En herlig guitarist

Tekst: Peter Widmer

Bluesnews.dk bringer her det første interview, der blev lavet med guitaristen Ronni Boysen overhovedet. Interviewet, der tidligere har været publiceret, er fra 2008 og bliver hermed gjort tilgængeligt for læsere af Bluesnews.dk. Anledningen er, at Ronni Boysen for nylig atter blev tildelt den internationale britiske pris Blues Lounge Radio Show Award som Årets Guitarist (læs her). 

Den aarhusianske guitarist og komponist Ronni Busack-Boysen er fast sparringspartner for orkesterlederen, mundharpespilleren, sangeren og sangskriveren Peter Nande i sammes orkester, Peter Nande Band. I 2007 fik Peter Nande i øvrigt tildelt prisen som Årets Danske Bluesnavn af Copenhagen Blues Festival.

Desuden blev Peter Nande-albummet Big boy boogie. California sessions vol. I udgivet i 2006. Skiven blev indspillet i Californien, og på den medvirker James Harman, Junior Watson og andre af de bedste musikere fra den amerikanske bluesscene. Denne plade medvirker Ronni Busack-Boysen selvsagt på, og cd’en blev nomineret til en Danish Music Award 2007 i kategorien Årets Danske Bluesalbum.

Der har naturligvis været en del fokus på Peter Nande Band, men trods megen medieomtale har søgelyset aldrig rigtig været rettet mod Ronni Busack-Boysen som sådan. Imidlertid besluttede Musikbibliotek.dk i skikkelse af overtegnede at gøre noget ved dén sag og mødte derfor Ronni Busack-Boysen i hans hjemby Aarhus til en snak.

Medierne

KulisseLageret i Horsens gav dig engang følgende ord med på vejen på deres hjemmeside:

”Hvis man er til blues er det et must at opleve Danmarks p.t. absolut mest omtalte bluesguitarist, Ronni Busack-Boysen, angiveligt den bedste guitarist i Danmark indenfor genrerne ”West Coast- og Chicago blues”, og Busack-Boysen vurderes til at ligge indenfor Top-3 i Europa. Kort sagt: Ronni’s talent er virkeligt stort, og det er altid en unik oplevelse at se ham live”.

Men der er mig bekendt ikke blevet lavet noget egentligt interview med dig.

– Nej, det er rigtigt, siger Ronni Busack-Boysen.

Er det, fordi du ikke selv er udfarende nok over for medierne?

– Ja, til dels det, men også fordi det jo i virkeligheden er Peter Nandes orkester, og jeg sådan set bare er sideman. Jeg har det egentlig bedst i den rolle. Jeg har brug for en, der kan få tingene til at ske for mig. Jeg synes, det er svært at køre alt det der PR-mæssige selv.

– Jeg kan egentlig bedst lide at koncentrere mig om bare at spille; at møde op og spille, og at jobbene bliver lavet for én og alt det der, ler Ronni Busack-Boysen.

– Alt det andet med selv at booke og selv at være udfarende og opsøge medier og alt det der bullshit har jeg altså virkelig ikke lige talent for, konstaterer Ronni Busack-Boysen.

Top 3-myten

Hvad siger du til denne del af KulisseLagerets beskrivelse af dig:

” … angiveligt den bedste guitarist i Danmark indenfor genrerne ”West Coast- og Chicago blues,” og ”vurderes til at ligge indenfor top-3 i Europa”?

Ronni Busack-Boysen griner og siger:

– Det er selvfølgelig meget, meget smigrende, og jeg kan tilslutte mig dele af den. Men jeg synes, at den dér med, at jeg skulle ligge top 3 i Europa, er lidt grebet ud af den blå luft. Top 10 kan jeg måske godt tilslutte mig, og hermed fik vi da vist punkteret dén top 3-myte.

– Jeg ved faktisk godt, hvor den kommer fra. Den kommer fra vores bassist Henrik Poulsen. Jeg tror, at bookeren i Horsens har talt med vores bassist, ler Ronni Busack-Boysen.

Smigrende

Hvis vi lige holder os til top 3-myten, har du så nogen idé om, hvem de andre to guitarister mon er?

– Hvis jeg skal fremhæve nogen, og det bliver altså mere end to, så vil jeg fremhæve Anders Lewén fra Knockout Greg & Blue Weather og Kai Strauss fra Memo Gonzalez & the Bluescasters.

– Sven Zetterberg også. Han er jo sådan all-round god. Han er en fabelagtig sanger, en god mundharpespiller og en dygtig guitarist.

– Og så er der jo faktisk en del, som man ikke rigtig hører noget til. Der er for eksempel også en fyr, der hedder Big J. Det bliver han i hvert fald kaldt. Han var med som afløser i Knockout Greg på et tidspunkt, og han tog virkelig røven på mig. Han var virkelig skrap. Meget swing jazz-inspireret.

– Jeg ved kun, at han er svensker. Han dukkede bare op en aften, og så har jeg ikke hørt noget til ham siden.

Toplister

– Så er der jo Andreas Arlt fra B.B. & the Blues Shacks, og så sikkert også nogle flere. Inden for de genrer – Chicago- og West Coast blues – er der jo egentlig ikke særlig mange guitarister, der glimrer.

– Altså, man kan jo også sige, at H.P. Lange er en bedre bluesguitarist end mig inden for den genre, han dyrker, nemlig akustisk blues. Jeg kan overhovedet ikke spille den slags, og så er der jo Uffe Steen.

– I det hele taget synes jeg nu ikke rigtigt, at jeg kan bruge det der med toplister og verdensmestre og alt det der til noget. Men det er jo meget smigrende, og et eller andet prædikat skal man jo sætte på det, hvis man skal sælge sig selv.

– Nu er det ikke et prædikat, jeg har sat på mig selv, men varen skal jo sælges på én eller anden måde, og så er det vel en måde at gøre det på, konstaterer Ronni Busack-Boysen med et smil.

West Coast- og Chicago blues

Hvorfor har du lige kastet dig over West Coast- og Chicago blues?

– Det handler om, at jeg hørte Muddy Waters som det første, og man får ikke meget mere Chicago end Muddy Waters. Og så har jeg jo altid holdt af at spille bag mundharper. Det er faktisk det, jeg allerhelst vil.

– Jeg kan selvfølgelig også godt lide at spille urban blues, B.B. King og Magic Sam og alle de her guitarister. Men jeg har det faktisk bedst med at være en del af rytmegruppen og backe mundharpespilleren.

– Den stil tiltaler mig meget, og den er jo meget brugt inden for Chicago- og især West Coast blues, så derfor er det lige blevet det.

Muddy Waters

Det var mødet med Muddy Waters, der satte gang i Ronni Busack-Boysens blues-interesse.

– Jeg var en 14-årig knægt som alle de andre, indtil der en dag var én, der satte en Muddy Waters-plade på. Det var “Mannish boy” fra Blue Sky-pladen Hard again med Johnny Winter, og så i øvrigt hele resten af den plade.

– Efterfølgende fik jeg så et par dage efter fat i de andre plader på Blue Sky, som Muddy Waters lavede med Johnny Winter. Jeg fik også fat i John Lee Hookers Live at Cafe Au Go-Go, og så begyndte jeg ellers at støve op, hvad jeg kunne få i pladeforretningerne.

– Jeg var selvfølgelig igennem Clapton, og Canned Heat og Hendrix og Led Zeppelin og alt det der, men jeg kom længere og længere tilbage i blueshistorien.

Ham den trælse

– Pludselig var der ikke noget af det, der blev spillet i radioen, der var interessant mere, og mine jævnaldrendes fascination af popstjerner delte jeg ikke.

– Jeg blev ham den trælse, der altid havde mærkelig gammeldags ”negermusik” med til festerne. Jeg beklager min politiske ukorrekthed, men det hed det altså dengang i 1980’erne i Åbyhøj.

