I weekenden i uge 34, nærmere betegnet lørdag den 26. august, er der bluesfestival i Kattrup i Østjylland. Og det er måske nok en lille by, men det forhindrer ikke Old School Rockin’ Blues Festival i at præsentere anerkendte bluesnavne fra både ind- og udland.
Festivalen arrangeres af foreningen Hovedgård Bluesfest, også kendt som BluesHouse, og musikken spiller i et stort telt på Festivalpladsen i Kattrup, der ligger 15-20 km fra Horsens.
Ud over musikken er der mulighed for at købe mad og drikke – også vegetarisk. Og da der er musik indtil omkring midnat, kan man medbringe telt eller campingvogn og overnatte på de nærliggende græsarealer. Det er sågar muligt at tilkøbe morgenbuffet om søndagen.
Hjemmedyrket
Old School Rockin’ Blues Festival byder på i alt fem koncerter, og musikerne er hentet ind fra mange hjørner af Europa. Det første band er dog hjemmedyrket, idet det tilfalder Ole Frimer Band at åbne festivalen klokken 12.
Ole Frimer Band fik stor ros for deres seneste albumudspil Live in Eppingen, der udkom i efteråret 2020 (læs anmeldelse her). Både den danske og den udenlandske presse var begejstret (læs mere her), og det understregede blot, at Ole Frimer og hans orkester er et live-navn, hvis publikum rækker langt ud over Danmarks grænser.
Men guitaristen og sangeren Ole Frimer står også centralt i dansk blues, hvor han var en af grundpillerne under den stærke aarhusianske bluesscene i 1990’erne. Her spillede han i en årrække med sit Frimer Band og siden også med Blue Junction, inden han dannede Ole Frimer Band, der debuterede med den dansksprogede Blålys i 2014.
I dag består Ole Frimer Band af Ole Frimer på guitar og vokal, Niels Ole Thorning på orgel, Claus Daugaard på trommer og Jesper Bylling på bas. Ud over Blålys og Live in Eppingen har de udsendt Live at Blues Baltica (læs anmeldelse her) samt studiealbummet faerd (2020) (læs anmeldelse her), der lige som forgængeren afslørede en lyrisk stærk og personlig sangskriver med klart udspring i bluesen – nok især Texas blues og British blues boom – men med et tonesprog, der rækker videre ud.
Ole Frimer er kendetegnet ved sit smagfulde og melodiske guitarspil, som får et særligt organisk udtryk derved, at Frimer spiller uden plekter. I Ole Frimer Band har han desuden samlet nogle af landets bedste og mest respekterede bluesmusikere omkring sig.
Multinationale
Klokken 14.30 er det det multinationale band Trickbag, der står på scenen. Trickbag ledes af den svenske sanger Tommy Moberg, og med sig har han landsmændene Urban Hed (bas) og Fredrik von Werder (tangenter). Desuden omfatter Trickbag den finske guitarist Tomi Leino, den engelske mundharpespiller Steve ”West” Weston og den norske trommeslager Martin Winstadt.
Trickbag har eksisteret med skiftende besætninger i snart tredive år, og deres musikalske identitet er nok bedst betegnet som West Coast blues. Det er en show-orienteret bluesform, der kombinerer den mere stramt fokuserede Chicago blues med swing, jump og rock & roll.
Trickbag har tidligere optrådt i Danmark, for eksempel på Blues Heaven 2021 (læs anmeldelse her) og Horsens Blues Festival 2015 (læs her). Og gruppen er lidt af et allstar-band, hvor flere af medlemmerne også i andre sammenhænge har været forbi vore breddegrader.
Det gælder især Tomi Leino, hvis Tomi Leino Trio er en hyppig gæst i landet, både i eget navn og som backinggruppe for musikere som R.J. Mischo, Johnny Burgin og Big Creek Slim.
Også West Weston har været her mange gange, dels som solist eller duo-partner for Ronni Boysen, dels som medlem af Mud Morganfields band med mere.
