Koncertanmeldelse: Blues Heaven, Arena Nord, Frederikshavn

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Årets Blues Heaven-festival var en omblæst affære, ikke af skandaler, men af stormen Amy, der ramte temmelig hårdt i og omkring Frederikshavn, hvor festivalen holder til i Arena Nord. På festivalens første dag, fredag den 3. oktober, kunne man således konstatere, at mange af Blues Heavens gæster fra Norge og Sverige simpelthen ikke kunne komme frem til Frederikshavn, fordi færgerne lå stille i havnen.

Andre logistiske problemer så som bandmedlemmer og instrumenter fanget i fremmede lufthavne blev løst med forbilledlig effektivitet. Intet kunne dog forhindre en aflysning fra Lil’ Jimmy Reed. Den 87-årige amerikanske bluesmand havde fået forbud af sin læge mod at rejse til Europa.

Heldigvis var festivalens tretten øvrige navne på plads, og den erfarne konferencier Paul Benjamin sørgede sammen med crew og frivillige for, at Blues Heaven 2025 forløb glat for de fremmødte publikummer. Koncerterne var igen i år fordelt mellem to scener, den store Arena Stage og den mindre Blues Hall, og 10-15 minutters ophold mellem koncerterne var nok til, at man ikke risikerede at gå glip af noget.

Skulle man alligevel vælge at holde en længere pause, var der mulighed for at købe mad, drikke og merchandise i foyeren, hvor DJ Roan spillede oldschool blues og soul fra sin vinylsamling.

Superprofessionelt

Musikken startede i Blues Hall fredag, hvor hjemlige Thorbjørn Risager & the Black Tornado var første navn på programmet. ”Tornadoen” er som et af landets travleste orkestre et superprofessionelt band, og de optrådte med stor disciplin og musikerskab af høj klasse.

Thorbjørn Risager & the Black Tornado spillede sidst på Blues Heaven i 2017 (læs her). Siden da har de haft en enkelt udskiftning, idet Joachim Svensmark har erstattet Peter Skjerning på leadguitar, og uden at skulle sige noget ondt om sidstnævnte har Svensmarks indtræden fungeret som en saltvandsindsprøjtning for bandet.

Joachim Svensmark fik god plads i arrangementerne, hvilket man mærkede fra første færd qua hans letflydende soloer i åbningsnummeret, den ZZ Top-agtige ”Already gone”. Peter W. Kehl på trompet og Hans Nybo på saxofon føjede en friskhed til nummeret med punktvise blæs.

Den instrumentale ”Insomniac boogie” var pianist Emil Balsgaards glansnummer (nummeret findes på Thorbjørn Risager & Emil Balsaards duoalbum Taking the good with the bad (læs anmeldelse her)). På denne festlige jump blues diverterede Balsgaard med herlige klaverekskursioner, og Hans Nybo bød ind med en vrælende saxofonsolo.

Fremragende rytmesektion

Thorbjørn Risager & the Black Tornado råder over en fremragende rytmesektion i trommeslager Martin Seidelin og ikke mindst Søren Bøjgaard, der i vanlig stoisk gunslinger-positur spillede syngende melodisk bas. Seidelins lette bækkenslag indledte den fine ballade ”I used to love you”, hvor følsomt blæserspil satte scenen for en lækker, minimalistisk slow blues-guitarsolo af kapelmesteren.

Joachim Svensmark flåede i strengene på rocknummeret ”Come on in”, mens det på ”Never givin’ in” blev mere eksperimenterende. I en ørkenblues-agtig indledning spillede Svensmark med violinbue, hvilket gav en fed og groovy stemning. Sangen udviklede sig snart i nye retninger, og pludselig lød Svensmarks guitar nærmest som steel drums, mens Martin Seidelins trommespil intensiveredes mod nummerets crescendo.

I det hele taget blandede Thorbjørn Risager & the Black Tornado de musikalske udtryk godt i et varieret sæt, der aldrig mistede fodfæstet i bluesen. Det stemningsfulde titelnummer fra bandets seneste album House of sticks indeholdt spiritual-agtige kvaliteter, et bastant guitarriff og et fanfare-lignende blæser/guitar-hook. Flot!

Thorbjørn Risager & the Black Tornado leverede et stærkt og velkomponeret sæt, der sluttede med en galopperende ”All I want”. Her spillede Risagers og Svensmarks guitarer synkront, inden Emil Balsgaard tog over med en orgelsolo for så igen at blive afløst af Joachim Svensmark i en først afdæmpet, så løssluppen og storladen bluesrock-solo. I outroen gik Svensmark salig Jeff Beck i bedene og fik undervejs citeret Beethovens niende!

