Her er forårsprogrammet hos B’Sharp i Silkeborg

Riccardo Grosso

Tekst: Jakob Wandam

Foreningen B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association fejrede 25-års jubilæum i 2020 og er således landets ældste bluesforening. Sæson efter sæson har B’Sharp sat et koncertprogram op med stærke bluesnavne, og efter nogle år, hvor det har været vanskeligt at turnere internationalt, mærker man, hvorledes også de udenlandske kunstnere er ved at finde tilbage til Danmark.

Det ses også på forårssæsonens program i Silkeborg, som byder på spændende både hjemlige og udenlandske kunstnere. B’Sharps koncerter finder sted på spillestedet Rampelys, der ligger på Bindslevs Plads 6. Man kan se oplysninger om spilletider, billetkøb og -priser samt medlemskab og andet på B’Sharps hjemmeside her.

På landevejene

Bernard Allison
Foto: Frank Nielsen

Amerikanske Bernard Allison turnerer i Danmark i januar, og lørdag den 28. januar kommer han til Rampelys. Allison er på landevejene med sit nyeste album Highs & lows, der udkom i februar 2022 til gode anmeldelser. På albummet medvirker notabiliteter som Bobby Rush og Colin James; de er selvsagt ikke med i Silkeborg, men til gengæld bakkes Bernard Allison (guitar og vokal) op af Allen Matthew Kimathi (trommer), George Moye (bas) og Eric Cannavaro (keyboards).

Bernard Allison er søn af Chicago-legenden Luther Allison og fungerede i en periode som leder af faderens backingband. Den ældre Allison rådede sin søn til ikke at lade sig fastlåse alene som Chicago-bluesmand, og det råd tog Bernard til sig. Han har skabt et mangesidet bluesudtryk, der ikke mindst har funk som en vægtig bestanddel.

Bernard Allison
Foto: Frank Nielsen

Dette har Bernard Allison udforsket som solist siden 1990, hvor hans debutalbum The next generation udkom. Men Bernard Allison er også en holdspiller, der ud over knapt 20 soloalbum har udsendt plader med Allison Burnside Express (sammen med Cedric Burnside) og med Larry McCray, Carl Weathersby og Lucky Peterson (albummet Triple fret, 2005). Bernard Allison har desuden turneret med Ruf Records’ Blues Caravan i 2018 (læs her).

Det er en topmotiveret Bernard Allison, der nu er draget på turné efter de lammende coronarestriktioner – en motivation og begejstring, som Allison synger om i åbningsnummeret på Highs & lows, ”So excited” – og man kan forvente moderne elektrisk blues med adskillige twists, når den amerikanske guitarist og hans band rammer Rampelys.

Jamvært

Søndag den 19. februar er der Blues Jam på Rampelys med Martin Blom Hansen som jamvært, og der er gratis entre. Guitaristen og sangeren Martin Blom Hansen, der også bare kalder sig Martin Blom, var med til at danne bandet Blues ’n’ Trouble i 1987. To år senere skiftede de navn til The Trouble Cats, og det hedder de stadigvæk, selv om ”The” er faldet bort, og der har været andre projekter undervejs.

Martin Blom
Foto: Frank Nielsen

Martin Blom debuterede som solist i 2014 med albummet Crossing the water. Det dansksprogede Sange fra ødekirken fulgte i 2016, og i 2018 udkom ep’en Lyset kommer igen (læs anmeldelse her).

P.t. arbejder Trouble Cats atter på et nyt album, og det bliver det femte udspil fra deres side. De debuterede i 1990 med Risky business, og deres hidtil seneste udspil er 4, der udkom i 2018 og blev nomineret til en Danish Music Award (læs anmeldelse her). En sådan nominering fik også albummet Live! in the studio (læs anmeldelse her) af trioen Sidetrackers, som Martin Blom dannede sammen med Svend Eeg og Martin Jønsson i 2018.

Martin Blom har således masser af erfaring fra landets bluesscener, og det gælder også i jobbet som jamvært. Den rolle har han spillet ved mange lejligheder i både Silkeborg, Aarhus og Aalborg.

Fra Italien

Lørdag den 4. marts er der besøg fra Italien, når Riccardo Grosso Blues Band for første gang kommer til Danmark. Riccardo Grosso synger og spiller mundharpe i en stil, der bygger på den traditionelle Chicago blues og navne som Sonny Boy Williamson II og Junior Wells – men også i en mere fri form, der gør, at han kan sammenlignes med senere kunstnere som Charlie Musselwhite eller Paul Butterfield.

Riccardo Grosso

Riccardo Grosso har spillet med blandt andre Musselwhite, Johnny Sansone, R.J. Mischo og Lurrie Bell og optrådt på spillesteder og festivaler rundt om i Europa. Med sig til Silkeborg har han Flavio Paludetti (guitar), Simone Serafini (bas) og Carmine Bloisi (trommer).

Riccardo Grosso Blues Band albumdebuterede (som RGBand) i 2014 med Right now. Albummet indeholdt ti numre, hvoraf bandet selv havde skrevet de otte (de resterende to var covers af Charlie Musselwhite og John Hiatt). I 2015 kom 21.12 – live at Teatro del Pane, og seneste albumudspil var The road and the room, der kom i 2021. Hertil kommer diverse online-udgivelser, som kan findes på Riccardo Grosso Blues Bands SoundCloud-side her.

Hver for sig og sammen

Johnny Burgin
Foto: Jakob Wandam

Koncert-konceptet Blues Explosion blev skabt tilbage i 2018 af Peter Nande og Niels Nello Mogensen (læs mere her). Ideen er at lade en flok topmusikere fra bluesverdenen spille hver for sig og sammen i forskellige konstellationer, der udgør en samlet koncertoplevelse.

