Appetitligt efterårsprogram 2020 hos B’Sharp

Tekst: Peter Widmer

Når der skal laves foromtale på diverse bluesforeningers efterårsprogrammer, er det med at holde tungen lige i munden og afstå fra at opfinde den dybe tallerken igen og igen.

Dermed være sagt, at det ofte forekommer, at den ene bluesforening har booket det samme navn som den anden, og/eller at den samme bluesforening har et musiknavn, som de har haft før, og som Bluesnews.dk naturligvis har skrevet om.

At diverse bluesforeninger booker navne, de har haft før – ofte med berettiget stor succes – er der ikke noget at sige til. Imidlertid er der den dér med den dybe tallerken, men har de relevante musikere – eller musiknavne – føjet nyt til i deres karriereforløb, skal dette naturligvis nævnes.

Dog er grundsubstansen i diverse koncertforomtaler på førhen behandlede bands og solister ofte fundamentalt set den samme som i foregående ombæringer, og dette gælder også det første navn på B’Sharps fine efterårsprogram 2020, nemlig Buffalo Woman Blues Band med opvarmning ved The Mudbugs.

Lokale helte                                                      

Buffalo Woman Blues Band

Lørdag den 5. september 2020 spiller de lokale helte Buffalo Woman Blues Band på Rampelys, Bindslevs Plads 6, 8600 Silkeborg, hvor de fleste af B’Sharps koncerter foregår. Eneste undtagelse i efteråret 2020 er koncerten med The Doors Tribute den 18. september.

Buffalo Woman Blues Band spiller blues, boogie og rock & roll, og det gør de angiveligt virkelig godt.

Tilløbsstykke

Buffalo Woman Blues Band gav en totalt udsolgt koncert på Rampelys i marts 2018, til alles store overraskelse. Dét måtte der følges op på, så B’Sharp arrangerede en ny koncert med bandet den 17. april 2019, men denne gang i Kedelhuset, der har langt større publikumskapacitet end Rampelys.

Buffalo Woman Blues Band

Også denne koncert var en succes. Nu står Buffalo Woman Blues Band et års tid senere så på scenen på Rampelys, og der er en god chance for, at publikum og musikere atter bliver vidne til et koncert-tilløbsstykke.

Buffalo Woman Blues Band blev dannet i 1984 og turnerede flittigt i Danmark i mange år, før orkestermedlemmerne pakkede sammen i 1993–1994.

Imidlertid blev bandet samlet igen i 2016 og har siden givet den hele armen med revitaliseret besætning, der består af Iens Simonsen, leadvokal, guitaristerne Per Stephensen og Leon Thøgersen, bassisten Kim Stephensen, Henning Sartor på trommer, Mogens Balle på keyboard og Thomas Melau på mundharpe.

Døren åbner kl. 19.30
Entre: 160 kr.
Forsalg: 160 kr.
Medl.: 100 kr.

Akustisk blues

Søndag den 13. september 2020 træder to af Danmarks fornemmeste eksponenter for den delta-orienterede akustiske blues op på scenen på Rampelys.

Jesper Theis og Tim Lothar
Foto: Peter Widmer

Der er tale om den ældre Tim Lothar og den yngre Jesper Theis, der begge spiller guitar og synger. Desuden skriver begge mange af deres numre selv.

Tim Lothar og Jesper Theis er to stærke navne på den danske musikscene. De leverer akustisk blues af høj klasse. Begge er glimrende sangere ud over at være dygtige guitarister.

Når de spiller sammen, tilfører de ekstra værdi til hinandens sange, som løftes til nye højder. Deres stemmer og guitarlyd supplerer hinanden utrolig godt, og der er ikke tvivl om, at de har det sjovt sammen på scenen. Dette kunne for eksempel opleves på Den Blå Festival i Aalborg 2019 (læs her).

Begges musik har, som antydet ovenfor, rødder i den akustiske delta blues, men bevæger sig ubesværet ind og ud af andre genrer. Dette gør enhver koncertoplevelse med disse to trubadurer afvekslende og interessant, og der er adskillige af sangene, som man ikke kan undgå at nynne, når man forlader koncertlokationen.

Tim Lothar

Tim Lothar er ikke “just another bluesman.” Tim Lothar er kendt for sine historiefortællinger og sine egne sange, og dette gør ham til en interessant og meget personlig kunstner – en storyteller.

