Lørdag den 3. september 2022 er der endnu en gang Blues i Bakkerne på Højfyn. Det er fjerde gang, at endagsfestivalen bliver afholdt, og det foregår som sædvanlig ved Sulelængen i landsbyen Magtenbølle.
Blues i Bakkerne blev således indstiftet i 2019, hvor Harpin’ Wolf & the Black Sheep, Evil Sons of the Blues og H.P. Lange stod for den musikalske underholdning. Året efter var Working Mojo, Maja & Klaus, H.P. Lange Big Gumbo samt Rune Højmark, Richard Farrell & Spencer Gross på plakaten (læs anmeldelse her), og i 2021 bød Blues i Bakkerne på musik med Working Mojo, BlueDeal, H.P. Lange Big Gumbo og JB & the Hüggeli (læs anmeldelse her).
Det er altså danske bluesnavne, der er blevet præsenteret på festivalen hidtil, og dette års program byder ikke på nogen ændringer i dén henseende. Der er også tale om en enkelt genganger fra tidligere års arrangementer, mens de øvrige tre navne er Blues i Bakkerne-debutanter.
Veteranerne
Veteranerne er odenseanske Working Mojo, som altså er med for tredje gang. Det vidner om, at publikum og arrangører har været godt tilfredse med det erfarne orkester, som er lidt af institution i det fynske. Blandt andet har de gennem mange år spillet årlige og som regel udsolgte julekoncerter på Dexter i Odense. En af disse er dokumenteret på 2006-albummet Live at Dexter, som er en af Working Mojos i alt fire cd-udgivelser.
Working Mojo er en kvintet bestående af Lars Sørensen (klaver, Hammondorgel), Anders Vraa (bas), Thomas Ditlevsen (trommer), Allan Hviid (sang) og Martin Kleiner (guitar). Deres udgangspunkt er Chicago blues, men de får også flettet andre former for elektrisk blues, boogie og rhythm & blues ind, når de spiller deres miks af covernumre og Working Mojo-originaler.
Ny konstellation
Også The Thrill er et regionalt band, der lige som Working Mojo holder til i Odense. Kvartetten er en relativt ny konstellation, men hver især bidrager de fire medlemmer med masser af erfaring fra de danske musikscener.
Forsanger Bjørn Langkilde har optrådt som solist under navnet Bjørn Blues, men var også i sin tid med til at grundlægge det fynske orkester Danablues. Guitarist Ture Reimer-Mattesen kendes fra det odenseanske bluesrock-band Humdinger, mens trommeslager Palle ”Hitman” Hansen har spillet og indspillet med Jacob Refer i Refer’s Blues Band og Refer & the Roosters. Endelig har bassisten John Vogt erfaring fra underholdningsensembler som Hapela Dance Band og Mejse DeLux.
The Thrill spiller elektrisk blues og bluesrock med repertoire, der indeholder numre af blandt andre B.B. King, Eric Clapton, Bernard Allison, Delbert McClinton, The Hoax, Stevie Ray Vaughan og Albert Collins. Ifølge bandet selv er der helt sikkert tale om ”gammel vin på nye flasker! Men flaskerne er splinterny, og vi er gode til det, vi gør.”
Energisk duo-optræden
Fra hovedstaden kommer sangeren, mundharpespilleren og guitaristen Nisse Thorbjørn, som netop også optræder under kunstnernavnet Copenhagen Slim. Han pladedebuterede i 2009 med albummet CPH Slim, og i 2020 kom Lost highway (læs anmeldelse her).
Nisse Thorbjørn er kendt for en tordnende og meget distinkt sangstemme, og så kan han spille en forrygende Chicago blues-mundharpe, hvilket han også har bevist som sideman for koryfæer som Lurrie Bell og John Primer. Men Nisse Thorbjørn gør sig også i mere folk’et singer/songwriter-stil.
Ved Blues i Bakkerne optræder Nisse Thorbjørn i makkerskab med den australske sanger og guitarist Mike Elrington. Den prisvindende Elrington har ti album på samvittigheden – senest udgav han Aftershock i 2020 – og lige så flittig er han som turnerende musiker, hvilket har bragt ham verden rundt.
Mike Elrington begår sig inden for akustisk blues, folk og rock, men man skal ikke forvente en afdæmpet performance fra australieren. Den næsten to meter høje Elrington har en intens og ofte aggressiv sang- og spillestil, så man kan se frem til en energisk duo-optræden af Nisse Thorbjørn & Mike Eilrington.
Guitar-centreret blues
Sidste navn på plakaten er Blues Brew, som også har hjemme i København. Bandet blev dannet i 2018 af Per ”Chæg” Christensen (vokal og keyboards), Kim Raffel (guitar), Henrik Mathiassen (bas) og Simon Vadstrup (trommer). Siden er Blues Brew blevet udvidet til en kvintet med Jacob Kragh på mundharpe.
Det er folk med erfaring fra forskellige sammenhænge som for eksempel Copenhagen Blues Band, Smalltown Blues Band og Chægs Blues Band, som nu har skabt et projekt, hvor de bekender sig til guitar-centreret blues med solide doser af rock og soul. Det kan man også høre på Blues Brews debutplade Life in the blues lane, som udkom i slutningen af 2019 (læs anmeldelse her).
Entré
Som det fremgår, har Blues i Bakkerne holdt fast i konceptet med en blanding af velprøvede kræfter og nyere navne på den danske bluesscene. Festivalen løber af stablen lørdag den 3. september klokken 11-17, og det foregår altså udendørs ved Sulelængen i Magtenbølle, Magtenbøllevej 94, 5492 Vissenbjerg.
I modsætning til tidligere år tages der denne gang entré, om end det er en overkommelig pris for koncerter med fire bluesbands. Billetter til Blues i Bakkerne 2022 koster således kr. 150 i forsalg (kr. 100 for medlemmer af foreningen Sulelængens Venner) og kan erhverves via bankoverførsel til 6880-1082667 eller via MobilePay til nummeret 38193 (husk at angive e-mailadresse).
Man kan også vælge at købe billetten ”i døren”, men så er prisen kr. 200 (kr. 150 for medlemmer), og man skal være opmærksom på, at antallet af billetter er begrænset.
Blues i Bakkerne arrangeres af foreningen Sulelængens Venner. Læs mere om foreningen på hjemmesiden her.