Interview med Peter Nande

Tekst: Peter Widmer
Foto: Peter Widmer (hvor ikke andet er nævnt)

Det nye fænomen på den danske bluesscene – The Cornbread Project – består af de to velkendte musikere og producere Laust ”Krudtmejer” Nielsen og Peter Nande.

Bluesnews.dk havde sat Peter Nande stævne til en snak på spillestedet Rampelys i Silkeborg den 17. maj 2019.

Dér spillede nemlig Big Creek Slim Band, der blandt andre rummede Peter Nande, i regi af B’Sharp, Silkeborg Rhythm’n Blues Association, og der var release-koncert for Big Creek Slims seneste album Just don’t understand, der netop er indspillet på Rampelys (læs cd-anmeldelse her og koncertanmeldelse her).

Bluesnews.dk og Peter Nande havde på forhånd aftalt, hvad samtalen skulle dreje sig om, nemlig The Cornbread Project og sammes debut-album Catawampus, og da tiden var relativt knap, blev start-knappen hurtigt trykket i bund.

Hvem fandt på at danne The Cornbread Project, og hvordan blev det formet?

– Det er jo noget, der er foregået hen over tid, men det er i virkeligheden, fordi jeg tilfældigvis mødte Laust ”Krudtmejer” Nielsen inde på Mojo Blues Bar i København.

– Han fortalte mig om nogle af sine idéer omkring noget produktion, og så fortalte jeg ham lidt om, at jeg havde optaget mange forskellige amerikanere og englændere igennem årene. Derfra tror jeg, at vi bare blev enige om at mødes og snakke lidt videre om det, så det er en joint effort, og man kan ikke rigtigt sige, hvem der fandt på det.

– Laust har nogle evner, og jeg har nogle andre evner, og dem har vi sådan set bare prøvet at forene. Laust har sikkert kunnet se, at jeg kunne noget, og han kunne noget, og det prøver vi at få til at gå op i en højere enhed. Efterhånden som man får snakket mere og mere og mere og mere og mere, begynder man også at skabe det.

Professionelle

– Vi er sådan set begge forholdsvis professionelle i vores tilgang til det, så det, vi faktisk har siddet og lavet, er en rigtig business plan, hvilket der nok ikke er ret mange bands, der gør. ”Hvad er målene og missionen og så videre.”

– Jeg sendte så nogle tracks til Laust, som han legede en lille smule med, og det første nummer var ”Hobo blues” (læs mere her). Jeg har mødt så mange, der sagde, at de kunne så meget, og så er det ikke blevet til noget alligevel, men så lavede Laust ”Hobo blues”, og så tænkte jeg: ”Hov! Der er sgu noget, der smager af fisk her! Dét skal vi arbejde videre med.”

– Så sendte jeg flere og flere tracks til Laust, og kom selvfølgelig også med input til, hvad jeg syntes var fedt, og hvad der ikke var fedt.

– I starten kasserede vi faktisk rigtig meget, fordi det viste sig, at det første var et pletskud, men på én eller anden måde var det faktisk lidt svært at fange de andre. Men lidt efter lidt begyndte det at tage form, og Laust blev efterhånden knivskarp.

Læringsrejse

– Vi har lagt arm en del gange, og vi har diskuteret, hvad vi syntes, der var fedt, og vi har snakket smag og så videre.

Det har også været en læringsrejse for mig, for jeg kører meget traditionelt, og jeg har haft lidt svært ved at komme ud af mit vante jeg. Laust har bidraget med noget nyt, jeg ikke har set tidligere.

– Laust kommer fra en reggae-verden – og måske også en pop-verden – og det er jo det, vi prøver at kombinere med min mere traditionelle blues. Det kan Laust også.

Nogle af de produktionsmetoder, Laust anvender, og faktisk også det dér med at spille live, så det lyder som på pladerne, selvom det er avanceret, er en kunst at mestre.

Ikke nemt

– Jeg kører meget på jam og på feeling, og det er vores forskelligartede tilgange til musikken, vi prøver at kombinere. Og jeg kan fortælle dig, at det er ikke nemt. Det er faktisk overhovedet ikke nemt.

– Nu står vi her, hvor Catawampus er udkommet, og kan kigge tilbage, men der har været rigtig mange nattediskussioner og lytninger frem og tilbage, så det, der er tilbage, er faktisk kun én procent kondenseret – i forhold til det, vi har været igennem.