Sympatisk og uhøjtidelig

På Arena Stage var første navn Krissy Matthews & the Vikings. Den norsk-engelske guitarist og sanger Krissy Matthews fremstod som en sympatisk og uhøjtidelig type, og det passede godt til den powertrio-blues, han frembragte sammen med sin norske rytmegruppe med Trond Hansen på bas og Kåre Amundsen på trommer.

Vi fik således både en sang om guitaristens mormor, én om trommeslagerens hund og én om sexlegetøj, og det var der ikke meget ”Devil got my woman” eller ”Death letter blues” over! Men trioens lyd var seriøs nok, og Matthews’ hurtige, gnistrende fingerarbejde gjorde indtryk.

Det gjorde også hans mere alvorlige slow blues-single ”Why are you ashamed of me?”, der blev leveret i kraftigt forlænget version med effektpedaler og andre guitartricks – eller, som Krissy Matthews selv grinende udtrykte det, ”more and more f*cking guitar wank.”

Bluesstandarder

Krissy Matthews & the Vikings holdt sig ikke til Matthews’ eget materiale, men diskede også op med et par bluesstandarder. Memphis Slims ”Steppin’ out” blev drevet frem af Trond Hansens dybe, løbende bas og spillet med en herligt tør guitartone af Krissy Matthews, der nok havde lyttet mere til Eric Claptons versioner end til originalen.

Robert Petways ”Catfish blues” blev brugt til at præsentere bandet. Det var en særdeles funky udgave med soloer af alle tre medlemmer, men hvor Amundsen og Hansen syntes at kende deres besøgstid, trak Krissy Matthews’ guitarsolo noget i langdrag – men vi tilgav ham, da det tunge beat satte ind igen, og tempoet blev sat op.

Herfra gik det direkte ind i Junior Parkers ”Mystery train”, hvor der i sandhed var smæk for skillingen og stadigt stigende tempo frem til koncertens afslutning. Krissy Matthews & the Vikings var et godt og livligt bekendtskab, om end de ikke for alvor skilte sig ud.

Nedbarberet

Det gjorde til gengæld duoen Giles Robson & John Primer, som efter en øjensynlig problematisk lydprøve var klar i Blues Hall. John Primer spillede også på Blues Heaven i 2021 (læs her), men dengang var det med The Real Blues Band. Nu var det i nedbarberet duoformat med den engelske mundharpemand Giles Robson.

Meget af opmærksomheden var naturligt nok samlet om Primer, som er en sand Chicago blues-legende med tjanser som sideman for Magic Slim og selveste Muddy Waters på cv’et. Men Giles Robson er en ualmindelig fremragende mundharpespiller, hvis spillestil passede som fod i hose til duo-formatet, hvor der var masser af plads til hans virtuose Chicago-stil. Her kunne Robson dels spille understøttende for John Primers guitar og vokal, dels improvisere ubesværet.

På duoens album Ten Chicago blues classics (2024) er det Giles Robson, der er vokalisten, men i Arena Nord sang englænderen blot et enkelt nummer, nemlig Muddy Waters’ ”Blow wind blow”. Robson viste sig som en glimrende sanger med en god stemmekraft, men alligevel virkede det naturligt, at John Primer tog sig af broderparten af vokalerne, for hvor er han dog en fantastisk sanger!

Med sine 80 år på bagen kunne Primer tilgives, hvis vokalen var svækket, men det var der ingenlunde tale om. Hans kraft, klang og kontrol syntes fuldstændig upåvirket af alderen og lød fyrre år yngre.

Bindeled

John Primers guitarspil var lige så ubesværet som Robsons mundharpe-ditto. Primer er et direkte bindeled til Chicago bluesens storhedstid, og hans timing, frasering og feel var intet mindre end sublimt. Han varierede konstant sit spil mellem det fint plukkende og det chunky og perkussive, og hans bottleneck-slide var himmelsk.

Det var da også kendt stof, som Giles Robson & John Primer bevægede sig inden for. Muddy Waters fyldte meget på repertoiret, og foruden ”Blow wind blow” fik vi blandt andet den indledende ”I can’t be satisfied”, hvor Primers slide netop sang, lækkert suppleret af den fyldige Chicago-lyd fra Giles Robsons mundharpe.

”Rollin’ and tumblin’” og ikke mindst en gnistrende ”Mannish boy” var også på sætlisten, men også John Primers egen ”Hard times” var fremragende.

