Koncertanmeldelse: Big Creek Slim m.fl., Mødecenter Odense/Skibhus 17:48, Odense

Tekst og foto: Peter Widmer

Lørdag den 12. juni 2021 var der i dén grad EM i fodbold i Parken i København og på diverse tv-stationer så godt som ”vørld vaid.” Ikke desto mindre var omkring 30 publikummer mødt op til en dobbeltkoncert i bluesmusikkens tegn på Mødecenter Odense/Skibhus 17:48, der ligger i Buchwaldsgade i Odenses Skibhuskvarter. Her er publikum på niveau med musikerne, for koncertlokalet, der også bruges til andre aktiviteter, indeholder ingen scene.

Aftenens musikbegivenhed, der startede klokken 20, viste sig at være noget ganske særligt. Det var Kulturforeningen Grønkul, der stod for koncerten, hvor der var to navne på programmet, nemlig Big Creek Slim, alias Marc Rune, og aftenens band. Aftenens konferencier, formanden for Kulturforeningen Grønkul Dennis Kongstad, gik på scenen ved 20-tiden.

Herfra bekendtgjorde han, at Marc Rune ville gå på først og spille i tre kvarters tid. Derefter ville der være en kortere pause, og så ville aftenens band spille i fem kvarters tid. Dén tidsplan kom til at holde nogenlunde, men der var særlige overraskelser i vente, overraskelser, der gjorde koncerten til noget helt specielt.

Big Creek Slim spillede denne aften sit sidste af flere releasekoncert-jobs i forbindelse med udsendelsen af sine to seneste album-udgivelser, der udkom samtidig for nylig. Det drejer sig henholdsvis om Twenty-twenty blues og Migration blues (læs anmeldelser her og her).

Pladeaktuel

Begge udgivelser er udelukkende akustiske og holdt i gammeldaws country- og delta blues-stil, men udførelse af musikken og sammes udtryk er helt og holdent Big Creek Slims. På sin releaseturné har Big Creek Slim dels spillet med andre musikere, og dels solo (læs for eksempel her).

Denne aften spillede han solo – og selvsagt (halv-)akustisk – og dét var der tilsyneladende ingen blandt det meget lydhøre publikum, der havde noget imod. Overtegnede har før oplevet, at selv om Big Creek Slim har haft et nyt album i ryggen på diverse jobs, har han ikke spillet et eneste nummer fra sin dugfriske produktion, bare fordi han ikke havde lyst.

Imidlertid startede Big Creek Slim denne koncert med at proklamere, at: ”Når det er release, skal man jo spille det, man er pladeaktuel med … ,” og det gjorde Big Creek Slim så. Det blev til 10 numre i alt med pluk fra Twenty-twenty blues og Migration blues, og der blev lagt ud med titelnummeret fra førstnævnte udgivelse.

Der skal ikke herske tvivl om, at Big Creek Slim er en meget observant mand, der tilmed forstår at analysere, hvad han oplever, og at sætte tankevækkende ord på. Således kom man med aftenens indledningsnummer blandt andet omkring George Floyd, Black Lives Matter-bevægelsen og lynchninger af afroamerikanere i USA.

Ragtime

Publikum blev også diverteret med den humoristiske ragtime-lignende ”Little wheel rag” fra Twenty-twenty blues, hvor Big Creek Slim trakterede med et forrygende guitarspil på sin ramponerede guitar.

I det hele taget er det imponerende, som Big Creek Slim formår at blande forskellige fingerpicking-former og sætte disse sammen til noget helt eget, der virkelig kan få ethvert publikum til at spidse ører. Dertil kommer hans helt unikke stemme, der i sandhed kan få ethvert nummer sendt godt afsted.

Der var også masser af fine fingerspilmæssige finesser i nummeret ”Up in smoke”, der ligeledes findes på Twenty-twenty blues. Dette album indeholder indeholder også den ironiske ”That medicine show”, som blev afleveret med humor og ironi. Fra albummet Migration blues spillede Big Creek Slim for eksempel den herlige, bidende ”Landlord blues” om et dumt svin af en boligudlejer.

Desuden fik man ligeledes fra Migration blues ”en sang om kærlighed,” som sangen blev præsenteret, nemlig den smukke ”Three kind words”. Publikum klappede højt og anerkendende efter hvert nummer, som Big Creek Spillede, men medens han spillede, var det en yderst andægtig, næsten tavs flok folk, som Big Creek Slim sad overfor.