Det oprindelige Blues Explosion havde blandt andre Miriam Mandipira, Big Creek Slim og nu afdøde Troels Jensen i opstillingen (læs anmeldelse af deres koncert på Dexter i Odense her). Denne gang har Blues Explosion indforskrevet den amerikanske guitarist og sanger Johnny Burgin (læs mere her). Desuden slutter Sahra da Silva og Chris Copen sig til Nello, Peter Nande og Mikko Peltola, der alle har været med fra begyndelsen.

Sahra da Silva
Foto: Frank Nielsen

Koncerten vil forløbe således, at Peter Nande (mundharpe og vokal) lægger ud med et solosæt. Herpå følger en duo-optræden af Sahra da Silva (vokal) og Chris Copen (klaver), inden Johnny Burgin (guitar og vokal) står i front for en trio med Mikko Peltola (trommer) og Niels Nello Mogensen (bas).

Endelig vil den sidste halvdel af koncerten være med samtlige musikere i et band, der har Sahra da Silva og Johnny Burgin som forsangere. Blues Explosion spiller på Rampelys lørdag den 25. marts.

Lokale helte

Buffalo Woman Blues Band

Onsdag 5. april er det de lokale helte fra Buffalo Woman Blues Band, der står på scenen. Orkestret blev dannet i Silkeborg tilbage i 1984 og eksisterede frem til omkring 1994. Næsten et kvart århundrede senere blev Buffalo Blues Woman gendannet af de oprindelige medlemmer Per Stephensen og Leon Thøgersen (guitar) og Kim Stephensen (bas) samt Paragraph8ight-medlemmerne Iens Simonsen (vokal) og Thomas Melau (mundharpe) og Henning Sartor (trommer) og Mogens Balle (keyboard).

Iens Simonsen
Foto: Jakob Wandam

Buffalo Woman Blues Band spillede en udsolgt koncert for B’Sharp i 2018 og vendte tilbage året efter. De næste år blev bandets planlagte koncerter aflyst på grund af coronanedlukningerne, men i april 2022 var Buffalo Woman Blues Band atter på scenen, og det er de altså også i 2023.

Dermed er der endnu en gang blues, boogie og rock & roll at høre med de lokale publikumsfavoritter.

Ny konstellation

TogoRhino
Foto: Jens Juel

Er Buffolo Woman Blues Band et orkester med mange år på bagen, er der til gengæld tale om en relativt ny konstellation, når TogoRhino træder op på Rampelys lørdag den 15. april.

TogoRhino består af Alain Apaloo (guitar og vokal), Peter Nande (mundharpe, vokal og percussion), Sal Dibba (djembe og percussion) og Olav Poulsen (slide-guitar).

Sal Dibba
Foto: Jakob Wandam

Det er musikere med rødder både i den traditionelle amerikanske blues og i afrikansk blues og verdensmusik, som alle har et alsidigt virke (læs mere om Alain Apaloos indspilninger her, om Peter Nandes her og om Olav Poulsens her). Og i TogoRhino blander de netop den vestafrikanske blues med Mississippi hill country blues i et udtryk, der fremhæver begge bluesformers trance-agtige kvaliteter.

Det resulterer i stærkt improvisatorisk blues, hvor musikkens groove er i centrum, og hvor numrene får lov til at strække sig ud i lange, vævende passager. Inspirationen kommer fra navne som Tinariwen, Ali Farka Touré og Bombino samt Mississippi Fred McDowell, John Lee Hooker, Otis Taylor og Ry Cooder.

TogoRhino har blandt andet spillet på Copenhagen Jazz Festival og på Den Blå Festival i Aalborg, og Bluesnews.dk hørte dem på Morzybitten i Horsens i september 2022 (læs her).

Amerikanske

The Imperial Crowns

Sæsonens sidste koncertnavn hos B’Sharp er amerikanske The Imperial Crowns. Nogle silkeborgensere vil utvivlsom kunne nikke genkendende til bandet, som besøgte byen og B’Sharp i forbindelse med deres første europaturné i 2002.

The Imperial Crowns blev dannet i 1992 af Jimmie Wood (mundharpe og vokal) og J.J. Holiday (guitar og vokal). De spillede samtidig i The Sacred Hearts, husorkestret i House of Blues i Los Angeles, og kom således til at optræde sammen med navne som Buddy Guy, Greg Allman, Taj Mahal, Clarence ”Gatemouth” Brown og The Blind Boys of Alabama. The Sacred Hearts arbejdede også sammen med The Blues Brothers og har backet kunstnere som Sam Moore og Wilson Pickett.

The Imperial Crowns

The Imperial Crowns har udgivet seks album, hvoraf det første kom i 2000 og blot bar bandets navn. Det seneste udspil er dobbeltalbummet 25 live, der udkom i 2018. The Imperial Crowns anno 2023 består af Wood og Holiday samt James Carter (bas og vokal), Rachel C. Wood (vokal og percussion) og Ryan Dean (trommer og percussion).

Stilmæssigt blander The Imperial Crowns psykedelisk delta blues, rhythm & blues, soul, garagerock, swamp pop og funk med mere og vækker mindelser om både Dr. John, The Allman Brothers Band og North Mississippi Allstars.

The Imperial Crowns spiller på Rampelys lørdag den 13. maj.

Der er som nævnt mere information om koncerterne og foreningen at hente på B’Sharps hjemmeside. Billetter til koncerterne forhandles via Bluesbilletten.dk her.