– I dag har jeg brugt over halvdelen af mit liv på at dykke længere og dybere ned i bluesmusikken. Adskillige tusinde plader er blevet nærlyttet, og utallige af bluesguitarens stilarter er blevet gransket.

– Den glubende appetit på sort amerikansk musik har ført mig rundt i alle hjørner af bluesmusikken, og i de seneste 10 år også i jazz, soul, gospel, R&B- altså dengang R&B betød rhythm & blues.

– Jeg blev hurtigt helt opslugt af den musikform – altså bluesmusikken – som var så anderledes end alt, hvad jeg havde lyttet til før. Men som jeg følte, jeg kendte og forstod, eller som jeg i hvert fald havde et brændende ønske om at forstå.

– Jeg ønskede mig en guitar, da jeg kort efter fyldte 15, og fik den. Siden er det blevet til mere og mere.

– Når jeg hører et riff jeg ikke kender, må jeg bare lære det. Det er nærmest en besættelse, men det gode ved det her er, at man aldrig bliver færdig!

Fascineret

Hvad er det, der tiltrækker dig ved bluesmusikken?

– Det er et godt spørgsmål. Det ved jeg simpelthen ikke, ler Ronni Busack-Boysen.

– Jeg har faktisk ikke noget svar på det. Før jeg hørte bluesmusik, hørte jeg hip hop. Jeg har altid været meget fascineret af sort musik – hiphop og Michael Jackson, The Jackson 5 og Prince.

– Jeg ved ikke, men det kunne da godt være, at jeg kunne genkende et eller andet, da jeg hørte Muddy Waters, og jeg syntes, det var fascinerende at bruge stemmen på den måde, som han gjorde. Ligesom soulsangerne og gospelsangerne fraserer på de der måder, som man får gåsehud af.

– Men jeg ved ikke, hvad det var, der fascinerede mig ved bluesmusikken, men et eller andet var der i hvert fald, som fascinerede mig ved den. Jeg syntes, at jeg forstod et eller andet af, hvad det handler om.

– Ikke om bluesmusikernes fortid eller historie eller lignende. Jeg var jo kun fjorten år gammel, så jeg vidste jo ikke, hvad det var, dét drejede sig om, men der var et eller andet. Måske var det de blå toner, der også kom fra guitaren.

– Men jeg har altså ikke noget fornuftigt svar på det. Hvorfor kan man lide det, man kan lide? Jeg ved det ikke. Noget rammer bare én, og her var det altså bluesmusikken, der ramte mig.

Undervisning

Du begyndte at spille guitar, da du var 15 år gammel. Har du modtaget undervisning i guitarspil overhovedet?

– Da jeg gik på HF, havde jeg musik på valgfag, og i den forbindelse fik man en musiklærer og privatundervisning. Der var jeg to gange hos ham, og dét er den eneste formelle form for musikundervisning, jeg har fået.

– Ellers har det været at lytte til plader og så lytte til alle de bluesmusikere, der var i Aarhus. Min egentlige uddannelse har faktisk været nede på Fatter Eskils jamsessions i Skolegade her i Aarhus, og så er der jo alle de koncerter, jeg har overværet rundt omkring.

Jamsessions

– Jeg satte mig tidligt det mål, at jeg ville være ligesom de danske bluesguitarister, jeg kunne høre på Fatter Eskil. Dengang havde de faktisk et bluesmiljø i Aarhus, men det er der mildest talt ikke meget tilbage af.

– På det tidspunkt kunne man jo, i modsætning til i dag, høre Shades of Blue, Trouble Cats, Mojo Hands, Kenn Lending, Kent Thomsen og mange, mange flere adskillige gange om måneden.

– Gennem jamsessions mødte jeg nye venner og fandt masser af ny inspiration. Jeg lærte af dem, udvekslede riffs og plader og stjal idéer med arme og ben. Bands blev formet og opløst.

Contenders

– Jam-miljøet i Aarhus var mangfoldigt og aktivt, og der var nogle stykker på min egen alder, der var grebet af bluesmusikken lige som mig. De havde alle et brændende ønske om at blive en del af hele den scene, og det miljø og – ikke mindst – blive skrap til at spille.

– Nogle aftener gjorde man en god figur. Andre gange kom der en forbi, der lige var en tand bedre, og så måtte man oppe sig til næste gang, hvis nu han skulle komme igen.

– Konkurrencen var kammeratlig, men set i bakspejlet også hård. Man skulle kunne præstere, hvis man ville ind i varmen.

– Der var en håndfuld gode guitarister på min egen alder, og jeg kan huske, at dem, der blev regnet for noget, kaldte vi for contenders – altså nogle, der var med i opløbet.

– Når man ser tilbage på den lille håndfuld guitarister fra dengang, er det skægt at se, at de alle i dag har markeret sig kraftigt på den danske, skandinaviske, og internationale europæiske bluesscene.

De grundlæggende ting

Hvordan lærer man i det hele taget at håndtere gribebrættet, hvis man ikke får nogen form for decideret undervisning? Der må da være nogen, der har vist dig, hvordan du skal flytte fingrene, og noget om akkordspil og så videre. Kort sagt: Hvor har du det fra?

– Da jeg startede på efterskolen, hvor jeg tog tiende klasse, var der et par guitarister. Der var især en, der var virkelig skrap – på det tidspunkt i hvert fald. Han sad og spillede, og så lærte man jo et eller andet af ham, du ved:

– ”Nå, hvordan tager du dén der? Hvad er dét for en? Er det en barré-akkord, og hvad er dét?”.

– Man får lige sådan de grundlæggende ting. Og ellers så var der jo alle de der forskellige guitarister til jamsessions. Der var den der håndfuld af Aarhus-guitarister.

– Mike Andersen var en af dem. Så var der Jacob Wolf, som spiller med Curtis Salgado og Janiva Magness i dag, og som bor i USA. Der var også Kasper Vegeberg fra Lightnin’ Moe.

– Der var altså sådan en lille håndfuld af guitarister, som dyrkede de samme ting, og vi lærte af hinanden og stjal fra hinanden.

Du har altså ingen teoretisk musikuddannelse overhovedet.

– Nej, det har jeg ikke, og jeg læser heller ikke noder. Jeg har simpelthen lært at spille guitar gennem den erfaring, jeg har fået.

Tidligt mål

– Jeg satte sig tidligt det mål, at jeg ville spille med sangeren og guitaristen Kent Thomsen. Jeg syntes, han var helt fantastisk, og jeg ville utrolig gerne spille med ham, og det kom jeg også til.

– Kent kunne spille Chicago blues på den der rigtige måde, og jeg kan huske at han spillede og sang med livet som indsats.

– Ved siden af stod aristokratiske Henrik Hansen – fra Trouble Cats og senere Mojo Hands – og spillede mundharpe, så det drev ned af væggene. Der var ikke en kvinde i rummet, der kunne få øjnene fra ham. Jeg syntes, det var magisk!

Faldt på knæ

– En aften efter en koncert, faldt jeg, bogstaveligt talt, på knæ foran Kent Thomsen og tryglede ham om at give mig en chance for at vise, hvad jeg kunne.

– Noget senere ringede han så til mig og tilbød mig en plads som rytmeguitarist i sit band, The Rich Ones.

– Kent havde været i Chicago og havde lært af, og spillet med, de gamle mestre, så som Sunnyland Slim. Det blev et par lærerige år, både rent musikalsk, men også på et helt personligt plan.

– Det drejede sig simpelthen om at få anerkendelse af dem, som jeg selv syntes, var gode, og som jeg syntes, vidste noget om, hvad det handlede om.

– Jeg var halvt så gammel som de andre orkestermedlemmer, og når de fik guldbajere og sjusser, fik jeg en citronvand.