Det var dog vanskeligt at udpege højdepunkter, for hele Giles Robson & John Primers sæt var en opvisning i, hvordan traditionel elektrisk duo-blues skal spilles, og koncerten var et af Blues Heaven 2025’s absolutte højdepunkter.

Blues og rock

Colin James’ 1990-hitsingle ”Just came back” er nærmest et billede på forholdet mellem blues og rock. Sangen indledes af en bid af Robert Johnsons ”Stones in my passway”, spillet med bottleneck-slide, og folder sig så ud som en storladen radiorocksang, men stadig med en fod i bluesen.

Sådan har canadierens karriere også været, og hans sæt på Arena Stage afspejlede dette. Symptomatisk nok lagde han ud med Roosevelt Sykes’ ””44 blues” serveret som tung bluesrock med en muskuløs guitarsolo af James selv.

Med sig i bandet havde han Chris Caddell, også på guitar, trommeslageren Geoff Hicks og ikke mindst det canadiske blueskoryfæ Steve Marriner (kendt fra MonkeyJunk og JW-Jones Band og nidobbelt Maple Blues Award-vinder) på bas og mundharpe.

Brillerede

Colin James’ sangstemme var flot og klar, og især på en version af Van Morrisons ”Into the mystic” brillerede han vokalt. Ellers var det mest guitarspillet, man lagde mærke til, og særligt i slow blues-numrene udviste Colin James god smag og økonomisk sans. ”Bad habits” og Magic Sams ”That’s why I’m crying” var således højdepunkter, og de var altså bare mere spændende end lidt anonyme rocksange som ”Freedom” og ”Saviour”, om end man nød Chris Caddells vokale modspil på den første og Steve Marriners drivende basspil på sidstnævnte.

”Voodoo thing” var mere interessant og smagte af Louisiana blues – man kunne forestille sig Sonny Landreth spille den, ihvorvel Colin James skruede mere op for effekter og lir.

Det skal dog ikke hedde sig, at Colin James & co. var mere form end indhold, for de spillede faktisk rigtig udmærket. En udgave af Fleetwood Macs ”Oh well” var ret fed, og særligt i første halvdel af sættet nød vi godt af Steve Marriners formidable mundharpespil.

Der var også en del variation i repertoiret – ”Just a little love” var for eksempel en countrysang – og Colin James var en karismatisk og charmerende frontfigur. For meget af materialet var blot for anonymt til, at vi kan løfte os op til de helt store superlativer.

Amerikansk facon

Sangeren Earl Thomas indledte sin koncert i Blues Hall på den hævdvundne amerikanske facon, nemlig ved ikke at være til stede. Med andre ord var det op til hans backingband, The Anthony Cullins Band, at spille de første to numre.

Anthony Cullins er en ung guitarist fra Fallbrook, Californien, som selv kalder sig musik for ”psychedelic soul music”, der blander R&B, funk, soul, rock, jazz og blues. Santana syntes at være en inspiration at dømme ud fra de to numre, der ganske rigtigt virkede lidt skizofrene, men som bestemt vidnede om dygtige musikere.

Bandet bestod af Cullins på guitar og vokal, Jody Bagley på klaver, Noah Williams på orgel, Kyre Wilcox på bas og Edward ”Hot” Cleveland på trommer.

Publikum var dog kommet for at høre Earl Thomas, og med Arthur Conleys ”Funky Street” dukkede sangeren endelig op. Og det viste sig da også hurtigt, at her var tale om en sand performer. Elegant iklædt læderjakkesæt dansede, vampede og sang Earl Thomas sig igennem et rhythm & blues-præget sæt.

Brændte igennem

I begyndelsen var tempoet højt, og selv om Earl Thomas i den grad brændte igennem som performer, virkede stemmen noget slidt på den energiske ”Funky Street”, ”Howling at the moon” og ”Feeling all blue”. Sidstnævnte var det mest bluesy nummer med en stemning især skabt af Anthony Cullins’ bottleneck-fills og -solo. Jody Bagley bød også ind med en pianosolo.

Med ”I sing the blues” – som Thomas stolt proklamerede, blev indspillet af Etta James i 1992 – begyndte der dog at ske ting og sager, og da de nåede til ”Better to have loved & lost”, var Thomas tydeligvis sunget varm. Denne ballade var netop i Etta James-stil (tænk ”I’d rather go blind”), og Earl Thomas sang endda et par vers uden mikrofon. Noah Williams supplerede med stilige orgel-fills, og det blev koncertens bedste nummer hidtil.