– Og så er vi jo vokset med opgaven. Nu kan vi det, vi ved, hvad vi skal, og vi har masser af idéer (læs anmeldelse af Catawampus her).

– Det, det handler om nu, hvor vi er blevet færdig med numrene, er, at vi skal til at promovere musikken plus det, at vi skal prøve at prøve at lave et koncept og komme ud og spille med det. Det bliver jo det næste – med lyd og lys og hvad fa’en vi kan finde på dér.

Forretningsdel

– Vores koncept er også lavet sådan, at vi vil se, om vi kan få vores projekt pitchet til nogle film, og om vi kan få det med i nogle reklamer. Det er mig, der står for den dér forretningsdel.

– Lige for tiden er jeg i gang med at sende musikken rundt til forskellige magasiner og blogs, så det kan få noget omtale, for tingene sker ikke af sig selv.

– Folk kommer ikke til os, fordi vi stadigvæk lever i dén lille Facebook-verden, hvor der er 200 mennesker i Danmark, der synes, at det er fedt, og vi kender jo efterhånden snart dem alle sammen, så vi skal ud et andet sted.

– Jeg tror på én eller anden måde, at vi skal gøre en frygtelig masse ting, og lige pludselig er der bull’s eye et sted, og så kan det eksplodere. Men hvis vi ikke rammer det bull’s eye, kan det godt være, at der ikke sker noget med dén plade – Catawampus – i stor stil, men så sker der noget med den næste plade.

Ikke give op

– Man skal bare blive ved og ved og ikke give op. Desuden det kan være, at det, vi laver, finder et endnu nyere udtryk.

– Desuden er ambitionen, at vi vil prøve at lave nogle flere numre selv i stedet for at tage nogle allerede eksisterende numre, for det er også sjovt selv at udvikle numrene.

– Der er jo også alt det omkring rettigheder. Det gør det en lille smule svært, når man arbejder med samples (læs mere om Catawampus her). Laver du det om, eller laver du det ikke om? Hvem skal vurdere dét?

– Hvis du skulle spørge én eller anden – ”Hvad siger du til dét? Har vi lavet det om?” – så har jeg sagt: ”Jamen, det er sgu hans nummer, og vi har så lavet lidt om på musikken, men vi har ikke lavet om på nummeret som sådan.” Jeg har bare givet folk rettighederne, simpelthen.

Egen historie

I bruger loops og beats fra ”ikke-bluesede” genrer.

– Ikke nødvendigvis. Det er lige så meget fra ”bluesede” genrer. Alle numrene har deres egen historie. Nogle af dem har vi næsten brugt i deres originale version, og så har vi lavet lidt ved dem.

– Andre numre har vi måske bare taget en vokal fra, og så er nummeret blevet bygget helt op fra det.

– Andre gange har vi måske haft et beat, og så har vi lagt en vokal til med en tekst på. Det er taget fra alle mulige retninger, og der er simpelthen ikke nogen fast recept.

– Hvis man lytter til Catawampus, vil man høre, at flere numre er meget ”bluesede” og lyder sådan set ret traditionelle, hvor der er lagt noget ovenpå.

Tilfældigheder

– Numrene kommer tit ved tilfældigheder. ”Kokomo blues” – for eksempel – var egentlig bare, fordi jeg syntes, at det var et fedt nummer, og så har Laust taget det til sig og har arbejdet med det.

– Så fik vi inviteret Troels Jensen, der er centrum på ”Kokomo blues”, hjem til mig, og så begyndte vi bare at arbejde med nummeret.

– Noget funkede, og noget funkede ikke. Så inviterede vi Troels én gang til, og så fandt vi ud af, at det var den første gang, det var fedt, men så tog vi noget fra anden session, som vi også syntes var fedt, og så lagde vi det ovenpå.

– Det er altså tit mange tilfældigheder, der påvirker det færdige resultat, og så er det jo kunsten at stoppe, mens legen er god, for man kan blive ved at fylde på.

Gorillaz

Hvorfor kalder I jer egentlig The Cornbread Project, og hvem er jeres inspirationskilder?

– Vi er inspireret af engelske Gorillaz, som egentlig er en koncept-duo, der består af én musiker, og én, der laver tegneserier, og så hyrer de bare folk til at spille. Sådan ser vi os egentlig også.