Trak sig ud

Det er i øvrigt længe siden, man har hørt noget til Kent Thomsen. Ved du, hvad der er sket med ham?

– Kent Thomsen trak sig helt ud af musikmiljøet, og har i dag et helt almindeligt arbejde et eller andet sted. Jeg har ikke rigtig nogen kontakt med ham.

– Jeg tror, at han har trukket sig godt og grundigt tilbage og er lidt hemmelig og har det faktisk bedst sådan.

– Han forsvandt fuldstændig ud af cirkulation, og der var ikke rigtig nogen, der hørte noget fra ham, indtil han faktisk kom og spillede til mit bryllup. Min kone var så dejlig at opstøve ham og hyre ham til mit bryllup, og siden har jeg så ikke hørt noget fra ham.

– Han kom lige og underholdt i en time eller to, og så forsvandt han igen (læs mere om Kent Thomsen her, red.).

Ved du, hvad skete der med Henrik Hansen?

– Ja, men jeg kan nu ikke huske hele historien. Han skiftede i hvert fald fuldstændig branche, og han forsvandt faktisk nogenlunde samtidig med Kent Thomsen.

– Jeg mødte ham en enkelt aften inde på Mojo Blues Bar i København, hvor han lige havde en friaften og trængte til at høre noget bluesmusik igen.

– Vi fik kun lige snakket ganske kort. Jeg ved faktisk ikke, hvad han laver i dag (læs mere om Henrik Hansen her, her, her og her, red.).

Højt hår

Det var i samme lærerige periode, at Ronni Busack-Boysen traf mundharpespilleren, vokalisten, sangskriveren og orkesterlederen Morten Stenbæk.

– Det var også i de år, hvor Morten Stenbæk startede King Biscuit & the Crackers – som senere blev til Lightnin’ Moe. Gennem ham blev jeg introduceret for plader med bl.a. James Harman, Rod Piazza og William Clarke.

– Disse orkestre fra Californien havde deres base i den traditionelle blues, men deres musik indeholdt også elementer af swing jazz, og jump blues og R&B, der dengang stod for rhythm & blues.

– Vi tog hurtigt den stil til os. Det var en lidt anderledes form for blues, end man oftest hørte herhjemme. Mere let og dansabel, og den appellerede også til et yngre publikum.

– De syntes vel, at det var skægt at se et bluesorkester, der ikke mødte op med cerutter og lædervest, men som i stedet havde højt hår og bowlingskjorter. Vi spillede masser af koncerter i Danmark og havde faktisk også en næsten officiel fanklub.

Stof til eftertanke

Efter mange års hårdt, men berigende arbejde fik Ronni Busack-Boysen endelig sin pladedebut.

– Jeg spillede i King Biscuit & the Crackers i fire år, og vi udgav cd’en Nothing seems to satisfy i 1998.

– Desuden medvirkede jeg på orkestrets anden cd: Take it easy baby, der blev udgivet i 2000. Her havde bandet dog skiftet navn til Lightnin’ Moe & his Peace Disturbers.

– I mange år var Lightnin’ Moe et af de mest efterspurgte bluesorkestre i Europa. Efter at jeg gik ud af orkestret, begyndte de hurtigt at få succes ude i Europa, og det har da siden givet mig lidt stof til eftertanke.

– Men vi nåede da at få rosende ord med på vejen fra både Europa og USA, mens jeg var med. Det tyske Crossroads Agency kaldte orkestret for ”et af de bedste retro-bands i Europa,” og det amerikanske tidsskrift Blues revue udnævnte cd’en til ”Best Of The Box”.

Med Frank White

Efter tiden med Morten Stenbæk førte Ronni Busack-Boysens musikalske veje ham til et samarbejde med mundharpespilleren Frank White.

– Mike Andersens exit fra Frank White & the Mighty Blue gjorde, at der pludselig var en ledig plads i dét orkester. Frank havde ry for at være en af de bedste mundharpespillere herhjemme, især inden for West Coast blues-stilen. Hans orkester havde masser af erfaring og var et allerede godt sammensat og sammenspillet orkester.

– Derfor overtog jeg med glæde Mike Andersens plads – selv om det var et par store sko at skulle udfylde – og spillede i Mighty Blue i et par år eller tre. Dette orkester udgav i 2000 pladen Soulsearching city streets, som jeg medvirkede på.

– Det var også her, at jeg for første gang prøvede kræfter med et internationalt bluesnavn, nemlig amerikanske Otis Grand. Vi spillede to jobs, ét på Mojo Blues Bar og ét på Aarhus jazz Festival.

Man hører ikke så meget til Frank White for tiden.

– Det er rigtigt, men han er stadigvæk aktiv som musiker. Han har dog også andre ting at se til. Han har lige fået barn nummer to og ejerlejlighed og det hele.

– Desuden spiller han sammen med Kristian Frank. De har en lille duo, som spiller indimellem.

– Jeg ser deres navn fra tid til anden, og jeg er somme tider inde på deres hjemmeside. Men jeg har ikke rigtigt nogen kontakt med ham.

Utallige jobs

Efterhånden fik Ronni Busack-Boysen mere og mere at lave som guitarist, og der var også bud efter ham fra udenlandske stjerner.

– Efter tiden med Frank White spillede jeg i en årrække med barndomsvennen Nisse Thorbjørn. Det blev til utallige jobs på Danmarks eneste bluesbar, Mojo, samt jobs i Sverige. Blandt andet på Malmø Blues Festival.

– Det var også i disse år, at jeg kom i kontakt med et andet internationalt bluesnavn, nemlig mundharpespilleren Paul Orta fra Texas.

– Vi spillede fem jobs rundt omkring i landet, og det var her, vi fandt ud af, at vi faktisk godt kunne begå os med de større navne, da Paul Orta kaldte os et af de bedste bands, han havde spillet med i Europa.

– Det gav os mod på mere, og jeg kontaktede derfor en anden amerikansk mundharpespiller ved navn Keith Dunn fra Boston. Ham havde jeg en håndfuld jobs med, og han ville have mig med i et fast orkester, han ville stable på benene i Europa.

– Desværre kunne det ikke lade sig gøre i praksis, da bassisten boede i Sverige, trommeslageren i Frankrig, Keith Dunn i Holland, og jeg i Danmark.

Frustreret

– Men det gav endnu mere blod på tanden, og overvejelserne om fremtiden pressede sig mere og mere på.

– Der var så småt ved at være hul igennem til den europæiske bluesscene, og der dukkede et par tilbud op om turnéer og jobs i udlandet, men planerne blev aldrig rigtigt til mere, og et par magre år fulgte.

– Jeg blev så frustreret over at blive stillet det ene og det andet i udsigt for derefter at blive forbigået.

– Derfor lagde jeg faktisk guitaren på hylden i et år eller halvandet, og samtidig var der ikke rigtigt nogle ”ledige” guitarpladser i de danske orkestre.

Nande ringede

Ronni Busack-Boysens frustrationer og længere spillepause fik dog efterhånden en ende.

– I 2005 blev jeg ringet op af Peter Nande, som stod uden guitarist, efter at Carsten Larsson havde fået et tilbud, han ikke kunne afslå. Jeg kendte Nandes cd – Nande & the Big Difference fra 2002 – og takkede straks ja til at overtage pladsen efter Carsten Larsson.

– Nande havde lavet en god cd, som havde fået opmærksomhed, også i udlandet, og han havde gode kontakter. Blandt andet havde han spillet med både R.J. Mischo og James Harman, som jeg altid har været stor fan af.

– Desuden havde han godt med jobs, og han er en dygtig manager, en fantastisk igangsætter, og er rigtig god til at begå sig i branchen. Endvidere er han en fremragende mundharpespiller og showman.