Tim Lothar
Foto: Peter Widmer

Musikeren/sangskriveren Tim Lothar er et anerkendt navn på den internationale roots-scene. Han har otte anmelderroste fuldlængdeudgivelser bag sig (læs for eksempel her). Han har også modtaget priser i ind- og udland og er en af de flittigst turnerende musikere i Europa.

Ydermere har han spillet og indspillet med det ungarske orkester Mojo Workings – nu bare The Mojo (læs herher og her).

Desuden har han i flere år haft et givende samarbejde med den tyske mundharpevirtuos Holger Daub, med hvem han har givet flere koncerter i Danmark og rundt omkring i resten af Europa (læs for eksempel her og her).

Endvidere har Tim Lothar og Holder Daub optrådt på tysk tv (se her). Ydermere har de indspillet sammen (læs blandt andet her).

Jesper Theis

Jesper Theis
Foto: Peter Widmer

Den 34-årige frederikshavner Jesper Theis tog i 2017 springet og opsagde sit faste job som folkeskolelærer for at hellige sig bluesmusikken på fuld tid (læs her).

Gennem de sidste par år har Jesper Theis boet i nærheden af Barcelona i Spanien, har fundet sammen med nogle spanske bluesmusikere, pusler langsomt, men sikkert med forberedelserne til sit andet soloalbum og høres ofte i Danmark.

I 2017 udgav han sit debutalbum Narrow line, som høstede fine omtaler (læs her).

Generalforsamling

Efter de to herrers koncert er der generalforsamling i B’Sharp. Her ser programmet således ud:

Døren åbner kl. 13.
Kl. 14-15 er der generalforsamling i B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association (kun medlemmer og sponsorer har stemmeret).
NB! Tilmelding nødvendig til spisning (på grund af COVID-19-pandemien vil alle tilstedeværende under generalforsamlingen have fået udleveret en sandwich i forsvarlig indpakning).
Mail til bluesland@vip.cybercity.dk eller sms til 2223 9752 senest mandag den 7. september kl. 12.

Til koncerten åbner døren kl. 15
Entré: 120 kr.
Forsalg: 90kr.
Medl.: 80 kr.

The Doors lever

The Doors Tribute

Fredag den 18. september 2020 er det de meget populære The Doors Tribute, der står for den musikalske underholdning, når kvintetten giver koncert i Kedelhuset. The Doors Tribute har to totalt udsolgte danmarksturnéer bag sig og er blevet virkelig velsammenspillede.

En af orkesterets mange trofaste publikummer, der har oplevet bandet flere gange, sagde i øvrigt for nylig til Bluesnews.dk om The Doors Tributes musik og formidling, at: ”Det er røvgodt.”

Orkesteret, der stammer fra Silkeborg og omegn, er kendt for deres magiske og intense koncerter, hvor repertoiret på ingen måde bare består af kopinumre af det legendariske amerikanske band The Doors.

The Doors Tribute

I forbindelse med en The Doors Tribute-koncert på Rampelys i november 2018 bemærkede Bluesnews.dk – og andre – en del, som man kan læse her (læs her).

Bandets frontfigur Jim Morrison stillede skoene i 1971, kun 27 år gammel. Bandet fortsatte i et par år, men opløstes i 1973.

Og dog lever The Doors og deres ofte bluesbaserede musik i bedste velgående i indeværende årtusinde, i gode hænder hos de kapable musikere i The Doors Tribute.

The Doors Tribute er: Mike Hecchi (vokal), Kent Søgaard (keyboard), Alex Olesen (guitar), Morten Brauner (bas) og Per Vatne (trommer).

Døren åbner kl. 19.30
Entre: 215 kr.
Forsalg: 215 kr.
Medl.: 150 kr.

Prisvindende bluesorkester fra Tyskland

Lørdag den 3. oktober er det tyske The Bluesanovas, der træder op på scenen på Rampelys. Det er i øvrigt første gang, at orkesteret spiller på Rampelys, og denne koncert er den eneste, de giver i Danmark i denne ombæring.

Nico Dreier
Foto: Peter Widmer

Bandet, der blev dannet i 2015, består af Philip Ralf Heermann (vokal/mundharpe), Filipe Ribeiro Henrique (guitar), Nico Dreier (piano/orgel), Nikolas Karolewicz (bas) og Philipp Dreier (trommer).

Musikerne er stort ukendte i Danmark. Dog vil de, der har overværet de seneste danske koncerter med den tyske super-bluesguitarist Kai Strauss og hans orkester, genkende navnet Nico Dreier. Samme dækker nemlig over en fremragende tangentmand, der også spiller med Kai Strauss.