De gode takter fortsatte med den selvbiografiske ”4th of July”, hvor vi igen virkelig fik udbytte af Earl Thomas’ stemme, men det blev så også aftenens sidste nummer fra bandet. Man gik derfor lidt uforløst fra Blues Hall.

Der kan være gode grunde til, at en 65-årig sanger lade sit band indlede en koncert. Men en soulstemme skal have tid til at varme op, og når der er tale om et kort festivalsæt, er det en kontroversiel beslutning ikke at lade hovedkunstneren gå på scenen med det samme. Som det blev, fik vi seks numre med Earl Thomas, og tre af dem på halv stemmekraft. Det var ærligt talt for lidt.

Vaskeægte pophits

Amerikanske Canned Heat toppede plakaten på Blues Heaven 2025, og man mærkede tydeligt, at her var et band, som mange havde glædet sig til at se. Det er heller ikke sædvane, at Blues Heaven kan byde på kunstnere med vaskeægte pophits i bagagen, men det var netop, hvad Canned Heat havde.

Både ”On the road again”, ”Going up the country” og ”Let’s work together” ramte den amerikanske Top 40 i 1960’erne, og vi fik dem alle tre i Arena Nord. Og hver gang Canned Heat igangsatte et af disse hits, udløste det jubel.

Ingen af de oprindelig Canned Heat-medlemmer er med i dag – de fem, der indspillede debutalbummet, er alle afgået ved døden – men det var ikke desto mindre en kvartet af temmelig bedagede herrer, der indtog Arena Stage.

Det mærkede man på godt og ondt: Timingen haltede især ved koncertens begyndelse, men til gengæld var der en håndgribelig spilleglæde hos de fire seniorer. Jimmy Vivino (guitar og vokal), Dale Spalding (mundharpe, guitar og vokal), Rick Reed (bas) og Fito de la Parra (trommer) virkede oprigtigt begejstrede for at spille – og for at spille sammen.

Det psykedeliske

Man kunne have tilgivet Canned Heat for blot at spille den boogie, de især er kendt for, men det stillede orkestret sig ikke tilfreds med. Det psykedeliske er en vigtig del af bandets identitet, og de overraskede med spændende arrangementer og skæve tag på den traditionelle blues.

”I’m her man” legede med taktarterne og havde et jazzet mellemspil, hvor Rick Reed spillede walking bass under Dale Spaldings mundharpesolo. ”Whiskey headed woman no. 2”, havde et indisk-klingende guitarhook og en herligt skramlende guitarsolo af Jimmy Vivino. Og på den mellemøstligt smagende ”East/west boogie” – fra gruppens 2024-album Finyl vinyl – blev det næsten progressivt med synkrone guitarer og fuzz-effekter, inden den slog over i en boogie. Det var ret fedt!

Der blev selvfølgelig også plads til mere traditionel blues, boogie og rock & roll. ”You’re the one” – også et nyt nummer – var blues i Chicago-stil, ”One last boogie” levede op til sit navn, og ”Goin’ to Heaven (in a Pontiac)” var en bluesy rock & roll-sang. Tilmed fortolkede bandet St. Louis Jimmys ”Goin’ down slow”.

Uden mikrofon

Jimmy Vivino og Dale Spalding delte leadvokalerne imellem sig. Vivinos vokal var tynd, men det passede sådan set rigtig fint, når han var stand-in for afdøde Alan Wilson som på ”Going up the country” og ”On the road again”. Og faktisk lykkedes det Vivino at synge et vers af ”Goin’ down slow” uden brug af mikrofon.

Dale Spalding kunne så til gengæld synge Bob Hites partier for eksempel i ”Let’s work together”, hvor Jimmy Vivino hørtes på bottleneck-guitar.

Spalding gav den også både som lead- og rytmeguitarist, men mest spændende var han på mundharpe. Det gjaldt både, når han spillede melodien i ”East/west boogie”, og når han rullede sig ud i hvirvlende bluesimprovisationer på ”Going up the country” og ”One last boogie”.

Det var en fornøjelse at se et veteranband, som ikke bare lænede sig tilbage og hvilede på laurbærrene, men som både havde forbilledlig energi og ville noget med musikken. Og så spillede Canned Heat altså også bare en ond boogie!

Rock-orienteret

Fredagens sidste kunstner var den amerikanske sangerinde Sari Schorr, som optrådte i Blues Hall med sit band bestående af Ash Wilson på guitar, Bennett Holland på tangenter, Wayne Morgan på bas og Russ Parker på trommer.