– Jeg blev godt modtaget, både af orkestret og af det københavnske bluesmiljø, og har nu i over to år været Peter Nandes faste sideman.

De allerbedste

– Inden for de sidste to års tid har min karriere virkelig taget fart.

– Og i den korte tid har jeg nu spillet, turneret og indspillet med nogle af de allerbedste bluesmusikere, den internationale scene har at byde på: R.J. Mischo, Gary Primich, Junior Watson, James Harman, Nathan James & Ben Hernandez og legendariske Lazy Lester.

– Derudover har jeg også backet europæiske navne som Rune Myhren, Egidio Ingala og B.B. & the Blues Shacks.

– 2008 ser også ud til at blive et godt år. Der er flere turnéer på vej med Peter Nande Band, som nu skal længere ud i Europa og vise flaget.

– Desuden var Peter Nande og jeg i studiet i Californien i februar i år for at indspille Jelly bean baby. California sessions vol. II, hvor blandt andre James Harman medvirker.

– Desuden er der flere af orkestrets amerikanske venner på vej herover igen til foråret/sommeren.

Privilegeret

Ronni Busack-Boysen har efterhånden fået arbejdet sig godt frem på både den danske og den europæiske bluesscene.

– Jeg føler, at mit ønske om at få anerkendelse fra mine danske kolleger er blevet indfriet. Jeg er blevet en contender på den danske, og også den europæiske scene nu.

– Jeg føler mig utroligt privilegeret, stolt og samtidig virkelig ydmyg over at dele scene med dem, som jeg har lyttet til og set op til i løbet af årene.

– Jeg har fået fantastiske oplevelser, gode råd og megen ros med på vejen, og det er, for mig, det vigtigste. Jeg har ikke lyst til at citere dem og viderebringe de ord, jeg har fået med på vejen. Jeg ved, hvad der er blevet sagt, og det er nok. Det faktum, at jeg bliver hyret igen, siger mere end noget andet.

– Og at få et venskab med – og lejlighed til at spille med – James Harman er nok den største kompliment og det største rygstød, jeg kan få, som bluesguitarist.

– At jeg oven i købet har fået lov at dele scene med Lazy Lester, er noget, jeg aldrig havde turdet drømme om. Han har sikkert glemt alt om mig igen, men for mig var det en oplevelse for livet.

Forbilleder

Du har masser af favoritmusikere, men kan du nævne dine tre største musikalske forbilleder?

– Det svinger hele tiden. Man bliver jo aldrig færdig, og der dukker jo hele tiden noget godt op. For to år siden gad jeg ikke høre jazz-guitarister. Jeg kunne simpelthen ikke se noget i det. Jeg syntes, det var røvkedeligt, men nu hører jeg nærmest ikke andet.

– Gennem de sidste par måneder har jeg ikke hørt andet end Grant Green, så det rykker hele tiden frem og tilbage. Om to år synes jeg måske, at Django Reinhardt er helt fantastisk.

– Det rykkes hele tiden, og det er vældig spændende at se, hvad der nu dukker op, og hvornår man lige pludselig forstår, hvad der foregår.

– Men hvis jeg skal nævne tre forbilleder, som har hængt ved, og som ikke sådan lige er the latest fashion, så er Muddy Waters et stort forbillede – og alle de folk, som har været gennem hans orkestre.

– Robert Lockwood Junior er også et af mine store forbilleder, og så er der T-Bone Walker.

– Desuden er der selvfølgelig alle de nye folk, som for eksempel Junior Watson. Der er også Kirk Fletcher, der indtil for kort tid siden var guitarist i The Fabulous Thunderbirds. Jeg synes, at Kirk Fletcher er en af de bedste guitarister, der er kommet frem i rigtig mange år (læs interview med Kirk Fletcher her).

– Jeg synes også, at Duke Robillard har været enormt inspirerende (læs koncertanmeldelse her). Det er sådan set ham, der har fået mig i gang med at spille swing-jazz, uden at jeg i øvrigt kan, eller i hvert fald har han fået mig til at spille lidt mere jump-baseret og swing-baseret.

– Det ledte mig så til Charlie Christian, som så ledte mig til Barney Kessel, som ledte mig til Grant Green. Det er sådan en proces, man skal igennem.

Ronnie Earl

For ti års tid siden var guitaristen Ronnie Earl dit største hit. Hvorfor lige ham?

– Ja, det kan jeg faktisk godt huske. Jeg tror, det var, fordi jeg altid godt har kunnet lide at spille med helt klar og ren lyd, og det gjorde han også. Og den lyd, han fik frem – han spiller også Stratocaster, som jeg selv gjorde på et tidspunkt – var tilgængelig, og den kunne man også godt få frem.

– Jeg har det i høj grad sådan, at jeg spiller meget på den lyd, jeg nu har. Den guitar jeg nu får i hånden, inspirerer mig til at spille i én retning.

– Hvis jeg får en Stratocaster i hånden, inspirerer den mig til at lyde som en gammel udgave af Buddy Guy, for eksempel, eller til at prøve at lyde som ham i hvert fald, eller som Ronnie Earl.

– Jeg tror, at Ronnie Earl var et stort forbillede for mig på det tidspunkt, fordi jeg kunne få den lyd frem, og fordi jeg kunne få de samme ting frem, som han gjorde. Derudover var han en superfed guitarist – dengang. Det er jo sådan gået lidt tilbage for ham siden (imidlertid kan Ronnie Earl godt endnu. Red. Læs for eksempel her).

– Så jeg tror, at det er det. Jeg er meget inspireret af, at den lyd, der kommer ud af guitaren, inspirerer mig til at spille i en anden retning, og det synes jeg er enormt spændende.

– Jeg kan godt lide at få et eller andet hakkebræt i hånden og så se, hvad man nu kan få ud af det, hvor det tager en hen. Nu har jeg skiftet guitaren ud igen til en Telecaster, som jeg ikke synes lyder som andet, og så inspirerer det mig til lige pludselig at komme til at lyde som mig selv.

– Så skal man lige pludselig til at finde frem: Hvordan lyder jeg så, når man barberer alt det andet væk? Det synes jeg, er mægtig inspirerende, så jeg er gået i gang med at lede efter flere gamle vintage hakkebrætter for at få noget helt nyt frem.

Egen stil

Synes du, at du har fundet din egen stil?

– Ja, det synes jeg efterhånden godt, at man kan sige, fordi jeg har lært mange af de der grundlæggende ting.

– Jeg kan jo godt skifte mellem at lyde som noget T-Bone Walker-agtigt – og jeg har fået så bredt et kendskab til det, at jeg kan spille nogle T-Bone Walker-ting – og så kan jeg slå over i en anden guitarists stil, og så efterhånden har jeg fået det hele mixet sammen, krydret med et eller andet åndssvagt, jeg selv har fundet på.

– Så på den måde kan man godt sige, at jeg er begyndt at lyde lidt af mig selv, siger Ronni Busack-Boysen beskedent.

– Jeg er også meget inspireret af Junior Watsons måde at krydre tingene på med nogle jazzede løb og et eller andet tåbeligt tema fra The Flintstones eller lignende. De der sådan lidt humoristiske indfald, som lige får folk til at spærre øjnene op og sige: ”Hvad fanden var dét?”

– Og i og med at Junior Watson ikke er sådan særlig kendt, så tror folk måske nok, at det er noget, jeg har fundet på. Men i virkeligheden hugger jeg bare, siger Ronni Busack-Boysen med et grin og med glimt i øjet.

– Eller også har han inspireret mig til at finde et eller andet tosset tema. Et eller andet gammelt riff, som jeg så lige kan smide ind.

