben Målet
18.30 Mama Shakers – Torvet
21.00 Mama Shakers – Havnen
22.00 Jazz Five feat. Sahra da Silva – Torvet
22.00 Esben Just Allstars – Skoletorvet
23.45 Nola Love – Skoletorvet