Tekst: Jakob Wandam
Onsdag den 13. august skal dette års vindere af Danish Music Awards Blues findes. Som tidligere fortalt her på siden sker det ved en prisfest i Turbinen i Randers.
Danish Music Awards Blues 2025 arrangeres af Tempi, JazzDanmark, Turbinen og ROSA i samarbejde med Jysk Blues Netværk og med støtte fra Randers Festuge, Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund. Nu har arrangørerne offentliggjort de nominerede til priserne i de tre kategorier Årets Danske Bluesudgivelse, Blues Liveprisen og Ud af det Blå-Prisen.
Årets Danske Bluesudgivelse
I kategorien Årets Danske Bluesudgivelse har fagjuryen nomineret de følgende:
H.P. Lange Big Gumbo: Everything’s alright
H.P. Lange Big Gumbo vandt prisen i 2020 for deres debutalbum I feel fine (læs anmeldelse her). Allerede dengang havde musikerne dog spillet sammen længe, men Big Gumbo-navnet afspejlede en konsolidering af en mere sammensat bluesstil for bandet, der blander den akustiske førkrigsblues med hillbilly-folk, cajun, zydeco og bluegrass. Everything’s alright viderefører denne stil, og som Bluesnews.dk blandt andet skrev i sin anmeldelse (læs her), står albummet ikke tilbage for den prisvindende forgænger.
Thorbjørn Risager & the Black Tornado: House of sticks
Da Thorbjørn Risager & the Tornado i 2023 var aktuelle med albummet Navigation blues (læs anmeldelse her), vandt de både prisen for Årets Danske Bluesudgivelse og Blues Liveprisen. Risager har også to gange tidligere nettet albumprisen, så bandet må vel være en slags favorit. House of sticks er da også endnu et eksempel på Tornadoens flot producerede, traditionsbevidste og sjælfulde bluesrock.
Alain Apaloo: Naked
Alain Apaloo modtog en DMA-nominering for sit første soloalbum Flying vision i 2008. Naked er hans andet soloprojekt, hvilket dog ikke betyder, at Apaloo har ligget på den lade side i mellemtiden. Blandt andet har der været et par genresprængende plader med bandet Alain Apaloo’s ApiPipo. Med den afdæmpede Naked er Alain Apaloo dog klart tilbage i bluesland, om end med et særdeles personligt præg, der kun kunne komme fra den togolesiskfødte sanger og guitarist. Amerikanske Marcus King gæster på albummet.
The DownShifters: Blues/roots/wellness
Da bandet The Cornfeds blev lagt på hylden i 2020 (læs her), opstod i stedet brødreduoen The DownShifters med Kasper og Sune Bjerre. Blues/roots/wellness er deres debutalbum, hvor de giver prøver på deres tag på delta-, hill country- og Piedmont blues. Et enkelt R.L. Burnside-covernummer udstikker retningen, men ellers er sangene skrevet af Bjerre-brødrene selv.
Blues Liveprisen
I live-kategorien har juryen også nomineret fire navne. Fra ovennævnte kategori går Alain Apaloo igen, og han har da også været en alsidig live-kunstner i det forgangne år. Ud over solokoncerter har Apaloo optrådt med orkestrene MonkeyRat og TogoRhino samt som bandleder ved Mojo Blues Bars traditionelle African Nights. Han har også spillet med jazzguitaristen Kurt Rosenwinkel, både i Danmark og på Eric Clapton’s Crossroads Guitar Festival i Los Angeles (læs her).
Trainman Blues vandt liveprisen i 2021, og nu har de mulighed for at gøre det igen. Hovedkræfterne i Trainman Blues er guitarist, sanger og sangskriver Richard Farrell og bassist, sangskriver og producer Laust ”Krudtmejer” Nielsen, og ofte optræder de som duo. Men jævnligt har man også kunne opleve Trainman Blues i udvidet format, oftest med Thomas Crawfurd på trommer og Rune Højmark på guitar. Også Lasse Storgaard, David Miilmann og Sal Dibba har deltaget i Trainman Blues-projektet.
Mike Andersen er dobbelt-nomineret i live-kategorien, både som solist og med trioen Aegteskab. Han vandt prisen i 2020 og igen i 2022, så rent statistisk må han vel være favorit. Han er også en flittig herre på koncertscenerne, hvor den 48-årige guitarist, sanger og sangskriver giver solooptrædener, spiller med sit populære Mike Andersen Band og altså er en del af Aegteskab, hvis debutalbum Aegteskab blev hædret med Årets Danske Bluesalbum-prisen sidste år (læs anmeldelse her). Hos Mike Andersen mødes blues, soul og americana, og i Aegteskab tilføjer saxofonisten Michael Blicher og trommeslager Eddi Jarl elementer af jazz med mere.
Ud af det Blå-prisen
Nybrudshæderen Ud af det Blå-prisen har ligeledes fire mulige modtagere. Rune Højmark er på banen igen, her som guitarist i One-Eyed Mule. De andre medlemmer er Rasmus Dall (vokal og guitar), Uffe Ipsen (bas, klaver, guitar m.m.), Søren Lynggaard Andersen (guitar, harmonika m.m.) og Simon Meiner (trommer og percussion). One-Eyed Mule blev grundlagt i 2004 og debuterede i 2006 med den fine Hobo in the land of love, som de selv beskrev som ”Hank Williams møder Mississippi John Hurt”. Seks album er fulgt siden da med nye ekskursioner udi americana, folk og country.
Big Martin er guitaristen, sangeren og sangskriveren Martin Skaastrup, som sammen med The Manic Blues var nomineret til samme pris (foruden Årets Danske Bluesalbum-prisen) i 2023. Han udgav In the doghouse med bandet Big Martin & the Doghouse Band i 2007, men i år kom hans første egentlige soloalbum, Sucker punch blues, med egne numre inspireret af især Texas- og West Coast blues. Big Martin har også i det forgangne år markeret sig som live-kunstner rundt om i landet, for eksempel ved 1000 Meter Blues i Viborg (se her).
Bag navnet Renay gemmer sig soulsangeren René Nielsen. Bluesfans har stiftet bekendtskab med Renay i forbindelse med singlen ”Learn to love again”, som han indsang sammen med Sahra da Silva (læs her). Men Renay har også udgivet flere singler og en ep i eget navn. Man hører spor af både southern soul og mere urban soul og r&b i Renays musik, der parrer oldschool-stemning med en moderne produktion.
Slide-guitaristen og komponisten David Miilmann modtager sin anden nominering i Ud af det Blå-kategorien. Miilmann er frontfigur i David Miilmann Group, hvis debutalbum Waiting for myself (læs anmeldelse her) skaffede bandet en DMA-nominering i 2022. Siden har de udgivet endnu et album, What’s left (læs anmeldelse her), og David Miilmann har lanceret bandet Local Hero (se her). Han har også optrådt i forskellige andre sammenhænge på Mojo Blues Bar, spillet ved en hyldestkoncert til Eric Clapton i Amager Bio og været gæsteguitarist hos Trainman Blues.
Årets Hoochie Coochie Man/Woman
Til ildsjælsprisen Årets Hoochie Coochie Man/Woman offentliggøres der traditionen tro ikke nominerede. Fagjuryens udvalgte modtager af denne hæderspris afsløres i forbindelse med prisoverrækkelsen den 13. august.
Der er stadig få ledige billetter til prisfesten i Turbinen. De kan købes i forsalg her.