– Det er os, der står bag projektet, og vi hyrer hvem som helst til at spille på det, men det er os, der står bag musikken, og det er os, der ejer konceptet. Nu må vi se, hvordan det udvikler sig.

– Det kan godt ske, at der kommer en tredje med, der kan noget nyt. Måske ikke permanent, men i en periode eller i forbindelse med én plade. Jeg er lidt inspireret af, at jeg på et tidspunkt lavede det her ”cornbread-nummer” med James Harman.

– Det er egentlig et nummer fra en af mine tidligere plader, og det kan godt være, at jeg havde dén lidt i baghovedet. James Harman ville prøve at lave det sidste nummer på dén plade, hvor han fortalte om en opskrift på cornbread, som i afslutningsnummeret på Catawampus, ”Grandma Lurleen’s recipe”.

Madprodukter

– Hvorfor kalder vi os The Cornbread Project? I og med at vi laver musik, som er roots, kommer cornbread – majsbrød – selvfølgelig ind, og så er det et projekt.

– Vi har haft alle mulige navne ind over, men vi endte med cornbread, der ligger godt i munden, og det passer godt til hele konceptet.

– Det forener mange ting, og alle kan lide cornbread.

– Mere er der egentlig ikke i det. Desuden er det godt at have lidt med madprodukter at gøre, for det kan alle forstå, og så synes jeg, at cornbread er hyggeligt, griner Peter Nande.

Cd-coveret

Hvem fandt på album-titlen Catawampus?

– Den har jeg fundet på, ler Peter Nande.

– Nogen gange leder jeg efter ét eller andet, som passer til konceptet. Så går jeg tit bare på nettet og prøver at lede efter forskellige ting, og Catawampus kom faktisk fra én eller anden Youtube video, hvor nogen fortalte om forskellige Mississippi-udtryk, og så var der nogen, der nævnte ordet ”catawampus.”

– Så tænkte jeg: ”Det undersøger jeg lige lidt nærmere,” og så syntes jeg, at det passede meget godt til konceptet. Vi ville også gerne lave lidt magi omkring det. Som du selv kan se på cd-coveret, så er der slet ikke nogen form for information.

– Den skal lytterne selv finde, for vi vil gerne prøve at gøre lytterne lidt mere aktive i stedet for at skrive alle detaljerne. Lytterne skal komme ind på vores hjemmeside eller scanne den QR-kode, der er på cd-coveret. Folk skal gøres nysgerrige, og sådan kan de finde alle relevante oplysninger om Catawampus.

– Laust og jeg står ikke engang på cd-coveret, men vi vil gerne hædre dem, der synger på de enkelte numre, så derfor er de opført ud for de numre, de synger på.

Mystisk

– Du kan dog se et lille billede af Laust og mig, der mødes ved ”the crossroads,” hvor du har Edens Have med det røde æble, og du ser Robert Johnson på en lyserød sky.

– Idéen var at lave noget, der var modsat det gængse, så vi ville ikke skrive noget om, hvor længe de enkelte numre varer eller noget som helst.

– Det skal være lidt mystisk; det skal være op til folk, hvad de vil have at vide, og det skal være lidt hemmeligt.

– Folk skal prøve noget nyt. Nogle synes, at det er fedt. I dag gør de unge mennesker jo det, at de søger kilderne, og det gør jeg også selv. ”Hvad fanden er det for noget? Hvem er det?” Man bliver jo lidt videnlysten, og det er den tanke, vi har haft omkring coveret.

Collage-idé

– Det er i øvrigt en pige, der bor i Barcelona i Spanien, som har lavet coveret. Det er hende, der har sat det sammen, men næsten alt, hvad du finder derpå, er noget, jeg har fundet på nettet eller i nogle bøger, jeg har.

– Alt muligt forskelligt, så som billeder, vi har sat sammen, så der er egentlig tale om en collage-idé, der har udviklet sig.

– At det så er blevet til en gang dystre Mississippi-ting er en anden sag. Eksempelvis er det hus, der er på forsiden, et nedrivningsprojekt, som ligger på vej til mit arbejde, altså i Københavnsområdet.

– Det er et billede, jeg har taget, og så har vi lagt graffiti på. Billedet af Robert Johnson er fra en mur i Clarksdale, Mississippi, så jeg har hugget med næb og kløer, og billedet på coveret er et særligt univers, hvor teksterne til cd’ens numre er reflekteret.