Fin afslutning

Sidste nummer i Big Creek Slims release-sæt var afslutningsnummeret fra Twenty-twenty blues, ”The great division”.

Som til hvert af aftenens numre knyttede Big Creek Slim også her et par kommentarer til sin komposition: ”Det er hverken den røde eller den gule eller den sorte, vi skal være rædde for. Det er os selv.”

Det er ”den store splittelse” (the great division) mellem folk, der er farlig, og som der er grund til at være bange for. ”Vi sidder alle og kradser på vores skærme,” fastslog Big Creek Slim, og der var mere stof til eftertanke at tage med hjem. ”The great division” var en fin afslutning på et bjergtagende sæt.

Tilmed afslørede Big Creek Slim overfor Bluesnews.dk, at ”Det er første gang, at jeg spiller ”The great division” live,” og dét var jo noget af en overraskelse, men dém var der flere af i vente. De kom dog først efter en små tyve minutter lang pause i de musikalske løjer.

Fælles passion

Dennis Kongstad havde indledningsvis fortalt publikum, at aftenens band ville spille i cirka fem kvarters tid alene efter Big Creek Slims solo-sæt. Det var således overraskende at se Big Creek Slim – der i øvrigt kommer fra Ikast – på scenen sammen med bandet, der blandt andre bestod af den originale aarhusianske guitarist Kasper ”Lefty” Vegeberg, der spiller totalt utraditionelt.

Dertil kom den københavnske tangenttroldmand Chris Copen, hvis borgerlige navn er Christian Bundgaard, og den glimrende sangerinde Lene Strøyer. De tre blev suppleret af den solide finske trommeslager Mikko Peltola samt den stoiske bassist Jakob Kirkegaard Kortbæk. Begge bor i Aalborg.

Med andre ord var der tale om en flok musikere fra flere forskellige egne af Danmark med en fælles passion, nemlig bluesmusikken – og relaterede genrer.

Og spille sammen kunne de – også i dén grad. Bluesnews.dk havde i øvrigt fornøjelsen at opleve disse musikere den 11. juni 2021 i Vejle, hvor de og de indforskrevne sangerinder havde premierekoncert. Big Creek Slim var dog ikke med (læs koncertanmeldelse her).

Overraskelse

Aftenens anden del – band-delen – blev indledt med Big Creek Slim på vokal og halvakustisk guitar, som han betjente uden plekter. Han var et super supplement til bandet, og sammen lagde de hårdt ud med en forrygende uptempo udgave af ”You better watch yourself” af Lightnin’ Hopkins.

Herefter fulgte den langsomme bluesstandard ”Sugar mama” med en fed solo ved Big Creek Slim og fint vibratoarbejde på især de dybe guitarstrenge ved Kasper ”Lefty” Vegeberg. I det følgende nummer var der lynende leadguitar-veksling mellem Big Creek Slim og Kasper ”Lefty” Vegeberg, der skiftedes til at have førertrøjen på.

Desuden var der fedt akkordspil ved Kasper ”Lefty” Vegeberg og fine, næsten boogie-agtige pianotriller ved Chris Copen, der ofte præsterede et kraftigt anslag. Jo, de to guitarister og tangentbetvingeren huggede virkelig til den.

Under disse ekskurser så man sangerinderne Lene Strøyer og Lea Thorlann danse rundt bagerst i lokalet, medens de hujede og råbte begejstret.

En stor overraskelse var det at se Lea Thorlann, for den eneste sangerinde, der var annonceret som en del af denne aftens program, var Lene Strøyer.

Imidlertid var Lea Thorlann slæbt med fra Vejle, hvor hun, Lene Strøyer og sang-kollegaen Sahra da Silva havde kunnet høres dagen før som tre kvindelige vokal-esser sammen med aftenens orkester under overskriften Wild Women Blues (læs mere her og her).

Effektive vokaler

Var der lidt sporadisk usikkerhed at spore hos band og sangerinder i Vejle ved gårsdagens koncert dér, klappede det hele flot denne aften i Odense.

Lene Strøyer og Lea Thorlann entrerede scenen og gav sammen med de andre musikere en fuldfed, vuggende version af Willie Dixons klassiker ”Spoonful” med Chris Copen på orgel og Big Creek Slim som forsanger, godt backet af de to sangerinder med deres effektive og velklingende vokaler.

Endnu et Willie Dixon-nummer fulgte, nemlig ”I just wanna make love to you”, der blev præsenteret af Lene Strøyer. Her var Big Creek Slim forsanger i første vers. Lea Thorlann tog sig af andet vers, mens Lene Strøyer klarede tredje vers, og tilmed hørte man de to sangerinder og Big Creek Slim synge sammen med forrygende effekt.