De gav et meget rock-orienteret sæt, der satte Sari Schorrs flotte sangstemme i scene. Janis Joplin virkede som en klar inspirationskilde, men Schorrs stemme var både mørkere og klarere med en snert af Anisette Koppel især i vibratoen.

Der blev lagt godt ud med ”The new revolution”, en hyldest til Martin Luther King fra 2018-albummet Never say never, Sari Schorrs seneste studieplade. Herfra kom også den West Coast rock-prægede ”Back to L.A.”, ”Freedom” (om den, med Schorrs ord, tossede amerikanske præsident) og en coverversion af balladen ”Ready for love” fra Mott the Hooples og Bad Companys repertoirer.

Påtaget

Bandet spillede energisk, men den megen posering kunne ikke undgå at virke påtaget. Der er naturligvis intet i vejen med et sceneshow, og som publikum ved man jo godt, at meget af det er indøvet. Men i en genre som bluesen, hvor musikkens feeling er så essentiel, vil man gerne i hvert fald have illusionen af spontanitet og impulsivitet. Her virkede det ofte overfladisk.

Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at en del af sættet bestod af temmelig generiske bluesrock-sange. Derfor var det velkomment, når der blev skubbet lidt til genregrænserne. Det lykkedes allerbedst i ”Oklahoma”, en let funky sag, hvor Bennett Holland brillerede med The Doors-agtigt orgelspil, og det lød faktisk ret fedt. Sangens groove var sejt, og efter en udstrakt orgelsolo brød Sari Schorr ud i primalskrig. Det var koncertens klart bedste nummer.

Den traditionelle blues blev fortolket i et funky arrangement af Willie Dixons ”I just want to make love to you” med energiske soloer af Ash Wilson og Bennett Holland, der måtte op at stå bag orglet. Det var udmærket, men Sari Schorr & co. virkede nu engang mere hjemmevant i Led Zeppelins ”Rock and roll”, hvis tunge bluesrock-stil lå godt til bandet og blev en passende afslutning på koncerten.

Ungt orkester

Fredagen var sluttet i den rockede ende, og sådan begyndte lørdagen også. Svenske Blue Benders var klar på Arena Stage klokken 16.

Som med The Anthony Cullins Band var der tale om et ungt orkester, som ikke rigtig havde lagt sig fast på en bestemt spillestil, men kombinerede mange forskellige elementer, om end det generelle indtryk var af bluesrock i den tunge ende.

Samson Mirro var i front med en god og klar sangstemme. Edvin Öström og Morris Malek hørtes begge på guitar og kor, Johan Sund var på bas og kor, mens Oskar Boså betjente trommerne og sang kor.

Blue Benders virkede ærligt opstemte over at spille på Blues Heaven, og de var et charmerende bekendtskab med en god publikumskontakt, selv om deres musik nok lå lidt vel langt fra traditionel blues for manges smag. Og bluesen sneg sig ind hist og her som i Morris Maleks Albert King-agtige solo på ”Fooling around with you”, hvor han da også i bedste King-stil spillede på Flying V-guitar.

Nulrede

Mest traditionelt blev det i en langsom version af B.B. Kings ”How blue can you get”, hvor Edvin Öström nulrede med guitarfills, inden han brød ud i en glimrende solo i flere tempi.

Det var ikke hele sættet, der var lige spændende, men Blue Benders stod for et af festivalens flotteste momenter med den Tedeschi Trucks Band-lignende ”Slippin’”.

Her var især fokus på Morris Malek, der spillede slide-guitar a la Derek Trucks, og hans solo var virkelig smuk – ja, faktisk bevægende. Og sangens fusionskarakter viste, at Blue Benders havde potentialet til at blive et rigtig spændende band.

”Be with you” blev indledt af Johan Sunds jazz-funky bas, inden der blev skruet op for slagkraften i omkvædet. Edvin Öström spillede en skramlet guitarsolo, og samlet set gav nummeret mindelser om Living Color.

Publikum sang med, og selv om sangenes kvalitetsniveau altså havde været varierende, stod man tilbage med indtrykket af en god åbningskoncert.

Chicago blues

Hvis man savnede mere traditionel blues, var der hjælp at hente i Blues Hall. Spanske Sweet Marta & Johnny BigStone spillede Chicago blues med deres danske rytmesektion, Jakob Kirkegaard Kortbæk på bas og Asmus Jensen på trommer, og det gjorde de rigtig godt.

