Spændende program for efteråret 2021 i Randers

Ole Frimer og Per Chr. Frost
Foto: Peter Widmer

Af Peter Widmer

De musikalske løjer i efteråret 2021 hos bluesforeningen Bluesnight Randers starter den 24. september, og der lægges hårdt ud med Ole Frimer Trio & Per Christian Frost. Dette er en ny og spændende konstellation, der nok kan få guitarnørder til at spærre øjnene op og spidse ører.

Andre kan også godt være med, for der er automatisk garanti for swingende musik i stort format, når aftenens musikere entrerer scenen på Underværket. Her gi’r de den gas med bluesmusikken som fundament, tilsat diverse krydderier, som man er nødt til selv at opleve, for intet er planlagt i skrivende stund.

Veletablerede Ole Frimer Band har med stor succes spillet hos Bluesnight Randers flere gange og har før haft en gæstemusiker med. Eksempelvis gav Ole Frimer Band en helt forrygende koncert med den norske guitarist Vidar Busk. En koncert, som Bluesnews.dk måtte beskrive som ”en magtdemonstration” (læs mere her).

Den 24. september er det dog ikke en norsk, men derimod en dansk guitarist, Ole Frimer Trio har med sig, nemlig den gennem mange år rettelig hædrede Gnags-guitarist Per Christian Frost. Samme har små 10 album i eget navn bag sig og er desuden anerkendt som bassist og som producer, og så har han også sådan lige medvirket på minimum 180 danske pladeindspilninger.

Startede i Odense

Det er med andre ord et erfarent hold, der træder sammen sidst i september måned i år. Per Christian Frost ved, hvordan tingene skal skæres. Dette gælder også i en live-situation, hvilket man for en stor del kunne overbevise sig om i Odense i august 2018.

Per Chr. Frost
Foto: Peter Widmer

Per Christian Frost og Ole Frimer stod nemlig for første gang sammen på en scene under den hedengangne musikfestival Jam Days i 2018. Her var de begge en del af det til lejligheden sammensatte Blue Monday Allstars (læs mere her). Og det er ganske vist: ”Det hele startede i Odense,” siger Ole Frimer, som Bluesnews.dk havde i røret for ganske nylig.

”Per Christian Frost og jeg spillede sammen for første gang nogensinde på musikstedet Dexter i Odense, onsdag den 1. august 2018. Vi syntes begge, at det var rigtig fint at spille sammen. Faktisk gik det så godt, at vi snakkede om at gentage successen på et senere tidspunkt.”

”Vi klikkede godt sammen på Dexter, også da vi senere samme aften sad på vores hotel og snakkede. Imidlertid kom vi ikke til at spille lige med det samme, efter at vi var på samme scene i Odense den 1. og den 2. august 2018.”

Bingo

”Men da Bluesnight Randers kontaktede mig tidligere i år, foreslog jeg, at min trio og jeg lavede en koncert med Per Christian Frost. Det var selvfølgelig en forudsætning, at Per Christian Frost havde tid til at spille jobbet hos Bluesnight Randers med os, og det havde han.” Sådan var der bingo!

Ole Frimer
Foto: Peter Widmer

”Ole Frimer Trio kommer til den relevante koncert til at bestå af mig selv på vokal og guitar, Jesper Bylling på bas og Claus Daugaard på trommer. Per Christian Frost er så lige med på guitar, og så kommer han også til at synge, hvilket han i øvrigt også er ret god til,” siger Ole Frimer.

Så vidt, så godt, men historien om Frimer og Frost er måske ikke slut med koncerten på Underværket i Randers den 24. september 2021. Hvis deres fælles koncert går godt – og dét er der sikkert rigtig gode chancer for, at den gør – er det ikke utænkeligt, at de gentager successen, røber Ole Frimer afslutningsvis over for Bluesnews.dk.

(Læs mere om Ole Frimer Band her).

Broderland

Lisa Lystam
Foto: Peter Widmer

Fredag den 8. oktober er der blå toner fra vores broderland Sverige. Herfra kommer nemlig Lisa Lystam Family Band. Orkesteret har før gæstet Randers. Eksempelvis spillede Lisa Lystam Family Band, der er en kvintet, for et aldeles imødekommende publikum på Randers City Blues Festival 2019 (læs her).

Desuden har Lisa Lystam Family Band spillet flere andre steder i Danmark, som for eksempel på festivaler i Horsens og i Odense. Tilmed har Lisa Lystam været korsangerinde sammen med dansk-svenske Ida Bang for ingen ringere end Thorbjørn Risager & the Black Tornado (læs for eksempel her). Lisa Lystam Family Band spiller et godt mix af blues, roots og rock og har en ep og to fuldlængdeudgivelser ude.

Ep’en When money’s running out fra 2014 var bandets første skive. Debutalbummet Give you everything så dagens lys i 2016 og er i øvrigt produceret af bandet og The Black Tornado-musikeren Søren Bøjgaard. Opfølgeren med den sigende titel III kom på gaden i 2019, hvor også en single fra albummet blev udgivet.