– Jeg synes efterhånden også, at jeg ikke er så afhængig af at komme til at skulle lyde som en eller anden. Så jeg har fået så meget ro på, at der er blevet overskud til bare at kunne spille, hvad der nu lige falder mig ind, og så bliver ens udtryk vel også mere personligt, så man lyder som sig selv.

Guitarer

Nu har du nævnt forskellige guitarer. Hvor mange har du stående hjemme?

– Jeg har to. Det er en Gibson 335 fra starten af 1990’erne, og så er det en Telecaster, jeg lige har købt.

– Jeg ville gerne spille væk fra det der Stratocaster-halløj. Alle spiller jo Stratocaster.

– Jeg kan ikke huske hvornår, eller i hvilken sammenhæng det var, men James Harman sagde til mig: ”Du må fandeme købe dig en Telecaster, for det er en meget mere cool guitar.”

– Så tænkte jeg lidt over det, og så faldt tingene sådan ud, at jeg skulle af med min Stratocaster, og så købte jeg en Telecaster.

– Ikke en normal Telecaster, men én med en mini-Humbugger på, så den ikke lyder som en vanlig Telecaster. Og så tager vi den derfra.

Kun musikken

– Jeg har fået mod på at eksperimentere lidt med det, og det, jeg nu får i hånden, er så det, der kommer ud.

– Jeg gider ikke gå så meget op i lyd og rør og alt det der. Jeg har aldrig interesseret mig for teknikken og rørene og strenge og sådan nogle ting. Det har altid kun været musikken, der har interesseret mig.

– Derfor har jeg sat mig selv den udfordring, at jeg nu bare skal kunne spille på det, jeg får i hånden, og få det til at lyde så godt som overhovedet muligt. Det synes jeg er enormt fedt.

– Det er faktisk meget fedt at komme ud over dén, og så bare spille på det, man nu får i hånden. Dét er en udfordring.

Fantastiske

Du har spillet med mange store udenlandske – amerikanske – bluesmusikere. Kan du nævne tre, der har været en speciel fornøjelse at spille med, og begrunde hvorfor?

– Jeg er nødt at nævne alle fire af de store, jeg har spillet med, for de har alle sammen været helt fantastiske på hver sin måde.

– Den, som jeg synes, har givet mig mest, og har været mest inspirerende at spille bag, det har været James Harman. Jeg skriver inde på et forum på nettet, hvor der bliver spurgt på et tidspunkt: ”Hvem vil du helst spille med af nulevende musikere, hvis du kunne vælge?”

– Og der skrev jeg: ”Jeg vil helst spille med James Harman,” selv om jeg har gjort det adskillige gange efterhånden, men han er stadigvæk den, som jeg helst vil spille med.

Hvorfor?

– For det første fordi jeg har lyttet så meget til ham, og man føler, man kender ham på én eller anden måde. Desuden er det, fordi det falder så naturligt – hans timing og hele hans approach til det.

– Det er simpelthen bare så nemt at falde ind bagved. Musikken spiller sig selv, og man kan sådan set bare lukke øjnene og nyde det og spille med.

– Og nu spillede vi (Peter Nande Band, red.) selvfølgelig også så mange jobs med ham, at man kunne begynde at slappe lidt mere af og bare lade sig rive med. Han har været den, der har været fedest at spille bag.

Et leksikon

– Desuden har R.J. Mischo været fantastisk, fordi han jo er et leksikon i blues-harpe. Så når han spiller ét eller andet, så inspirerer det mig til at ”svare” på den rigtige måde, så godt jeg nu kan huske det, så det har været meget inspirerende.

– Gary Primich var også helt vildt fed at spille med, fordi han havde sådan en lidt mere moderne approach til det. Desuden smed han noget Charlie Parker ind og lignende og spillede nogle vildt smukke ting, så han har også været fantastisk.

– Jeg tror, at det næststørste, ud over at spille med James Harman, var at få lov til at spille med Lazy Lester, fordi han jo er en legende. Og at få lov til at stå på samme scene som ham og høre de der gamle sange fra kilden, altså at høre hans stemme og at høre ham synge de der sange, som er så gamle og fantastiske, dét er en kæmpe oplevelse.

– Jeg ved ikke, hvordan koncerten var, for jeg var helt væk, griner Ronni Busack-Boysen.

– Så de fire, jeg har nævnt her, har alle sammen haft ét eller andet specielt.

Skideballe

Hvordan var Lazy Lester at arbejde sammen med?

– Det var kun en enkelt aften, vi spillede sammen med ham, og jeg var selvfølgelig meget spændt, og nervøs også, men jeg vidste, at jeg havde forberedt mig godt, så jeg kendte hans sange.

– Men jeg kendte ikke manden. Jeg anede ikke, hvordan han var. Jeg kendte selvfølgelig hans numre og alt dét dér, men jeg vidste ikke, hvordan manden var.

– Og så dukkede han jo op nede på Mojo, en time før vi skulle spille, og så satte vi os ned i band-rummet for sådan lige at snakke tingene igennem og for at lære hinanden lidt at kende.

– Så tændte jeg en smøg dernede, og så gik han fuldstændig i baglås. ”Hvad fanden laver du?! Det er dødsensfarligt, det dér!”

– ”I can go to hell by myself. I don’t need you to take me there,” råbte han.

– Han skældte mig simpelthen ud som en lille dreng, og han blev ved og ved og ved, og jeg tænkte: ”Hold kæft, mand! Jeg skal op og spille med Lazy Lester om en time, og nu står han og giver mig en skideballe,” ler Ronni Busack-Boysen.

– Men gik det heldigvis over igen.

– Jeg tror i øvrigt, at det var Clifford Antone, der sagde på et tidspunkt – der var et interview med ham – og han blev spurgt om Lazy Lester, og så grinede han og sagde:

– ”Well, Lazy Lester sees the world through different eyes.” Han har sin helt egen måde at se tingene på. Men da vi så stod på scenen, gik det fint og godt.

– Lazy Lester spillede mest guitar, for han er en gammel mand, så han kunne desværre ikke spille mundharpe hele aftenen.

– Så afbrød han pludselig koncerten midt i det hele, fordi der var én, der tændte en smøg nede blandt publikum. Han har noget med dét, griner Ronni Busack-Boysen.

– Men så til sidst i koncerten fik vi ham overtalt til at spille noget mundharpe, og så var det, lige som om det hele gik op i en højere enhed. Det er jo sådan, man kender ham – som mundharpespiller. Så det gik fint, men jeg skulle lige over den der skideballe, jeg fik, ler Ronni Busack Boysen.

Smøger på hylden

– Så sidst på aftenen, da vi var færdige, og vi sad og snakkede en del og fik en øl, sagde jeg så tak til ham, og sagde:

– ”Det var en stor oplevelse og en fornøjelse at spille med dig,” og alt det dér.

– Og det eneste, han sagde, var så: ”Du burde fandeme lægge de smøger på hylden,” ler Ronni Busack-Boysen.

– ”Nu skal du ikke begynde igen,” sagde jeg, og så grinede han bare, og så sagde vi så tak for i aften, og så var det det. Ja, ja. Vi fik så hans kort, og han syntes, det havde været en fornøjelse, og han ville gerne spille med os igen, hvis han kom igen.

– Det var en sjov aften, også fordi man var så pumpet af adrenalin. Det hele skal gå så godt som muligt, og så sker det dér med skideballen.

– Aftenen står sådan lidt i en tåge for mig. Ikke fordi jeg var fuld eller noget, men fordi jeg var så hyped, ler Ronni Busack-Boysen.

Ni originale numre

Gary Primich vil jeg godt lige vende tilbage til. Desværre døde han jo for nylig, men du og Peter Nande lavede for ikke så længe siden nogle indspilninger med ham i forbindelse med et job på Mojo Blues Bar. Ni originale numre blev det til, til en fremtidig udgivelse.