The Bluesanovas spiller swingende jump og West Coast blues med en del Texas blues smidt ind, og det gør de så overbevisende, at de i 2019 vandt German Blues Challenge og blev tildelt Deutscher Rock-und-Poppreis 2019. Ydermere landede de i semifinalen til International Blues Challenge i år. Samme finder sted i Memphis, Tennessee.

Spilleglæde

The Bluesanovas er et band, hvis koncerter er karakteriseret ved smittende spilleglæde og smittende energi.

Disse kvaliteter har i kombination med solidt musikerskab hos alle fem medlemmer ført The Bluesanovas frem til en position som et veletableret band i Tyskland.

The Bluesanovas

Tilmed er The Bluesanovas blevet kaldt ”bluesmusikkens fremtid.” Om orkesteret så fortjener denne betegnelse, må komme an på en prøve, så trop op på Rampelys og døm selv.

Under alle omstændigheder lover de to fuldlængdeudgivelser og den ep, de har indspillet, godt. Det drejer sig om Bluesanova (2018) og Emergency call for the blues! (2019). Ep’en hedder Blues’n’roll og er fra i år. Samme blev i øvrigt til i det legendariske Sun Studio i Memphis, Tennessee.

Døren åbner kl. 19.30
Entre: 180 kr.
Forsalg: 150 kr.
Medl.: 100 kr.

Sympatisk soul blues fra England

Lørdag den 24. oktober er der på Rampelys rigelige mængder af sympatisk soul blues fra England i form af Kyla Brox Band, der vandt European Blues Challenge 2019, som fandt sted på Azorerne.

Kyla Brox Band består af Kyla Brox (vokal), Danny Blomeley (bas/akustisk guitar), Paul Farr (guitar) og Mark Warburton (trommer).

Kyla Brox

Frontfiguren er sangeren og sangskriveren Kyla Brox. Hun er blevet overdænget med flere priser for sit sangtalent og er senest blevet kåret som den bedste kvindelige vokalist ved European Blues Awards 2019. Hendes historie som musiker er lang, og hun startede som kun 16-årig i sin fars band.

Som orkesterleder har hun hele syv fuldlængdeudgivelser bag sig, hvoraf den første udkom i 2003, og den seneste i 2019. Niveauet er højt på alle album, og stærkt står Kyla Brox’s stemme, der spænder vidt. Desuden har sangerinden nogle imponerende fraseringer, og det må siges, at al den ros, hun har fået, er fuldt fortjent.

Vinderen

Hertil kommer, at de musikere, som Kyla Brox omgiver sig med, tilsammen er et toptunet hold, der kan deres kram. De spiller smukt sammen med – og op til – Kyla Brox, der er blevet betegnet som ”en af de allerbedste soul-blues sangere, som de britiske øer nogensinde har produceret.”

Kyla Brox
Foto: Frank Nielsen

Lyt for eksempel blot til det seneste album fra dén kant, Pain & glory, og arbejd dig gennem bagkataloget derfra. Der venter mange positive overraskelser, når man bevæger sig gennem Kyla Brox-universet.

Ved European Blues Challenge 2019, hvor for eksempel formanden for B’Sharp, Charlie Tambaur, var til stede, skete der noget meget betegnende, fortæller Charlie Tambaur til Bluesnews.dk:

”Da Kyla Brox og hendes musikere kom ind på scenen og gik i gang med deres sæt, kiggede jeg på min sidemand og sagde efter ganske kort tids lytten: ”Dér har vi vinderen af European Blues Challenge 2019!” Og dét holdt stik.”

Møder man op på Rampelys til koncerten med Kyla Brox Band, venter der angiveligt en imponerende, stærk og rørende musikalsk oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.

Døren åbner kl. 19.30
Entre: 200 kr.
Forsalg: 175 kr.
Medl.: 120 kr.

Flagskib

Lørdag den 14. november er det et af dansk bluesmusiks absolutte flagskibe gennem mange år, der giver den gas. Der er tale om ingen ringere end Shades of Blue, der trykker den af på Rampelys med følgende besætning:

Shades of Blue

Den virtuose Uffe Steen på guitar, den unikke sanger James Loveless, den klippefaste bassist Morten Brauner og den glimrende trommespiller Claus Daugaard.

Shades of Blue har med få pauser været på banen i over 30 år og spiller den dag i dag med samme nærvær, nerve og intensitet, som da de startede. Dengang var de allerede fænomenale, men det gør jo ikke ligefrem noget, at man får mere erfaring og ekspertise alt udi det at spille musik og begå sig på en scene.