Kasseret

Cirka halvdelen af numrene på Catawampus er traditionelle bluesnumre, men andre numre har I selv lavet fra bunden af.

– Tjah. Det er nok mere en tilfældighed end noget andet. Jeg kan faktisk ikke sige, hvorfor det lige er endt sådan. Vi har jo haft mange numre ind over, der er blevet kasseret, men dem, der er på albummet, er så dem, der er blevet tilbage.

– Nogle gange var det bare noget med ”first mover” – det nummer Laust lige syntes, var fedt, for eksempel – så det er faktisk nogle tilfældigheder, der har gjort det.

– Der er i øvrigt rigtig mange numre, der har været oppe at vende, og som måske kommer på en anden plade.

– Jeg har flere numre liggende med Mud Morganfield, med James Harman og Big Joe Louis. Jeg har rigtig mange forskellige, men det er meningen, at vi skal prøve at finde nye sangere til den næste plade. Dog kan det godt være, at der kommer nogle af de gamle på. Det ved jeg ikke endnu.

Liggende

Hvad med James Harman og Catawampus? Du har jo samarbejdet med meget med James Harman, der har produceret de to første af tre cd’er i din serie California sessions samt din og Tim Lothars fælles cd Two for the road, og I har spillet jobs sammen.

– Cornbread-nummeret, som jeg nævnte før, er faktisk et nummer, som jeg havde lavet til mit eget album i 2011. Vi arbejdede på det i 2012, hvor James Harman kom til Danmark, og da lavede vi – blandt meget andet – faktisk nummeret.

– Jeg har det stadigvæk liggende. Det er et af mine projekter, som jeg stadig mangler at få ud, fordi jeg har haft så travlt med andre ting.

– Det andet nummer på Catawampus, hvor James Harman er med, er et nummer fra Tim Lothars og mit album Two for the road (2009).

– Jeg har selvfølgelig spurgt, om det var ok, at jeg brugte numrene. Vi har taget vokalen og min mundharpe fra det relevante nummer – ”You got to choose” – fra Two for the road – og så har vi bygget et helt nyt nummer under neden.

Proces

– Men meget af det arbejde er noget, som Laust sidder og roder med, og så kommer jeg med kommentarer og lægger måske også lidt mundharpe på, eller vi gør noget andet. Nogen lægger backingvokaler på, vi har lagt orgel på, og så har vi taget det af igen. Så har vi lagt nyt orgel på, og det er faktisk helt tilfældigt, hvad det er, der foregår, lige indtil vi synes, at den er der.

– Vi havde lavet en version, som jeg ikke syntes var god nok, så jeg mente at den ikke skulle med på albummet. Jeg tænkte, at når originalen er bedre, hvorfor så begynde at lave en dårligere version?

– Den nye version skulle helst være mere spændende og have andre vinkler på end originalversionen, og dér syntes jeg faktisk, at den var dårligere. Imidlertid lavede Laust en ny version, og dér var den! Så det var den, vi kørte videre med.

– Således kan et tabernummer pludselig blive et vindernummer, og det er noget af det, der gør, at det er fedt at arbejde med. Det er jo den musikalske proces.

Henrykt

Hvad med Mud Morganfield, som du for eksempel har stået på diverse scener med, og som også høres på Catawampus?

– Det hænger sammen med en kontrakt, jeg lavede med ham for ti års tid siden, hvor jeg indspillede tre numre med ham og fik lov at udgive dem. Det har jeg betalt for.

– Jeg har så sendt dem til ham til godkendelse, og han var meget henrykt, og syntes, at det var sjovt at være med i projektet. Han var tilmed taknemmelig, og han takkede mig fordi han fik lov til at være med. Man kan høre ham på nummeret ”Mannish boy”.

– Han var – eller er – meget begejstret for album-projektet, men det er vigtigt at sige, at det er et Cornbread-projekt, som de medvirkende musikere er med på. Det er ikke deres numre.

– Nogle af kunstnerne har jeg snakket med, og det er klart, at det ikke er deres musik. Big Joe Louis har jo for eksempel sin egen stil, og han vil godt sige, at han har været med på projektet, men han vil ikke sige, at det er ham, som han sædvanligvis lyder.

– Det ved jeg, har betydet rigtig meget for mange af dem, for naturligvis holder de fast i deres egne ting.