– Jeg vil godt lige slå fast, at det var Peter Nande, der skulle lave de ni numre til en fremtidig udgivelse, og ikke Gary Primich. Jens Chr. Pedersen på trommer, Peter Dunvad på bas og jeg backede ham bare, og det var så det.

– Indspilningerne er lavet, men de er ikke faldet helt ud, som Nande havde håbet, så jeg ved ikke, hvad de skal bruges til.

– Nu har vi dem, og så må vi se. De skal jo stadigvæk mixes, og der skal laves alt muligt på dem, så måske bliver de gode, men lige nu ved jeg ikke, hvad der sker med dem.

Norske og svenske musikere

Peter Nande Band har ikke blot spillet sammen med amerikanske musikere, men har også været i musikalsk berøring med såvel norske som svenske bluesfolk.

Hvad med norske mundharpespillere?

– Det er en fyr, der hedder Rune Myhren. Han har, foruden at være musiker, Norges største booking-bureau inden for blues og roots-musik, og det er derfor, at vi – Peter Nande Band – har noget med ham at gøre, siger Ronni Busack-Boysen.

Er der flere nordmænd, du kan nævne, som I har arbejdet sammen med?

– Ikke som vi har arbejdet sammen med. Jo, for eksempel er der Goodrockin’ Andy – Pimp of the Blues, som han bliver kaldt. Ham arbejder vi også lidt sammen med. Vi booker lidt for hinanden, og vi har spillet sammen.

Hvordan ligger det med svenske bluesmusikere som for eksempel mundharpespilleren Stefan Dafgaard fra The Instigators?

– Jeg mødte hele The Instigators på et tidspunkt, hvor jeg var i Göteborg, og jeg har spillet med Magnus Lanshammar, som er bassisten derfra, og han har i øvrigt været med os på tur til Norge som bassist.

– Men Sverige er sådan lidt af et lukket land, der er svært at komme ind i. De har mange dygtige musikere, men alt skal være meget stilrent, og det skal være på den rigtige måde og så videre.

Man klør hinanden

– Så de er sådan lidt svære at danse med, synes jeg, men de er virkelig dygtige, men af én eller anden grund er det som sagt et lidt lukket land.

– Vi – Peter Nande Band – er aldrig rigtig kommet ind i Sverige, men nu har vi også koncentreret os mest om Norge, fordi Peter Nande har gode kontakter deroppe.

– Men så var det jo, at vi kom til at arbejde sammen med Magnus Lanshammar, som jeg jo også har arbejdet lidt sammen med før. Så kender vi ham, og så kan det være, at det giver noget dér, og vi kan måske lave noget til dem i København.

– Det er jo meget sådan, det foregår. Man klør hinanden lidt på ryggen. Hvis man selv kan skabe de relevante kontakter og kan hjælpe hinanden, er det jo helt fint.

– Det er jo egentlig også det samme, vi har gjort med amerikanske Ben Hernandez og Nathan James og med James Harman. Vi tager dem herover til Skandinavien og sørger for, at de får en god turné, og så hjælper de os i USA. Det synes jeg, er en fin måde at gøre det på.

Norske og svenske bluesmiljøer

Har du nogen fornemmelse af, hvad forskellen er på Norge og Sverige rent bluesmiljømæssigt?

– Norge er jo velfungerende på alle mulige måder, må jeg sige. De har mange penge, og de har tidsskriftet Bluesnews, der er et meget, meget flot blues-magasin.

– Jeg ved ikke, men de er åbenbart gode til at arbejde sammen i deres bluesforeninger, og de er gode til at få kommunikeret tingene ud.

– Så har de også fået produceret nogle stjerneguitarister, som har fået hul igennem i udlandet også. For eksempel Vidar Busk og Kid Andersen. Det giver selvfølgelig også en masse fokus på dem, og så kommer der nogle større navne over, og så vokser klubberne.

– Det giver naturligvis også en masse eksponering for dem. Så står Vidar Busk lige pludselig og spiller på landsdækkende tv, og så ser alle de håbefulde unge musikere ham, og sådan vil de også være. Det hele bider sig selv i halen til sidst.

– Jeg har egentlig ikke nogen fornemmelse af, hvordan det egentlig går i Sverige. De har de store festivaler, og det er sådan set det, synes jeg. De store festivaler trækker en masse folk, men ellers så ved jeg sådan set ikke rigtigt, hvad der foregår.

– Der er stadigvæk Knockout Greg & Blue Weather, men de er åbenbart  stoppet. Der går i hvert fald rygter om, at de er holdt. Så er der Sven Zetterberg, og det er ligesom dem, der trækker læsset.

– Der er også Paul & the Blue Delivery, som backer alle mulige amerikanske blueskunstnere. For eksempel Little Jimmy Reed, Keith Dunn og Eddie Taylor Junior. Det er ligesom dem, man hører om, synes jeg. Og så måske et par andre små orkestre også.

– Jeg tror ikke, at der er lige så god kommunikation foreningerne og klubberne imellem i Sverige, som der er i Norge. Der foregår mange små koncerter og små arrangementer ude på landet, men de har ikke samme kommunikation, tror jeg, som i Norge. Det er bare min fornemmelse; jeg aner ikke, hvad jeg snakker om, ler Ronni-Busack Boysen.

– Men vi – Peter Nande Band – har fået job på den svenske Åmål Blues Festival i år, og Skånevig også. Vi skal derover til Sverige et par gange, og det skulle så gerne kunne give noget mere. Det kan være, at dét er vejen ind.

Med mindre lokale orkestre

Selvom du er blevet ”rig og berømt” – sådan da – holder du dig heldigvis ikke for god til at spille med mindre, lokale orkestre, for eksempel med Bop Till U Drop fra Silkeborg og med Bluespower fra Horsens. Hvad giver det dig at spille med diverse små lokale og mindre kendte bluesorkestre, som du gør fra tid til anden?

– Altså udover at det giver en tarif, ler Ronni Busack-Boysen.

– Nej, det lyder forkert. Sådan skal det ikke lyde! Altså udover at jeg skal have en hverdag til at hænge sammen rent økonomisk, så tager jeg de jobs, jeg nu har lyst til at tage.

– Jeg havde lyst til at tage jobs med Bluespower, fordi jeg kender deres leadguitarist Carsten Mellson personligt og synes, at han er en rigtig flink fyr. Desuden underviser jeg ham lidt, og vi er blevet gode venner. Han spurgte, om jeg havde lyst til at tage et job med ham, og selvfølgelig ville jeg da gerne det.

– Jeg kan selv huske, hvordan det var at spille med nogen, der var mere erfarne end jeg selv, eller som i hvert fald prøvede at gøre musikken til en levevej, og det gav mig meget. Så derfor tænkte jeg, at det ville jeg da gerne være med til, og så er folkene i Bluespower nogle rigtig søde fyre.

– Så helt sikkert. Jeg har ikke nogen problemer med at brede mig lidt og spille med alle mulige forskellige.

Et hyggeorkester

– Jeg har for eksempel også spillet tre-fire jobs med Bop Till U Drop fra Silkeborg. Det er jo også et hyggeorkester, som tager sådan nogle jobs, der nu lige dumper ned i skødet på dem.

– Steen Frederiksen, som er sanger og pianist og lejlighedsvis guitarist i orkesteret, er en af mine gamle venner. Da hans tidligere leadguitarist, Kikkan Haraldset, gik ud – han var med, ligesom han har været med i Lightnin’ Moe – og rejste tilbage til Norge, hvor han kommer fra, stod de lige pludselig og manglede en guitarist.

– Egentlig tror jeg, at de var stoppet, men så havde de lyst til at komme lidt i gang igen, og så spurgte de, om jeg ville være med, og det ville jeg jo gerne.

