Tag til Blues i Bakkerne på lørdag

Grarup Allstars
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Jakob Wandam

På lørdag den 6. september er der igen Blues i Bakkerne i Magtenbølle ved Vissenbjerg. Den højfynske festival er en årligt tilbagevendende begivenhed og har været det siden 2019. Den finder sted ved kulturhuset Sulelængen, der er beliggende omkring 15 km fra Odense.

Blues i Bakkerne har sædvanligvis danske kunstnere på programmet, og i år er ingen undtagelse. I en tid med fokus på de kvindelige udøveres ”markedsandel” er det da også værd at bemærke, at Blues i Bakkerne 2025-programmet præsenterer tre bands, hvor i hvert fald frontfigurerne er kvinder.

Charmerende fortolkninger

Maja & Klaus
Foto: Jakob Wandam

Duoen Maja & Klaus vender tilbage til Blues i Bakkerne, hvor de sidste gang optrådte i 2020 (læs her). Maja Kvist og Klaus ”Baba” Jensen, der også danner par privat, har hjemme på Sydfyn. De udsendte i 2021 albummet Chasing dreams on the go (læs anmeldelse her), hvor de giver prøver på deres charmerende country blues- og vaudeville blues-fortolkninger og egne sange med inspiration fra den akustiske førkrigsblues.

De to deler vokalerne imellem sig, mens Klaus Baba akkompagnerer på guitar og dobro. Maja Kvist har en baggrund som blandt andet musikunderviser og gospel-korleder, mens Klaus ”Baba” Jensen gennem årtier har været en kendt skikkelse på de fynske bluesscener.

Poul Ewald
Foto: Jakob Wandam

Han har udgivet bluesplader under flere forskellige navne, og hans band Baba & the Tonebones udgav for eksempel albummet Throw them bones i 2021 (læs anmeldelse her), hvor også Maja Kvist medvirker. Maja & Klaus optræder også jævnligt med gruppen The Dream Chasers.

I Magtenbølle får de imidlertid selskab af endnu en fynsk blues-navnkundighed, nemlig mundharpe-ekvilibristen Poul Ewald. Denne har tidligere blandt andet spillet med orkestret Evil Sons of the Blues og dannet duo med guitaristen Søren Bøje i Bøje&Ewald, der udsendte albummet Blues til tiden i 2022 (læs anmeldelse her).

Dronning

Sahra da Silva og Rune Højmark
Foto: Frank Nielsen

Dansk blues’ ukronede dronning Sahra da Silva kommer til Blues i Bakkerne med sit band, der formodes at bestå af Lasse Storgaard på tangenter, Rune Højmark på guitar, Laust ”Krudtmejer” Nielsen på bas og Jens Stoklund på trommer. Sahra da Silva selv høres på vokal, guitar og percussion og måske endda på klaver.

Da Silva og co. er netop hjemvendt fra en optræden på den norske bluesfestival Blues in Hell (se her), og hun må da også siges at være inde i en god gænge. I juni udsendte hun sammen med Hans Knudsen duo-albummet Back then (læs anmeldelse her), og både dét og hendes soloudgivelser er blevet taget vel imod.

Sahra da Silva
Foto: Frank Nielsen

Bluesnews.dk kaldte således hendes 2023-album You let good thing go for ”endnu et skridt opad i en allerede imponerende musikalsk karriere” (læs hele anmeldelsen her).

Sahra da Silva er en sangteknisk stor begavelse, der mestrer de fleste af bluesens udtryksformer fra classic female blues til hårdtslående Chicago blues, såvel som hun boltrer sig hjemmevant i soul, gospel og jazz. Hun er indehaver af to Danish Music Awards.

Supergruppen

Margrete Grarup
Foto: Frank Nielsen

Det tredje og sidste navn på Blues i Bakkerne-plakaten er supergruppen Grarup Allstars. Gruppen blev oprindelig dannet til bakke sangerinden Birgitte Laugesen op, og som Laugesen All Stars udgav de albummet Playin’ with my friends – live i 2014. Da Birgitte Laugesen døde, fandt de i stedet Margrete Grarup til at stå i front, og siden er også organisten Rasmus Stenholm blevet rekrutteret i stedet for det stiftende medlem Palle Hjorth.

Uffe Steen og Niels Mathiasen
Foto: Frank Nielsen

Men Niels Mathiasen (saxofon), Uffe Steen (guitar), Niels Nello Mogensen (bas) og Esben Bach (trommer) er stadig med, og det er et hold af nogle af landets bedste og mest erfarne bluesmusikere.

Grarup Allstars spiller hovedsageligt soul blues, og det gør de så godt, at de i 2019 blev hyldet med Blues Liveprisen ved Danish Music Awards Blues (læs her).

Deres kvaliteter som live-band kan man også forvisse sig om på de to plader, som Grarup Allstars har udgivet, That’s what love can do – live fra 2017 (læs anmeldelse her) og Steamrolling live fra 2022 (læs anmeldelse her).

Billetter

Blues i Bakkerne 2025 finder sted lørdag den 6. september fra klokken 11 til 16. Billetter til festivalen kan købes her, og de koster kr. 250 pr. stk. Medlemmer af foreningen Sulelængens Venner slipper med kr. 200.

Festivalen foregår på pladsen foran Sulelængen på Magtenbøllevej 94, hvor der er stillet telte op. Der er mulighed for at købe mad og drikke.