”Sweet” Marta Suñe demonstrerede en rigtig glimrende vokal og herligt klassisk Chicago-mundharpespil, mens Johnny BigStone matchede hende med uprætentiøst guitarspil af Jimmy Rogers-skolen. Også han tog flere leadvokaler, og selv om han startede lidt spagfærdigt, fik Johnny BigStone efterhånden sunget sig varm.

Repertoiret var en blanding af egne numre og covernumre fra Chicago bluesens storhedstid.

Åbningsnummeret var således en Sweet Marta-komposition med titlen ”Forget about the rules” (fra ep’en Hard times), hvor også Asmus Jensens friske, spændstige trommespil og Jakob Kortbæks bouncy bas var en fornøjelse.

Kunne bare det dér

I det hele spillede kvartetten rigtig godt, og de kunne bare det dér med Chicago blues. Sonny Boy Williamson II er åbenlyst en stor inspirationskilde for Sweet Marta, og vi fik hans ”The key (to your door)” med indfølt basspil af Kortbæk.

Jimmy Rogers’ ”Rock this house” blev sunget af Johnny BigStone og spillet med et godt West Coast-swing i hans guitar.

Muddy Waters blev fortolket i en rigtig god version af ”Honey bee” med BigStone på sej bottleneck-slide. Og Sweet Marta sang Koko Taylors ”Voodoo woman” med et dybt, funky groove, hvor Johnny BigStones guitarsolo dog trak lidt i langdrag.

Han spillede nu ellers med stor disciplin – masser af soloer, men meget lidt lir eller tomgang. Og selv da Johnny BigStone tog guitaren om bag nakken, bestod indtrykket af en tight spillende kvartet, hvis arrangementer generelt var blottet for overflødigt fedt.

Jakob Kirkegaard Kortbæks bas var konstant meget præsent, fyldig og fremaddrivende. Asmus Jensen spillede med et selvfølgeligt swing, men tog også en tur i spotlyset med en trommesolo i uptempo-boogie’en ”Lollipop papa” (en let omskrivning af Wynonie Harris’ ”Lollipop mama”). Men stjernen var Sweet Marta, hvis varme glød i stemmen og seje, ekvilibristiske mundharpespil var det største trækplaster.

Sublimt band

Så gode de ellers var til Chicago blues, blev Sweet Marta & Johnny BigStone dog overtrumfet af den mægtige Mud Morganfield. Morganfield stillede med et sublimt band bestående af Eric Ranzoni på klaver, Ronni Boysen og Paul Garner på guitar, Brendan O’Neill på trommer, Kid Andersen på bas og Gustav Almstedt på mundharpe.

”Professionalisme kan ses,” sagde Mud Morganfield om sit band, som aldrig tidligere havde spillet sammen i den konstellation. Danske Ronni Boysen, som har trukket sig fra det internationale tourliv (læs her), var tilbage hos sin gamle arbejdsgiver, og Kid Andersen og Gustav Almstedt var trådt til som afløsere for henholdsvis Magnus Lanshammar og Steve ”West” Weston.

Og det hele sad da også lige skabet, da Mud Morganfield og hans medmusikere spillede sig igennem tretten fede numre. Det var dels sange fra Morganfields egen pen, dels Chicago blues-standarder – især fra faderen Muddy Waters’ sangbog.

Swingede helt vildt

Det swingede helt vildt, da bandet lagde ud med Morganfields ”Big frame woman” med fede soloer af Ronni Boysen og Gustav Almstedt. Sangen stammer fra Mud Morganfields spritnye, Studebaker John-producerede album Deep mud, og herfra fik vi adskillige numre, blandt andre ”Bring me my whiskey”, ”Ernestine”, ”Lover man” og Muddy Waters’ ”Strange woman”.

Muddy var også repræsenteret ved ”(I’m your) hoochie coochie man”, ”Blow wind blow”, ”I just want to make love to you” og en afsluttende ”Got my mojo working”. Og hvis nogen skal spille disse gamle travere, må det være Mud Morganfield.

Morganfield sang fantastisk med en dundrende baryton og sublim frasering og vibrato, der ikke kunne skjule arven fra faderen. Han udstrålede selvsikkerhed og fremstod fuldstændig hjemmehørende i musikken, afslappet siddende på en barstol og med hele salen i sin hule hånd.

Bandet spillede suverænt. Kid Andersen, der bedst kendes som guitarist, var enestående på bassen – ikke blot i den superfunky ”Ernestine”, hvor han gav en fantastisk solo, men hele vejen igennem. Det var dog svært at fremhæve nogen enkelt musiker, for hele orkestret spillede simpelthen blændende. En meget stor koncertoplevelse!