– Jeg synes, at det er en fornøjelse at spille med Steen. Han er en glad spillemand og inspirerende at spille med også. Desuden er han en flink fyr, så derfor sagde jeg også bare ja til det (læs mere om Steen Frederiksen her og her).

Lidt anderledes

Nande og du var i USA i februar i år for at indspille Jelly bean baby. California sessions vol. II med næsten det samme hold, der indspillede forgængeren. Hvordan blev det nye hold sat sammen?

– Egentlig havde vi snakket om, at det skulle være det samme hold, som vi havde med på Big boy boogie. California sessions vol. I. Men jeg syntes, at hvis vi skulle lave det samme hold igen, eller spille med det samme hold igen, i det samme studie, med den samme tekniker og med den samme producer, så fik vi lavet den samme plade om igen.

– Jeg synes jo, det var en god plade, vi havde fået lavet – altså Big boy boogie. California sessions vol. I – men jeg synes, der var nogle ting, som vi kunne gøre lidt anderledes. For eksempel synes jeg, den var for stille. Jeg ville gerne have det lidt mere råt, lidt mere city blues-agtigt.

– Desuden var der et par musikere, som vi overvejede at skifte ud, og så flaskede det sig sådan, at der var andre, der var ledige, og så blev der ringet rundt.

– Vi fik så en organist på også. Nathan James havde spillet en plade for mig med en organist, der hedder Neal Wauchope. Jeg ved ikke, hvor han har det fra, men jeg tror, at Wauchope er et gammelt indiansk navn, og Neal Wauchope er amerikaner.

– Det vil sige, at der kom en orgel-mand på også, og så fik vi et par horn på også – en tenorsax spillet af Johnny Viau og en barytonsax, der trakteres af Tony Matoian – for at lade det lyde en smule mere alsidigt.

– Ellers så var det samme pianist, nemlig Carl Sonny Leyland. Han var helt forrygende, og han har virkelig sat sit præg på den plade her (læs interview med Carl Sonny Leyland her).

– Det var også samme percussionist, nemlig Mike Tempo, den samme bassist, nemlig Buddy Clark, og så Nathan James på guitar og James Harman på lidt af hvert, siger Ronni Busack-Boysen med et grin.

Top-professionelle folk

Hvordan var det hold, der var med til at indspille Big boy boogie. California sessions vol. I så at arbejde sammen med?

– Det var meget nemt. Det er jo top-professionelle folk. De har gjort det her 1000 gange før. De er jo professionelle på alle måder. De mødte op, fik at vide, hvad de skulle lave, og så gik de hjem tolv timer efter.

– Der var ingen sure miner i retning af: ”Skal vi ikke snart …” og ”jeg skal også lige hente ungerne,” og alt sådan noget der. Der var ingenting. De gjorde, hvad de fik besked på, med et smil på læben.

Hvad var deres tilgang til det, at der kom to ret ukendte gutter fra Danmark?

– Jeg har ikke nogen fornemmelse af, hvad de egentlig sådan har tænkt i deres stille sind. Jeg ved, at flere af dem blev meget smigrede over, at James Harman ringede.

– ”James vil gerne have mig med på en pladeindspilning. Det er vistnok med nogle danskere. Jeg ved ikke helt, hvad det er for noget, men James ringede,” og så kommer man, ler Ronni Busack-Boysen.

– Jeg ved ikke helt, hvordan de sådan har haft det med det, men vi har fået positive tilbagemeldinger fra dem. De synes, det har været rigtig skægt at være med, og de vil jo gerne være med igen, og det siger jo også noget.

– Men indspilningerne forløb simpelthen også helt perfekt og glat. De foregik jo i Nathan James’ stue, så der var sådan ro på, og der var ikke et ur, der tikkede. Man kunne tage det stille og roligt og kunne spise noget god mad, og jeg tror, de godt kunne lide den afslappede stemning, der var.

Toeren

Hvor indspillede I toeren henne, rent fysisk?                

– Stadigvæk i Oceanside, Californien. Det blev i Nathans James’ nye hus, som lige er et par blokke oppe ad gaden, så det var stort set samme sted.

– Rummet så lidt anderledes ud, og sidste gang havde vi jo den fordel, at vi kunne sætte en mikrofon op ude i garagen, som opfangede det hele, og som bidrog til den der varme, store, lidt 1950’er-agtige lyd.

Så lyden er blevet lidt anderledes?

– Ja, det er blevet noget lidt andet, eller anderledes, rent lydmæssigt, men det synes jeg også, er fint. Jeg syntes jo ikke, at der var nogen grund til at lave den samme plade igen.

Busack-Boysen

I mange år hed du kun Ronni Boysen. Nu kalder du dig Ronni Busack-Boysen. Hvorfor?

– Det er, fordi jeg blev gift med min dejlige kone, som jo hed Busack til efternavn. Og så syntes vi, at vi ville vi dele efternavn i ligestillingens navn, så nu hedder vi Busack-bindestreg-Boysen, ler Ronni Busack-Boysen.

– Det er ikke altid, jeg bruger det – Busack – for jeg kan ikke rigtigt helt finde ud af, om jeg skal blive ved med at kalde mig Ronni Boysen i musiksammenhænge, eller om jeg skal kalde mig Ronni Busack-Boysen.

– Jeg synes, Ronni Boysen er sådan lidt mere mundret i musiksammenhænge. R & B, griner Ronni Busack-Boysen.

– Men jo, jeg hedder Ronni Busack-Boysen.

Ægteskab og musik

Du er godt gift med Heidi Busack-Boysen, der studerer litteraturhistorie med kønsforskning som sidefag. Er det svært at kombinere et velfungerende ægteskab med musikertilværelsen?

– Altså nu er det jo ikke, fordi jeg er så meget af sted, kan man sige. Hvis jeg er af sted, så er det måske en dag eller to, og så er der en periode med nogle turnéer af maksimum fjorten dages varighed, så det er ikke, fordi jeg er så forfærdeligt meget af sted endnu.

– Indtil videre fungerer det fint.

– Vi ville jo ønske, at vi kunne se lidt mere til hinanden. Vi har jo rimeligt travlt begge to, men hun ved jo godt, at det er det, jeg gerne vil – med musikken altså – og hun har hele tiden vidst, at det var det, jeg gerne ville. Der har været rene linjer omkring det fra starten af.

– Hun er desuden rigtig glad på mine vegne, fordi det sådan set lykkes for mig, så jeg synes, at det fungerer fint. Når vi så er sammen, så er vi også sammen.

Leve af musikken

”Don’t give up your day job,” siger man på nydansk. Det har du jo heller ikke gjort endnu, men arbejder du frem imod at kunne leve 100 % af musikken?

– Altså jeg har jo forsøgt, kan man sige, at stå for det selv og selv skabe mig en karriere, men det kunne jeg simpelthen ikke.

– Jeg ved ikke. Jeg er ikke udfarende nok, og jeg har ikke det dér sælger-gen, så det kunne jeg ikke. Desuden syntes jeg, det var for meget selv at skulle ringe og bullshitte. Som sagt, alt det dér ligger altså ikke rigtigt til mig.

– Jeg tror efterhånden, at jeg har taget det lige så langt, jeg kan, med Peter Nande Band, med vores plade, Big boy boogie, Danish Music Awards-nomineringen, og at Peter Nande blev kåret som Årets Bluesnavn og sådan nogle ting. Man har sådan ligesom nået loftet for, hvad man kan nå herhjemme, tror jeg.

– Og den – musikken – er jo så en deltidsbeskæftigelse, og det har jeg det fint med.

– Hvis jeg skulle ud og leve 100 % af at spille, så ville det være noget med, at jeg skulle sprede mig endnu mere, og skulle ligge og turnere rundt og skulle ud og spille med orkestre uden for landets grænser. Hvis man skal leve af det, så er man nødt til at tage til udlandet indimellem. Og det vil jeg også gerne, hvis jeg kunne få en turné med én eller anden amerikaner.