Shades of Blue demonstrerer et sublimt samspil, der ikke er blevet ringere, jo mere orkestermedlemmerne har spillet med hinanden. Desuden skader det jo ikke, at der kun har været ganske få udskiftninger i orkesteret.

Fast arbejde

Orgelmanden Stefan Borum valgte i tidernes morgen fast arbejde frem for musikertilværelsen og, janitsharen Esben Bach gik for mange år siden andre veje, mens Claus Daugaard overtog trommestolen.

Shades of Blue
Foto: Frank Nielsen

Det er ikke, fordi Shades of Blue ligefrem har strøet om sig med fuldlængdeudgivelser, men den lille håndfuld, de har begået, er rene perler, der alle har vist sig at være langtidsholdbare.

Shades of Blue er ligeledes et foretagende, der langt om længe blev hædret officielt, da de i 2018 blev tildelt en Danish Music Award som årets live-bluesband (læs her).

Man kan sagtens tåle at høre Shades of Blue den ene gang efter den anden, for ikke to af deres koncerter er ens.

Til gengæld kan man være sikker på at opleve et næsten uhyggeligt velspillende orkester med stort overskud, spilleglæde, humor og ydmyghed, der både tackler egne numre samt (Chicago) blues-klassikere, så det er en sand fornøjelse (læs for eksempel her og her).

Interessant opvarmning

Mañana Duo
Foto: Jakob Wandam

Der er tilmed interessant opvarmning på plakaten, når Shades of Blue rammer Silkeborg. Det er lokale den lokale, akustisk orienterede duo Mañana Duo, der åbner ballet, og der går frasagn om, at dét gør de glimrende. De spiller akustisk, og slagtøjsmanden i duoen hedder Rasmus Sitarz, mens guitaristen lyder navnet Jan Blüthgen.

Duoen består af to engagerede musikere, der spiller den musik, de holder allermest af. De spiller for at underholde og udsender gode vibrationer der, hvor de kommer frem (læs for eksempel her).

Som et kuriosum skal nævnes, at Jan Blüthgen i flere år var fast lydmand hos B’Sharp, og han var en fremragende en af slagsen. Bluesnews.dk oplevede for eksempel Jan Blüthgen i aktion mange gange, og når lyden var i hans kyndige hænder, kunne man taget det helt roligt både som musiker og som publikum.

Mejslet

Blandt andet skete følgende ved amerikanske Bob Brozmans koncert på Rampelys i 2005. Bob Brozman spillede akustisk guitar og slog under lydprøven en akkord an.

Jan Blüthgen
Foto: Jakob Wandam

Akkorden stod totalt klart som mejslet i luften, og Bob Brozman sagde med ros i stemmen og et venligt, fast blik mod Jan Blüthgen: ”When I hear something like this … !” Så vidste musikeren, at han var i virkelig gode lydhænder, og lydmanden vidste, at kommunikationen med Bob Brozman var perfekt.

Men tilbage til Mañana Duo, der spiller såvel danske som udenlandske hits, som de giver deres helt egen drejning, og man bliver helt sikkert i godt humør, når man er i selskab med denne velspillende og velsyngende duo, der nok vil formå at fyre op under publikum, før Shades of Blue går på scenen.

Døren åbner kl. 19
Mañana Duo kl. 20-20.45
Shades of Blue kl. 21
Entre: 180 kr.
Forsalg: 150 kr.
Medl.: 100 kr.

Futuristiske bluestoner

Lørdag den 28. november er det The Cornbread Project, der er hovednavnet på Rampelys, mens den fænomenale guitarist og sanger Alain Apaloo varmer op.

The Cornbread Project (Peter Nande og Laust “Krudtmejer” Nielsen)

The Cornbread Project består af den forrygende Sahra da Silva på sang og keyboards, Richard Farrell (fra det prisvindende band Trainman Blues, som også Laust ”Krudtmejer” Nielsen er en del af) på sang og guitar, Peter Nande på mundharpe og percussion, Nicklas Kure på guitarer, Laust “Krudtmejer” Nielsen på bas og Marco Diallo på trommer.

Der er med andre ord tale om en veritabel stjernebesætning.

The Cornbread Projects kerne er produceren, bassisten og guitaristen Laust “Krudtmejer” Nielsen og mundharpespilleren og percussionisten Peter Nande. Sammen startede de The Cornbread Project i 2018, og tidligt i 2019 kunne offentligheden så høre nogle af de futuristiske bluestoner, de to musikere havde sat sammen. Flere toner fulgte med flere forskellige musikerkonstellationer (læs mere om The Cornbread Project her og her).