Kendt navn

Boogie Boys var et kendt navn i Frederikshavn, hvor de flere gange har spillet på Blues Heavens forgænger, Frederikshavn Bluesfestival. Siden deres seneste optræden i 2015 var det polske band dog udvidet en hel del, ikke mindst med tilføjelsen af blæsersektionen The Retro Funk Horns, som bestod af Sebastian “Stanny” Stannego (saxofon), Robert Murakowski (trompet) og Dariusz “Struś” Plichta (trombone).

De øvrige medlemmer var Bartłomiej ”Bart” Szopiński (klaver, orgel og vokal), Piotr Bienkiewicz (guitar), Michal Cholewinski (klaver), Janusz Brzezinski (bas) og Milosz Szulkowski (trommer), og opmærksomheden samlede sig ofte omkring den sprælske Szopiński. Der var hjul under hans klaver, og allerede under koncertens første nummer skubbede han det tværs over scenen og spillede ansigt til ansigt med andenpianisten Cholewinski.

I det hele taget stod Boogie Boys for et livligt sceneshow, der passede godt til deres rhythm & blues og rockabilly, som ofte blev afviklet i halsbrækkende tempo. Guitaristen Piotr Bienkiewicz jagtede således Bart Szopiński (og hans klaver) rundt på scenen i Charlie Richs ”Lonely weekends”, andetsteds spillede Milosz Szulkowski med neonlys på trommestikkerne, og Janusz Brzezinski slyngede rundt med sin kontrabas.

Showband

Boogie Boys var et showband, men det betød altså ikke, at håndværket ikke var i orden. Det kræver at tæft at levere den slags show, og dét havde Boogie Boys. Bart Szopiński spillede en boogie-klaversolo i lyntempo på bandets egen ”Full speed no brakes” – der levede godt op til titlen – og trods den komiske, tegnefilmsagtige stemning i ”Hey you” med dybe blæsertrut blev der også plads til nogle eventyrlystne temposkift og en flot trompetsolo fra Robert Murakowski.

Orkestret havde da også godt fat i publikum, og da Boogie Boys afslutningsvis kastede sig ud i Bruce Channels ”Hey! Baby” (måske nok med større inspiration fra DJ Ötzi!), var der flere, der sprang op fra sæderne for at skråle med.

For denne anmelder blev det dog lige lovlig festligt, folkeligt og fornøjeligt, men man må tage hatten af for Boogie Boys’ gennemførte sceneshow og evne til at spille en gedigen gang rhythm & blues.

The sweet spot

Der var også masser af show i veteranerne Rick Estrin & the Nightcats, men hvor det af og til for andre Blues Heaven-optrædende kammede over i det fjollede eller forstillede, fandt Estrin og hans band the sweet spot mellem underholdning og musikalsk virtuositet på Arena Stage.

Rick Estrin & the Nightcats blev så sent som i år (igen) hædret som Band of the Year ved Blues Music Awards, og det forstår man godt. Det er fire af genrens absolut bedste nulevende musikere, der udgør bandet: Rick Estrin på mundharpe og vokal, Kid Andersen på guitar, Lorenzo Farrell på tangenter (inklusive alle baspartier på orglet) og Derrick ”D’Mar” Martin på trommer.

De var i forrygende form fra første tone af ”Living hand to mouth”, og soloerne fra Estrin, Farrell og Andersen vidnede om et enormt musikalsk overskud. Ingen var dog så levende som Duracellkaninen D’Mar, der konstant lavede tricks med stikkerne og grimasser til sine medmusikere. Der var et gevaldigt smæk i hans spil på for eksempel ”Somewhere else”, og Martin agerede master of ceremonies koncerten igennem, interagerede med publikum som en garvet entertainer og havde dem i sin hule hånd. Sikke en showmand!

Og i tilgift til, at han kunne springe hen over trommesættet, tromme på mikrofonen og scenehegnet og spille med trommestikkerne på Kid Andersens guitarstrenge, spillede D’Mar altså på et svimlende højt musikalsk niveau.

Timingen

Timingen musikerne imellem var perfekt, både når de spillede, og når den fiffige og særdeles veloplagte Rick Estrin fortalte sine historier mellem numrene. Og selvfølgelig var det hele indøvet, men det virkede spontant – og man troede på den 75-årige Estrin, når han fortalte om, hvordan musikken fik kroppen til at glemme alderen. Hans spil vidnede også derom, og der er ikke mange på denne jord, der kan spille mundharpe på Rick Estrins niveau.