Det kvindelige element

Har James Harman og Mud Morganfield hørt hele Catawampus?

– Nej, det har de ikke. Jeg tror, at Mud Morganfield måske har, men jeg tror ikke, at James Harman har hørt det hele. Jeg har dog sendt det til ham, så jeg afventer, hvad han siger.

Hvorfor valgte Laust ”Krudtmejer” Nielsen og du Sahra da Silva som det kvindelige element på jeres album?

– Vi har haft flere andre kvinder ind over, men en af dem sprang fra. Desuden samarbejder man jo som oftest med folk, der har lyst til at være med på et projekt, og som måske også har brug for det.

– Sahra da Silva er en ny artist, der snart kommer med sit andet album, og som samarbejder med Laust i forvejen, og hun synger fantastisk. Så tog vi hende med, og så ville hun også selv lave et nummer på albummet.

– Sådan er det jo tit. Det er klart, at hvis du er en stor stjerne, så skal du have mange penge bare for at være med, og andre er ingenting; de vil bare gerne være med.

– Nogle er nemme at arbejde med, andre er svære at have med at gøre. Sådan er det, og så har du en deadline og skal bare være færdig med det, du har gang i.

Maskiner

Du har tidligere fortalt mig, at The Cornbread Project skal ud og spille live. Blandt andet skal I spille på en festival. Hvordan vil I klare dét rent praktisk med loops, beats med mere?

– Vi har maskiner med, der kan afspille de ting – altså loops, beats, etc. Men det bliver spillet live, så vi spiller på nogle clicks, og så har vi nogle maskiner, der kan afspille nogle af de samples i rytmen.

– Det kommer jeg til at styre, og det komme vores trommeslager til at styre, så det bliver en naturlig, organisk ting.

– Vi kan også slå maskinerne fra, og så kan vi spille hele aftenen uden dem.

– Det er folk, der kan spille, vi har med, skal jeg lige sige. Vi er seks mand i orkesteret, der alle ved, hvad de har med at gøre.

Live-debut

Hvad er det for seks folk?

– Det er i hvert fald Sahra da Silva i front, og der har vi også Richard Farrell fra Trainman Blues. Desuden synger jeg også nogle sange. Så er der Nicklas Kure, som også spiller guitar på Catawampus, og så er der Laust på bas samt trommeslageren Marco Diallo fra Mojo Blues Bars jam-hold, som Laust har spillet meget med.

– Det er dog vigtigt at sige, at der ikke er nogen faste folk, bortset fra Laust og mig, der jo udgør The Cornbread Project, og så hiver vi andre folk med.

Hvor foregår den festival, du har fortalt mig, at I skal spille på?

– Den foregår i Horsens, og festivalen hedder Blues Alive Festival. Tidligere hed den Horsens Blues Festival, men den skiftede navn og struktur for et par år siden (læs mere her).

– Jobbet på Blues Alive Festival 2019 bliver vores live-debut, og det job skal vi sidde og arbejde med her i forsommeren og i eftersommeren. Vi skal have øvet, og vi skal have fundet ud af, hvordan vi gør det.

Æren

– Det er også spændende, og det er spændende for mig, fordi jeg ikke har prøvet at arbejde med dé her maskiner før, men det har Laust godt styr på.

– Jeg vil også sige, at Laust har en meget stor del af æren for, at tingene kører for The Cornbread Project. Laust har nogle idéer, som jeg ikke har.

– Han er virkelig kommet med mange ting, og han har sandelig sparket røv hele vejen igennem.

– Jeg er god til at få ting til at ske og kan bidrage med mine input, men jeg vil gerne slå helt fast, at der ikke havde været noget The Cornbread Project uden Laust.

Trip-trap-træsko

Har I andre jobs end jeres debut-koncert i kikkerten?

– Det er helt sikkert, at vi kommer ud at spille, og jeg ligger i forhandlinger med nogle spillesteder om nye jobs.

– Jeg håber, at vi kan indtage festivalerne. Det er i hvert fald meningen.

– Jeg kan godt lide, at tingene vokser stille og roligt, sådan trip-trap-træsko, i stedet for at man slår en kæmpe stor ting op, og så falder man i med et hult drøn.

– Jeg tager et skridt ad gangen, slutter Peter Nande, der snart skal på scenen med Big Creek Slim Band.