Lene Strøyer fik desuden sunget igennem, hvilket var en absolut fornøjelse. Det samme kan også kun siges om Chris Copens virkningsfulde orgelspil og om Big Creek Slims vokal og fine guitarsolo. Og bag de andre musikere lå både Jakob Kirkegaard Kortbæks bas og Mikko Peltolas trommer lige, som de skulle hele koncerten igennem.

Big Creek Slim forlod nu scenen og overlod forsangerpositionen til Lea Thorlann og guitarspillet til Kasper ”Lefty” Vegeberg. Sangerinden og resten af orkesteret kastede sig med almindelig dødsforagt ud i en fornem udgave af Robert Crays ”Don’t touch me baby”, og Lea Thorlann ydede en virkelig flot vokalpræstation.

Overbevisende

Sangerinden fik her demonstreret, hvad hendes stemmebånd formår, med et overbevisende sangarbejde. Dernæst fulgte et lækkert soul-agtigt nummer med titlen ”Give some” af Lene Strøyer. Også Lene Strøyer fik strakt ud vokalt set, og dét var aldeles klædeligt. Dertil blev hun fint suppleret af Lea Thorlann, og Chris Copen leverede en fornem orgelsolo.

I Keb’ Mo’s ”Hand it over” levered Kasper “Lefty” Vegeberg virkelig guitartryllerier, mens både Lene Strøyer og Lea Thorlann var i fin form med deres glimrende vokalarbejde, der mundede ud i en vild gospelafslutning, så man næsten troede, at man var i kirke.

”Miss you” af The rolling Stones var endnu en overraskelse, der denne aften blev hørt i en meget blues’et version med soul-skær over sig. Nummeret var godt nede i tempo, og Lene Strøyer sang fint og flot igennem. Desuden spillede Chris Copen en fin pianosolo, mens Kasper ”Lefty” Vegeberg brillerede med bemærkelsesværdigt akkordspil.

Lene Strøyer fik godt tag i publikum, der sang med, og fik folk til at køre nummeret helt ned i det tyste leje. Stille gik det dog ikke for sig ret længe, for som næste nummer fik man Dorothy LaBostries kraftige ”You can have my husband but please don’t mess with my man”, der gik rent hjem.

Begejstringshyl

Her var Lene Strøyer og Lea Thorlann virkelig fremme i skoene med et absolut strålende fælles vokalarbejde. Der var fornemme guitartoner ved Kasper ”Lefty” Vegeberg og en ditto pianosolo ved Chris Copen. Musikerne på scenen gjorde det så godt, at Big Creek Slim, der sad bagerst i lokalet, kom med et begejstringshyl a la ”WoWeee!”

De to sangerinder præsenterede så på bedste og humoristisk vis bandet til sidst i nummeret, der blev fulgt af bluesstandarden ”Everyday I have the blues”. Lene Strøyer spurgte indledningsvis Big Creek Slim, der stadig sad bagerst i koncertlokalet: ”Tør du komme herop?”

”Ja, men I skal vide, at I er nogle frækkerter,” sagde Big Creek Slim med glimt i øjet og gik op til de andre musikere. Big Creek Slim fungerede i ”Everyday I have the blues” atter som forsanger og blev godt suppleret af Lea Thorlann og Lene Strøyer, mens Chris Copen havde godt gang i sit orgel.

Efter en forrygende udgave af denne bluesstandard takkede musikerne af, men aftenens tydeligvis yderst tilfredse publikum klappede så længe og så intenst, at musikerne måtte spille et ekstranummer.

Kompetent

Det gjorde de så med klassikeren ”Hound dog”, som man til manges overraskelse fik i ”en sexet mambo”-udgave med alle musikere på scenen.

Dét var stærkt, og så var der ellers formidabelt vokalarbejde ved de to sangerinder samt Big Creek Slim, der også hørtes på guitar, og flot instrumentalarbejde ved de resterende musikere.

Aftenens artister udgjorde et løssluppent, særdeles kompetent orkester i perlehumør, og hold da helt op, hvor de sang og spillede forrygende, hvilket også gjaldt Big Creek Slim – både som solist og som en del af orkesteret.

Denne dobbeltkoncert var en absolut fornøjelse at overvære. Der var god lyd og virkelig god stemning blandt de overordentlig habile kunstnere på scenen aftenen igennem, og dét var noget, der smittede af på publikum. Bedre kunne det dårligt være.