Kid Andersen stod ikke tilbage for ham, men bød konstant ind med smagfuldt og veltimet guitarspil, for eksempel i form af en vidunderlig bluessolo på ”The main event”. Her var Lorenzo Farrells orgelsolo også mesterlig, og Rick Estrin sluttede af på mundharpen med flot kontrolleret vibrato.

Farrells orgelfærdigheder var også fremragende på ”I’ll never do that no more”, mens der var flænsende guitarfraser og ekvilibristisk mundharpe på den afsluttende ”Calling all fools”. Alt gik op i en højere enhed for Rick Estrin & the Nightcats, som gav en magtdemonstration af en koncert, der samtidig blev festivalens bedste.

Vidtfavnende

Det var op til britiske The Cinelli Brothers at afslutte årets Blues Heaven med manér, og det lykkedes da også i vid udstrækning. Som flere af de andre yngre navne på festivalen havde englænderne et vidtfavnende musikalsk udtryk, og heldigvis lod de sig ikke kue af en smule tekniske vanskeligheder ved sættets begyndelse.

Faktisk startede de rigtig flot med ”Dozen roses”, en lækker oldschool soulsang a la Marvin Gaye sunget af Marco Cinelli, som ud over vokal skiftede mellem keyboard og guitar. Tom Julian-Jones hørtes på vokal, guitar, stedvis percussion og mundharpe, og sidstnævnte instrument var i fokus på den flotte ”Ain’t blue but I sigh”, der også bød på et fedt latin-groove og brusende orgel af Marco Cinelli.

En version af Tony Joe Whites ”Polk Salad Annie” gav The Cinelli Brothers lejlighed til at flekse de psykedeliske muskler med ringlende guitar og lange instrumentale soloer. Det blev lidt langt, men de spillede godt nok godt!

”Spell on me” blev sunget af Tom Julian-Jones og havde et tungt blues-beat, mens ”Married woman” havde gospel-undertoner. Den blev sunget af Marco Cinelli, mens Tom Julian-Jones var mand for en guitarsolo med en lækker tone.

Orgelblues

Med ”Pencil pusher doze” bevægede The Cinelli Brothers sig ind i orgelblues-territorium a la Booker T. & the M.G.’s, inden en version af The Beatles’ ”Don’t let me down” så Jorma Gasperi skifte fra bas til guitar og synge lead.

Hans solo foldede sig flot ud, og The Cinelli Brothers var i det hele taget gode til at give sangene få tid til a udvikle sig.

Et flot moment kom med ”Prayer”, hvor Alessandro Cinelli kom frem fra sin plads bag trommesættet og sluttede sig til sine tre bandkammerater på scenekanten. Kun akkompagneret af Gasperis akustiske guitar og Alessandro Cinellis tamburin skiftedes de til at synge for på et vers af denne stemningsfulde gospel/spiritual af egen tilvirkning. Det var stærkt!

”Fool’s paradise” var en sang om London, men musikalsk smagte den mere af Laurel Canyon med Crosby, Stills & Nash-agtige vokalharmonier. Og så blev der rundet flot af med metallisk skramlende boogie i form af ”Choo ma gum” med temposkift og et drønende crescendo.

De modne kræfter

På Blues Heaven 2025 blev det de modne kræfter, der gjorde mest indtryk. Giles Robson & John Primer, Mud Morganfield og især Rick Estrin & the Nightcats blev de største koncertoplevelser på festivalen. Men lige som festivalen skal roses for at gøre plads til et bredt udsnit af bluesens udtryksformer, må især de yngre bands komplimenteres for at bringe nye lyde og opfindsomhed til genren.

Der var således rigtig gode takter især fra The Cinelli Brothers, og også The Anthony Cullins Band og Blue Benders viste, at her var noget spændende at bygge videre på.

Som ved tidligere års iterationer af Blues Heaven skal vi også huske at rose lydfolkene. De gjorde et forbilledligt stykke arbejde med at få alt til at lyde virkelig godt i hallerne, og igen måtte man bare glæde sig over, at man faktisk kunne høre, hvad der blev sunget – dét er ingen selvfølge.

Om alt går vel, vender Blues Heaven tilbage til Arena Nord næste år, hvor festivalen kan holde 20-års jubilæum. Festivalarrangør Peter Astrup lagde dog ikke skjul på, at der altså skal sælges nogle billetter, og gerne inden nytår. Early bird-billetter vil snart blive sat til salg via Blues Heavens hjemmeside her.