Debutalbummet Catawampus, der så dagens lys sidste år, fik fornemme anmeldelser (læs for eksempel her). Desuden blev albummet nomineret til en DMA.

Om at producere blues

Laust ”Krudtmejer” Nielsen og Peter Nande er centrale personer i The Cornbread Project, og de supplerer hinanden fint. Interessante er Laust ”Krudtmejer” Nielsens idéer om at producere blues, som man kan læse mere om her og her.

The Cornbread Project
Foto: Frank Nielsen

Laust ”Krudtmejer” Nielsen og Peter Nande har ” … sammen skabt det her helt unikke CORNBREAD BLUES PROJECT bygget op over loops, beats skøre ideer og gode sangere, alt sammen med THE BLUES som fællesnævner.”

The Cornbread Project fik deres koncertdebut på Blues Alive-festivalen i Horsens sidste år, og dét med bravour.

Bluesnews.dk følte sig således foranlediget til at skrive, at: ” … denne koncert kommer for mange til at stå som festivalens bedste og mest interessante” (læs hele anmeldelsen her).

Sangerinden

Sahra da Silva
Foto: Frank Nielsen

Koncerten med The Cornbread Project er annonceret således: ”The Cornbread Project feat. Sahra da Silva,” og det er forståeligt nok, at sangerinden og keyboardspilleren Sahra da Silva bliver kørt i stilling i førsteposition. Sahra da Silva er der nemlig krudt i.

Sahra da Silva fik med sit forhenværende projekt Jagged Soul en ep – Sahra da Silva & the Jagged Soul fra 2012 – og et album – Oh, love fra 2014 – på gaden. Begge var udmærkede soul-udgivelser, der tåler at blive hørt den dag i dag. Imidlertid er Sahra da Silva vokset betydeligt som musiker gennem de senere år og kan blandt andet høres på Catawampus.

Hendes stemme er blevet yderst bemærkelsesværdig og vidtspændende. Hun er med rette blevet helt sikker på sig selv, og hendes ofte humorprægede, udadvendte sceneoptræden sidder lige i skabet.

Imponerende

Dette viste hun for eksempel på Randers City Blues Festival i 2017, hvor hun indgik i et velfungerende samarbejde med mundharpemanden, sangeren og guitaristen Nisse Thorbjørn alias Copenhagen Slim (læs her).

Sahra da Silva
Foto: Jakob Wandam

I dag har hun sit eget band og en nyudgivet fuldlængdeudgivelse på sit cv (læs anmeldelse her). Sahra da Silva er nu en kunstner, der primært gør det i blues, og det gør hun blandt andet sammen med sine musikere imponerende godt, som det for eksempel kunne opleves på Køge Blues Festival 2020 i februar i år (læs her).

Imidlertid er det jo som en del af The Cornbread Project, at Sahra da Silva vil folde sig ud på Rampelys den 28. november i år, og dét kan man kun glæde sig til. Indtil da kan man lægge øre til Catawampus eller til singlen herfra, ”Rollin’ & tumblin’” feat. Sahra da Silva, der blev udgivet den 25. februar 2020. Man kan før 28. november 2020 også glæde sig over Sahra da Silvas single ”I wanna love you” (læs mere her, og læs endnu mere om Sahra da Silvas indspilningsmeritter her).

Sahra da Silva er en veritabel vokalorkan, som man kun kan se frem til at opleve live, og tilmed er hun i fremragende musiker-selskab, når hun og den resterende del af The Cornbread Project indtager scenen på Rampelys den 28. november.

Afrikansk opvarmning

Alain Apaloo

Det bliver den herboende afrikanske guitarist og vokalist Alain Apaloo, der stammer fra Togo i Vestafrika, som varmer op for The Cornbread Project.

Dét kan man kan glæde sig til, for Alain Apaloo formår nemlig også solo at tryllebinde ethvert publikum, som mange kunne opleve det i Silkeborg for nylig (læs her).

Alain Apaloo er i øvrigt også medlem af Sarah da Silva Blues Quartet, så der er sammenhæng i tingene. Alain Apaloo spiller et tryllebindende mix af afrikansk musik blandet med fundamentale blues-toner og har i mange år været ret fast inventar på scenen på det københavnske blues-spillested Mojo.