– Det er jo faktisk det, jeg allerhelst ville, at have det ved siden af arbejdet med Peter Nandes orkester. I udlandet er der jo flere om buddet, men hvis man kunne få det op at køre på den måde og så have et lille deltidsjob eller et eller andet ved siden af, ville det være fint.

– Men nej, jeg kunne ikke tænke mig at satse 100 % på musikken. Det tror jeg ikke. Jeg vil gerne have noget lidt mere fast og noget sikkert. Nu har jeg jo også en kone at skulle tænke på, så nej tak.

Fremtidsplaner

Hvad er dine fremtidsplaner?

– Jamen, jeg ved ikke rigtigt. Jeg tror såmænd ikke, at der kommer til at ske de helt store ændringer i forhold til, hvad der sker nu. Som sagt kan man ikke nå så forfærdeligt meget længere herhjemme, end vi har nået.

– Peter Nande har sit job som ingeniør, og jeg har min hverdag og det ene og det andet, så vi kan ikke være så meget mere væk, end vi er.

– Men jeg ville gerne, hvis jeg kunne komme til at backe nogle flere folk, som er herovre. Der er jo stadigvæk mange på listen, som jeg godt kunne tænke mig at spille med. For eksempel er der Sugar Ray Norcia og Steve Guyger, som også er en harpespiller. Ja, der er virkelig mange. Lynwood Slim kunne jeg også godt tænke mig at backe.

– Det her med, at vi – Peter Nande Band – har spillet med James Harman, har virkelig åbnet nogle døre. Når folk hører det, er man lige pludselig interessant. Så er man ikke bare endnu en bluesguitarist fra Europa. Så er det ligesom om, at der bliver lyttet lidt mere.

– Derfor så kunne det jo godt være, at det kunne åbne nogle døre til noget mere. Hvis James Harman siger: ”Ham her, han er god nok, ham skal I sgu prøve, og der er ordnede forhold hos de danskere dér,” så … !

– Så jeg kunne godt tænke mig, hvis der kunne komme lidt mere af den slags, og så hvis vi kunne komme lidt længere ned i Europa. Nu har vi spillet med både norske og italienske mundharpespillere, og vi håber på, at der falder lidt af til os. For eksempel at de inviterer os ned til enten en festival eller en turné i nærheden eller et eller andet.

Et forbillede

Her til sidst vil jeg godt lige bringe noget på bane. For mange år siden snakkede jeg med Ole Frimer, grundlæggeren af den aarhusianske bluesscene, der beskrev dig som ”en herlig guitarist.” Hvad siger du til dét?

– Det synes jeg jo, er vildt fedt. Ole Frimer blev jeg introduceret for på jam-scenen på spillestedet Fatter Eskil her i Aarhus, hvor jeg jo kom i mange år.

– Ole Frimer var den første, nej egentlig tror jeg, at Kenn Lending var den første danske bluesguitarist, jeg hørte. Ole Frimer var vist også en af de første, jeg stiftede bekendtskab med, og jeg købte i sin tid faktisk en Telecaster-guitar, fordi jeg ville lyde som ham. Siden har Ole Frimer og jeg jo spillet og jammet sammen mange gange, og han har altid været et forbillede for mig, så det er jo fantastisk.

– Det er altid rart at få anerkendelse for det, man laver. Det synes jeg faktisk har været det vigtigste, og det som har fået mig til at fortsætte. Mit mål har altid været at få anerkendelse fra dem, som jeg selv respekterer, slutter Ronni Busack-Boysen, ”en herlig guitarist.”

En stor tak til Ronni Busack-Boysen for at have stillet diverse materialer til rådighed.

EFTERSKRIFT

Ovenstående interview blev oprindeligt bragt på Musikbibliotek.dk den 7. juli 2008. Den relevante side eksisterer dog ikke mere. Interviewet blev lavet en stund tidligere samme år.

Da Bluesnews.dk mener, at interviewet er af blivende værdi, giver et godt portræt af mennesket og musikeren Ronni Boysen og tillige er et godt musikmæssigt tidsbillede, har Bluesnews.dk valgt at lade interviewet stå, omtrent som da det først blev publiceret. Dog har vi tilføjet nogle henvisninger – links – der af tidshistoriske årsager ikke kunne laves, da interviewet blev til i 2008.

Siden da er der sket meget i Ronni Busack-Boysens liv. For eksempel hedder han ikke Ronni Busack-Boysen mere. Busack er, som tidligere anført, Ronni Boysens forhenværende hustrus efternavn, som Ronni Boysen tog i solidaritet med sin eks-hustru. Nu hedder Ronni Boysen derimod Ronni Auðar-Boysen, og hans mellemnavn er det samme som hans nuværende hustrus efternavn.

Ronni Boysen selv siger dog i ovenstående interview, at: ”Jeg synes, Ronni Boysen er sådan lidt mere mundret i musiksammenhænge.” Derfor omtaler Bluesnews.dk da også primært guitaristen således.

Efter at ovenstående interview blev til, flyttede Ronni Boysen til Berlin med sin første hustru, blev skilt fra hende og flyttede tilbage til Danmark, nærmere betegnet til København. Ronni Boysen, der stadig bor i København, blev gift igen og har nu to små døtre med sin anden hustru.

Siden det relevante interview blev lavet, er det også musikmæssigt kun gået fremad for Ronni Boysen. Han er blevet fuldtidsmusiker, men har dog til tider en bartender-tjans på Danmarks eneste deciderede bluesbar, Mojo i København (se her).

Ronni Boysen har nu i flere år spillet fast med svenske The Kokomo Kings, som bassisten Magnus Lanshammar står i spidsen for. Samme har han indspillet tre cd’er med (læs for eksempel her og her). Endvidere har The Kokomo Kings turneret flittigt i Europa, hvor de også har høstet stor hæder, lige som Ronni Boysen selv (læs for eksempel her).

Tilmed har Ronni Boysen fået yderligere anerkendelse. I 2013 blev han eksempelvis kåret til Årets Danske Bluesnavn (se her), såvel som han 2010 fik den horsensianske Blueskartellets Ærespris (læs her).

Udenlandske musikere som for eksempel amerikanske Mud Morganfield, der er søn af Muddy Waters, har Ronni Boysen være på turné med flere gange. Også drømmen om at ”turnere med en eller anden amerikaner,” som Ronni Boysen udtrykker det i ovenstående interview, er altså blandt andet hermed gået i opfyldelse.

I tilgift hertil er Ronni Boysen tilknyttet det Danish Music Award-vindende københavnske bluesprojekt Trainman Blues. Bandet vandt en Danish Music Award for sit debutalbum (se for eksempel her, og læs album-anmeldelse her).

Desuden spiller Ronni Boysen ofte med pianisten Hans Knudsen (læs for eksempel her og her). Ronni Boysen har også haft en anden glimrende tangentmand som spillemakker, nemlig den velkendte Esben Just. Ydermere har Ronni Boysen spillet med utallige andre både danske og udenlandske musikere på både små og store scener (læs for eksempel her, her og her).

Foruden masser af live-optrædener har Ronni Boysen også været i studiet mange gange, både med hjemlige og internationale musikere. (Se her).

Tilværelsen tegner sig lys for Ronni Boysen og hans familie. Lige bortset fra coronaen, som sætter kraftige grænser for musikere og deres aktivitetsradius, ja for hele musikbranchen. Som Ronni Boysen skriver i en nylig e-mail til overtegnede: ”Her går det ok – bortset fra, at der ikke er noget at lave. Dvs. jeg har hænderne fulde med ungerne, og det er fedt. Tiden flyver med dem.”