Lisa Lystam Family Band
Foto: Peter Widmer

Lisa Lystam Family Band har fået gode anmeldelser for deres skiveproduktion og for deres koncerter, der er præget af energi, musikalitet, godt samspil, kompetence og god publikumskontakt. Disse egenskaber besidder vokalisten og mundharpespilleren Lisa Lystam.

Det samme gælder guitaristerne Mattias Gustafsson og Fredrik Karlsson, trommeslageren Patrik Thelin og bassisten Johan Sund. Dette er i øvrigt lige kommet mange polakker til gode, for Lisa Lystam Family Band har netop spillet i Polen, ifølge et opslag på bandets Facebook-side.

(Læs mere om Lisa Lystam Family Band her).

Soul blues

Fredag den 22. oktober får Bluesnight Randers fornemt besøg fra England i form af det European Blues Challenge (EBC)-vindende Kyla Brox Band. Egentlig skulle Kyla Brox Band have spillet i Randers den 23. oktober 2020, men denne koncert blev som så mange andre aflyst på grund af coronaen.

Kyla Brox
Foto: Frank Nielsen

Imidlertid skrev Bluesnews.dk dengang følgende om Kyla Brox Band som optakt til sammes koncert:

”Fredag … er det en britisk vokal-orkan, der optræder på Underværket. Her kan man nemlig opleve engelske Kyla Brox Band bestående af Kyla Brox (vokal), Danny Blomeley (bas og guitar), Mark Warburton (trommer) og Paul Farr (guitar).

Kyla Brox Band kan kalde sig europamestre i blues – i hvert fald for så vidt, at de vandt European Blues Challenge 2019 på Azorerne, hvor de blandt andre konkurrerede med danske Trainman Blues (læs her). Tilmed vandt Kyla Brox hæderen som ”Best Female Vocalist” ved European Blues Awards 2019.

Kyla Brox voksede op med bluesmusikken som datter af Manchester-bluesmanden Victor Brox og mødte også Danny Blomeley som medlem af The Victor Brox Blues Train. Kyla og Danny blev siden gift og spiller sammen både som duo og altså i Kyla Brox Band.

Her spiller de den soul blues, som Kyla Brox nu har fremdyrket på i alt syv album, senest Pain & glory, der udkom i 2019.”

(Se mere her og her).

Godt selskab

Fredag den 5. november er det randrusianske Uptown Bluesband, der spiller op på Underværket. Fra Bluesnight Randers forlyder det, at Uptown Blues Band består af: ” … voksne rutinerede musikere, som gennem årene har spillet i forskellige Randers-bands fra Noahs Ark til Gary Lou and the Widowmakers.”

Desuden, at Uptown Bluesband står for: ”Melodiøs og svajende blues med Hammondbund og sax. Orkesteret var oprindeligt et fritidsband, som nu har overlevet coronaen og er klar til en tur op og ned af den blå motorvej.”

Jesper Vest

Uptown Bluesband er en kvintet, der for nylig fik ny guitarist i skikkelse af Martin Bjerg. Samme er ”yderst kompetent og velspillende,” som Uptown Bluesband proklamerer det på Facebook (se her). Endvidere hedder det: ”Martin er en fantastisk velspillende guitarist i særklasse.” Desuden kan man også på Facebook læse, at:

“Martin leverer en stilsikker rytme- og sologuitar fra “øverste hylde””

Martin Bjerg ser ud til at kunne blive et spændende bekendtskab.

De andre bandmedlemmer er: Jesper Vest, vokal, sax og mundharpe, Hans Isak, Hammond M100, Henrik Bille Krebs, bas og Jens Oluf Andersen, trommer.

Selvportræt

Uptown Bluesband beskriver sig selv således på YouTube i et lille selvportræt:

”Når lejligheden byder sig mødes vi, vander vores musikalske rødder og planter dem solidt i bluesmusikkens mangfoldige genre. Dels fordi vi har stor kærlighed til musikken og dels fordi vi kan lide at være sammen og bevare, bare en lille smule af den drengerøv, der stadig ligger og lurer et sted.”

Hans Isak

”Sammen har vi mange års erfaring fra alle mulige og umulige spillesteder i Danmark, og rigtig mange kilometer i bagagen fra landevejen. Musikalsk er der ro på bagsmækken, og ikke for meget udenoms ”dillerdaller”. Vi spiller blues med en spilleglæde langt over gennemsnittet. Ikke fordi vi skal, men fordi det nu engang er det vi gør når vi er sammen.”

Uptown Bluesband lyder som et velspillende orkester, man sagtens kunne tilbringe en aften på Underværket sammen med.

(Man kan høre en bid eller to af, hvad Uptown Bluesband kan, her, her og her).

Chicago-musiker

Fredag den 26. november er det en vaskeægte Chicago-musiker, der spiller på Underværket sammen med sit danske band, The Chicago Sessions Band. Det er sangeren, guitaristen og sangskriveren Jimmy Burns, der er tale om. Jimmy Burns, der er noget af en legende, skulle have været på turné i en god del af Skandinavien sidste år, men coronaen kom i vejen (læs her).