Alain Apaloo virker ofte som et lettere genert gemyt, men formår at gå lige i hjertekulen på ethvert publikum, for han kan virkelig viderekommunikere, hvad han føler i formidlingen af den musik, han er fordybet i.

Fremragende samarbejde

Og så har han også et fremragende duo-samarbejde med Sarah da Silva (læs for eksempel her).

Alain Apaloo
Foto: Jakob Wandam

Andre samarbejder som Alain Apaloo har været en del af er eksempelvis The Trio, med Alain Apaloo på guitar og vokal samt Kurt Rosenwinkel på bas og Philipp Bernhardt på trommer. Alain Apaloo har også været foregangsmand i andre trioformater. Desuden stod han i spidsen for bandet Alain Apaloo’s ApiPipo, der blandt andre talte Sahra da Silva.

Orkesterets debut-album Floodgate (2009) scorede for eksempel en Danish Music Award som ”Årets World Album.” Desuden kan nævnes Alain Apaloo Band, der med stor medvind spillede på den legendariske svenske Åmåls Bluesfest i 2008 – med ingen ringere end Sahra da Silva som gæstevokalist. I band-sammenhæng er Alain Apaloo alt andet end genert, som man for eksempel kan se og høre på diverse optagelser på Youtube.

Alain Apaloo har gæstet B’Sharp før og vandt i øvrigt i 2009 Møblomania Blues Award på Rampelys hos B’Sharp i Silkeborg, som senere hen blev til Danish Blues Challenge. Alain Apaloo deltog også i International Blues Challenge, der finder sted i Memphis, Tennessee, i 2010. Han blev nr. 3 i kategorien folk blues. Desuden deltog han i Danish Blues Challenge i 2015, dog uden vinderspot (læs her).

Døren åbner kl. 19
Alain Dodji Apaloo kl. 20-21
The Cornbread Project kl. 21.15
Entre: 200 kr.
Forsalg: 175 kr.
Medl.: 120 kr.

Roots, blues med mere fra Nordjylland

Grace James

Lørdag den 12. december runder Grace James B’Sharps efterårssæson 2020 af. Grace James er ikke en kvinde. Grace James er et band-navn, og bag navnet Grace James skjuler sig fem glimrende musikere, nemlig: Stine Flyvholm på vokal, Jimmy Guldbæk på vokal og guitar, keyboardmanden Sten Kjærsgaard, bassisten Rasmus Boje og trommeslageren Nils Bo Poulsen.

At Jimmy Guldbæk er en ferm guitarist, oplevede Bluesnews.dk til den sidste af Bjarne Rasks KingBee exBLUESive-koncerter, nemlig med KingBee’s Blues Guitar Summit #2, der løb af stablen i Bygningen i Vejle den 5. oktober 2014.

Her spillede Jimmy Guldbæk blandt andet sammen med tangent-troldmanden Martin Jønsson (læs her). Martin Jønsson spillede i øvrigt en streamingkoncert hos B’Sharp som medlem af Sidetrackers den 9. maj i år (læs her).

Grace James, der har rødder på Nørresundby-egnen, spiller deres helt egen blanding af blues, roots, rock & roll og et stænk alt-country med de to vokalister placeret centralt i lydbilledet. Bandets musikalske udtryk leder tankerne hen på både dovne ørkenlandskaber og en gryde god gumbo.

Charme

Grace James siges at være et band, man bør stifte bekendtskab med i koncertsammenhæng, og selveste Ivan Pedersen, der kommer fra Aalborg, er blevet begejstret for Grace James. Ydermere har Grace James lavet nogle udmærkede musikvideoer, det lønner sig at tjekke.

Grace James

Grace James har i øvrigt spillet sammen med legendariske SP Just Frost, hvilket må siges at være noget af en cadeau til de gode nordjyder. Imidlertid kan Grace James selv, og dét med charme, godt musikerskab og ditto samspil. Dertil kommer, at de udstråler spilleglæde og gode vibrationer, når de befinder sig på en scene.

Grace James får deres debutalbum på gaden til januar 2021, om alt går vel.

Canned Heat-kopibandet Can’t Heat varmer op for Grace James. Can’t Heat består af fem unge musikere fra Silkeborg og Aarhus.

Jo, B’Sharp må siges at have fået sammensat et appetitligt efterårsprogram 2020.

Døren åbner kl. 18.30
Entre: 180 kr.
Forsalg: 150 kr.
Medl.: 100 kr.

Se desuden B’ Sharps hjemmeside, hvor man også kan købe billetter til foreningens koncerter, her.