Fynske veteraner
De fynske veteraner fra Working Mojo optræder på Old School Rockin’ Blues Festival klokken 17. Også her er der tale om et band med tre årtiers erfaring – plus det løse, idet Working Mojo har eksisteret siden 1992. Fra den oprindelige besætning finder man stadig trommeslageren Thomas Ditlevsen og guitaristen Martin Kleiner i opstillingen.
Hertil kommer Lars Sørensen på klaver og orgel, Anders Vraa på bas og i front Allan Hviid, der har været Working Mojos forsanger siden 2009. Allan Hviid kendes også som sanger i det populære fynske showband Blues Brothers Souvenir Show, og også Working Mojo må siges at være lidt af en fynsk blues-institution.
De har udgivet fire album, om end det er ved at være et stykke tid siden. Det seneste, 20 years anniversary live, udkom således i 2012. Men det betyder ikke, at Working Mojo har ligget på den lade side, for de har kontinuerligt været et populært live-band ikke blot hjemme i Odense, men også andre steder rundt om i landet. I februar i år spillede Working Mojo for eksempel hos Bluesforeningen Crossroads i Vejle (se billedserie her).
Working Mojo spiller energisk urban blues af egen tilvirkning såvel som af Chicago-, Texas- og jump blues-koryfæer som Willie Dixon, Junior Wells, Albert Collins og Roy Brown.
Fransk blues
Fransk blues er ikke det, man ser mest af på de danske bluesscener. Guitaristen og sangeren Fred Chapellier har dog været her før, for eksempel i Samlingsstuen i Kerteminde i 2017 (læs anmeldelse her), og han var faktisk booket til Old School Rockin’ Blues Festival sidste år, men måtte melde forfald på grund af sygdom.
Nu er Fred Chapellier heldigvis klar til at spille igen, og mon ikke det bliver til et par numre fra hans seneste album Straight to the point, der udkom sidste år?
Ellers er der omkring tyve års pladeproduktioner at plukke af, hvor Fred Chapellier både har spillet egne numre og covers.
Blandt andet er det blevet til hyldestplader til Peter Green og Roy Buchanan, for netop de to guitarister har i høj grad formet Fred Chapelliers spillestil. Der kan således forventes moderne elektrisk blues og bluesrock med et touch af soul, når Fred Chapellier stiller op på Festivalpladsen i Kattrup.
Med sig har han Christophe Garreau på bas, Patrick Baldran og Jérémie Tepper på guitar samt Guillaume Destarac på trommer. Fred Chapellier og hans band er på programmet klokken 20.
En fest
Old School Rockin’ Blues Festival 2023 bliver afrundet af Lisa Lystam Family Band, og det bliver sandsynligvis en fest. I hvert fald hvis man skal dømme efter reaktionerne fra de seneste af bandets mange koncerter i Danmark, for eksempel i Odense i 2022 (se billedserie her) og Randers i 2021 (se billedserie her).
Der er altså tale om et særdeles populært live-navn her i landet, hvor Lisa Lystam også tidligere har turneret som korsangerinde for Thorbjørn Risager & the Black Tornado (man kan se og høre kombinationen på Risagers cd/dvd-udgivelse Songs from the road (2015), optaget live i Tyskland).
Men Lisa Lystam Family Band er altså fra Stockholm, hvor de siden 2014 har udgivet tre album (III udkom i 2019) med deres rock- og soulpåvirkede elektriske blues. De repræsenterede desuden Sverige ved European Blues Challenge 2015 i Bruxelles.
Lisa Lystam Family Band anno 2023 består af Lisa Lystam (vokal og mundharpe), Fredrik Karlsson og Matte Gustavsson (guitar), Johan Sund (bas) og Jonas “Wasa” Backman (trommer). De spiller aftenens sidste koncert fra klokken 22.
Prisfald
Billetter til Old School Rockin’ Blues Festival koster kr. 450 plus gebyr, og det er værd at bemærke, at der altså et prisfald på hundrede kroner i forhold til sidste års festival. Billetterne kan købes her, hvor man også kan finde tillægsbilletter til campingplads og morgenbuffet.
Der er betragtelige rabatter at hente for medlemmer af Hovedgård Bluesfest. Man kan læse mere om foreningen, inklusive medlemskab, på BluesHouses hjemmeside her.