Nu kommer Jimmy Burns endelig (læs her), og der er noget at se frem til på Underværket, når amerikaneren træder op med de to Fried Okra-musikere Morten Lunn på guitar og Thomas Crawfurd på trommer samt bassisten og produceren Laust ”Krudtmejer” Nielsen. Sidstnævnte spiller i øvrigt i Trainman Blues og The Cornbread Project.

Laust “Krudtmejer” Nielsen
Foto: Jakob Wandam

Desuden har Laust ”Krudtmejer” Nielsen produceret det seneste album med Jimmy Burns – The Chicago sessions – der er indspillet med danske musikere (læs anmeldelse her).

Det er usædvanligt, at en dansker får lov at producere en amerikansk musikers indspilninger, men faktum er, at Laust ”Krudtmejer” Nielsen fik dén tjans (læs her). Bluesnews.dk havde fat i Laust ”Krudtmejer” Nielsen sidste år for at høre om diverse omkring arbejdet med The Chicago sessions (læs her).

Musikerkarriere

Jimmy Burns
Foto: Peter Widmer

Jimmy Burns, der er født i 1943 i Mississippi, USA, har boet i Chicago gennem det meste af sit liv. Han indspillede nogle singler i starten af sin musikerkarriere, men hurtigt valgte han ægteskab og børn frem for at satse på en tilværelse som fuldtidsmusiker. Således optrådte han i lange tider kun ved sjældne, særlige lejligheder.

Faktisk var det først i 1990’erne, at han tog musikken op igen for alvor, og i en alder af 53 debuterede han med sin første fuldlængdeudgivelse Leaving here walking, der kom på gaden i 1996. Således må Jimmy Burns siges at have fået en sen start som professionel musiker. Siden er det blevet til yderligere syv solide album, hvoraf det seneste altså er den vellykkede skive The Chicago sessions.

Jimmy Burns har også været nomineret til en W.C. Handy Award (nu Blues Music Award) i midt-1990’erne for Årets Album, og så har han turneret i mange dele af verden, hvor han har udbredt blues-budskabet og har konsolideret sit ry som en glimrende og nærværende performer.

Der er alle mulige gode grunde til at troppe op til koncerten med den rutinerede Jimmy Burns og det ligeledes garvede The Chicago Sessions Band på Underværket den 26. november, og denne koncert bliver nok en oplevelse, man kun kommer i nærheden af én gang, og som man bør unde sig selv at deltage i.

(Læs mere om Jimmy Burns her).

Højoktan

Fredag den 11. december afslutter Bluesnight Randers et solidt efterårsprogram med Latvian Blues Band. Orkesteret har hjemme i Riga, Letland, og spiller højoktan blues, soul og rhythm & blues ”Chicago style,” så det virkelig rykker.

Latvian Blues band
Foto: Frank Nielsen

Med en knaldgod hornsektion, trommer, bas og en fin vokalist/guitarist med en fremragende fornemmelse for udadvendt sceneoptræden kommer der virkelig gang i den, når letterne letter.

Latvian Blues Band, der har mere end ti cd’er bag sig, blev dannet for over 20 år siden og har efterhånden spillet med mere end 200 blues-kunstnere fra USA og andre lande. Endvidere blev den prominente amerikanske bluesguitarist Duke Robillard så begejstret for orkesteret, at han både medvirkede på og producerede bandets første studiealbum Unreal fra 2009.

Latvian Blues Band har med et højt energiniveau spillet masser af klub-jobs i Canada og USA og har spillet på flere internationale bluesfestivaler. Desuden har de optrådt i store sammenhænge i det meste af Europa, og så har de også spillet i Danmark flere gange.

Desuden spillede Latvian Blues Band, som det første europæiske orkester overhovedet, på Chicago Blues Festival i 2008 med stor succes. Orkesteret spillede ydermere på diverse blues-spillesteder i Chicago, hvor de også blev meget vel modtaget.

Vidtspændende

Janis “Bux” Bukovski
Foto: Frank Nielsen

Latvian Blues Band er påvirket af for eksempel Albert King, Freddie King, B.B. King, Albert Collins, Willie Dixon, Muddy Waters og T-Bone Walker, og orkesterets originalkompositioner spænder over New Orleans second line-rytmer, rhythm & blues, soul og dyb Chicago blues.

Med andre ord er bandets repertoire virkelig vidtspændende, og når de spiller live, har de som oftest kun få velforberedte sætlister at trække på. Hver koncerts repertoire afhænger nemlig af atmosfæren på det enkelte spillested, og ikke to koncerter er ens.

Man vil dog med garanti blive blæst bagover af orkesterets højoktane blues, soul og rhythm & blues ”Chicago style,” for Latvian Blues Bands høje energiniveau holder hver eneste af deres koncerter igennem.

Latvian Blues Band er: Janis “Bux” Bukovski (guitar og vokal), Marcis Kalnins (basguitar), Rolands “Rolx” Saulietis (trommer), Artis Locmelis (sax, orgel og piano) og Viesturs Grapmanis (trompet).

Læs mere om Latvian Blues Band her).